Debat

R i København: Hovedstaden skal gå forrest på progressive dagsordener

DEBAT: Samfundsdebatten bød på andet end corona i 2020. Særligt tre centrale debatter skal med ind i 2021 og løsningerne skal findes med hovedstaden i hovedrollen, skriver Christopher Røhl (R) og Mia Nyegaard (R).

’Black Lives Matter’ var et vigtigt budskab i 2020 og er det stadig i 2021. Kommunerne kan gøre en forskel og vise vejen i kampen mod racisme, skriver Christopher Røhl (R) og Mia Nyegaard (R).
’Black Lives Matter’ var et vigtigt budskab i 2020 og er det stadig i 2021. Kommunerne kan gøre en forskel og vise vejen i kampen mod racisme, skriver Christopher Røhl (R) og Mia Nyegaard (R).Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Christopher Røhl (R) og Mia Nyegaard (R)
Hhv. gruppeformand og socialborgmester, Radikale Venstre

Der er mange gode grunde til at lade 2020 gå i glemmebogen. For 2020 var vitterligt pandemiens år, som statsminister Mette Frederiksen fastslog i sin nytårstale.

Men ikke alt handlede om corona sidste år - og gudskelov for det. Debatten bød også på andre vigtige dagsordener. Særligt tre ting satte skub i 2020: MeToo, Black Lives Matter og klimaloven.

Vi skal hverken lade dem stå i skyggen af coronakrisen eller efterlade dem i 2020. Vi skal tage de mange spørgsmål, de efterlod, med ind i det nye år og give dem en helhjertet besvarelse. Vi skal gøre os umage. Nogle svar skal findes på Christiansborg, men kommunerne skal også bidrage.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Det gælder særligt København. Vi mener, at København skal gå forrest på de progressive dagsordener og blive et fyrtårn på de spørgsmål for resten af verden.

Aldrig mere MeToo
De sidste fire måneder af 2020 blev for alvor et comeback for MeToo-bevægelsen i Danmark.

For selvom coronakrisen strammer til og trækker ud, og før vaccinen gør sin virkning, må vi ikke glemme, at der er andre vigtige dagsordener, der rækker langt ud over pandemien.

Christopher Røhl (R) og Mia Nyegaard (R)
Hhv. gruppeformand og socialborgmester, Radikale Venstre

Modige kvinder gik forrest i debatten med førstehåndsberetninger, der startede med Sofie Lindes beretning fra en rådden mediebranche. Siden blev der fulgt op med afgørende indlæg fra ofre i mange, mange andre brancher. Sexismen gennemsyrer vores samfund, det kan der ikke længere være nogen som helst tvivl om.

Vi fik trukket i håndbremsen og sat nogle af passagerne fra den gamle kultur af, men vi er langt fra i mål.

I Københavns Kommune er vi allerede i gang med flere initiativer og undersøgelser. For selvfølgelig skal man kunne gå fuldstændig uantastet på arbejde på hovedstadens største arbejdsplads. Sagsbehandlingen skal ikke foregå på forsiden af aviserne. Retssikkerheden skal være på plads.

Vi skal som arbejdsplads og samfundsinstitution gå forrest i det fremadrettede fokus på MeToo. Det skal være slut med seksuelle krænkelser, chikane og direkte overgreb. Hvis vi tager den opgave på os i kommunerne og står sammen, kan vi virkelig flytte noget. Samtidig skal vi tage et hurtigt afsæt i København og indrette os efter den nye virkelighed allerede i år.

Black lives still matter
En anden vigtig begivenhed fra det forgangne år er drabet på George Floyd, der med sine sidste ord ‘I can’t breathe’ fik borgere på gaderne ikke bare i USA men også i Danmark.

Black Lives Matter budskabet er ikke alene vigtigt for amerikanerne - det er universelt. Og det er desværre sådan, at mange fortsat oplever racisme i Danmark. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Også her skal vi stå sammen og gå forrest i kommunerne.

For vi kan gøre en stor forskel og vise vejen. Vi ser lige nu nærmere på muligheden for anonymiserede jobansøgninger hos kommunens virksomheder. Det må aldrig være nemmere for Anna end for Afnan at komme igennem en ansøgningsproces.

Læs også

Racismen er i hver en afkrog af samfundet. Det gælder endda også i den danske lovgivning. I kommunerne skal vi forvalte loven, uanset hvad vi synes om den.

I København kigger vi derfor både på initiativer, der skal få områder af den såkaldte ghettoliste, og på at ændre boligsammensætningen i områder som Mjølnerparken og Tingbjerg, der er defineret som hårde ghettoer.

Men politisk vil vi i Radikale Venstre fortsat bekæmpe ghettokriterierne, hvor beboeres etnicitet afgør, hvorvidt et område bliver defineret som en ghetto. Det er slet og ret diskrimination og forskelsbehandling og den diametrale modsætning til alt det, som det moderne Danmark er bygget af, nemlig lige muligheder og lige rettigheder for alle.

Kommunal klimavalgkamp
Med udgangen af 2020 fik Danmark sin første klimalov efter vedtagelsen af et borgerforslag fra klimabevægelsen i Danmark. Trods flere gode initiativer lader ambitionsniveauet meget tilbage at ønske.

Staten har således kun fundet løsninger for en tredjedel af vejen mod at nedbringe drivhusgasserne med 70 procent i 2030. I København har vi sat ambitiøse klimamål, blandt andet om at blive CO2-neutral i 2025.

Den seneste opgørelse viste, at det bliver svært at nå det mål. Det er ingenlunde acceptabelt endsige godt nok. For også på klimaområdet skal kommunerne gå forrest. For sammen kan vi flytte noget, hvis alt, hvad vi gør, gøres bæredygtigt: fra indkøb til nybyg, renoveringer og infrastruktur, krav til underleverandører - kort sagt alt.

Det burde alle partier kunne samles om. For selvom coronakrisen strammer til og trækker ud, og før vaccinen gør sin virkning, må vi ikke glemme, at der er andre vigtige dagsordener, der rækker langt ud over pandemien. Dem glæder vi os til at tage fat på. Og vi skal gå forrest med de gode eksempler.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Christopher Røhl

Medlem af Borgerrepræsentationen (R), Københavns Kommune, Projektleder hos Center for kvanteteknologi, DTU
cand.scient.phys. (Københavns Uni. 2017), PhD fra DTU Nanolab

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00