Nye skoler minder om katedraler, mens andre børn må nøjes med uhumske festivalstoiletter

Urinen ætser sig ned i fugerne. Lugten skærer i øjnene. Det gulbrune vand går til toiletkanten. Flere af eleverne er i tårer, og nogle af dem har børneorm, altså levende orme, i tarmkanalen.

Det er den rå virkelighed flere steder i København. Det gælder blandt andet Rådmandsgades Skole og Nørrebro Skole, der i årevis har skreget om pres på toiletterne. 

Situationen er udtryk for en moralsk brist i vores metropol-sjæl. Det er en fortælling om to forskellige byer, her i børnehøjde, samlet under navnet København.

For mens vi holder næsen for de oversvømmede toiletter, bruger vi pengesummerne – der kunne gå til toiletrenoveringer – på fremtidens glinsende skolebyggerier.

Den nye Kødbyens Skole bygges med atrium – et stort og glinsende glasloft.

Den nye Sluseholmen Skole skal have flyde-pontoner, hvor eleverne kan fiske fra.

Ifølge børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) skal skolerne – som katedralerne i gamle dage – være "fremtidens arkitektoniske fyrtårne og paladser". Hvad med at starte med de uhumske toiletter?

Konsekvenserne af uhumske skoletoiletter er mange. Tænk eksempelvis på sidst, hvor du var tissetrængende og måske derfor undlod at drikke vand. Sådan bruger elever hele dage.

Visionen bør være københavnske toiletter, hvor børneorm er fortid, og de trængende kan få trøst

Emil Sloth Andersen (R)
Børne- og ungdomsordfører, Københavns rådhus

Eleverne koncentrer sig dårligere, kommer i ringere humør og mister overskud. Børneorm risikerer at sprede sig. I øvrigt er der 55 procent større risiko for, at eleverne lider under daginkontinens – altså ufrivillig ladning af urin og afføring.

Når man til gengæld sammenligner toiletforholdene på de gamle skoler og fremtidens glinsende skolebyggerier, minder billedet om Herman Bangs tragedie-roman 'Stuk'. I 'Stuk' bygger eventyrlystne mænd et så overdådigt københavnsk teater med stuk, at pengene ikke rækker til de bærende elementer, der slår revner.

Ydmygheden mangler. Øjnene lukkes for svaghederne. Og de entreprenante herrer lader sig glide ind i en økonomisk fallit, løftet op af champagnebobler, mens de glemmer det forfaldne og dyre. 'Stuk' bliver en allegori på datidens moralske brist i københavnersjælen. Og vi genfinder den i dag i vores hovedstad.

Vi ser den til dels i Amager Ressourcecenter (ARC). Bjarke Ingels futuristiske idé om, at vi skulle stå på ski oven på brændende affald, har givet os et Stuk-agtigt ARC i gæld til bakketoppen. Og bliver vi ved analogien fra Herman Bangs roman 'Stuk', slår fundamentet på hele vores by revner, ikke mindst når det gælder de mest sårbare.

For mens man kan stå på ski på det brændende affald på ARC og fremtidens skolebyggerier glinser mere og mere, er nogle børn efterladt i sårbare situationer – foran de oversvømmede toiletter.

Havde vi tilladt permanent oversvømmede toiletter på en moderne kontorarbejdsplads? Nej, vi voksne har Arbejdstilsynet. Og i stedet for at give politisk hånd på i København, at ingen børn skal befinde sig i latrinære rædselsscener, så har vi tendens til at vende øjnene mod de futuristiske arkitekttegninger af fremtidens skoler.

Uretfærdigheden går også igen på børneområdet, når man ser på multipelt handicappede børn på eksempelvis UIU og andre specialskoler, der på grund af fysisk pladsmangel risikerer at havne i voldshændelser med personalet.

Imens bruger vi meget store summer på flydende pontonbåde, glaslofter og arkitekttegninger, og da planerne for Arenakvarterets nye skole kom på bordet, var det Danmarkshistoriens dyreste skolebyggeri! Det er et klokkeklart udtryk for prioritering.