Debat

Radikal kandidat i København: S står for 30 års fejlslagen boligpolitik

Socialdemokratiet har siden 1990'erne drevet en splittende boligpolitik, der strider imod idéen om det blandede Danmark, som Kaare Dybvad (S) hylder. Det er tid til, at vi skaber boliger til lav- og mellemindkomstgrupperne og nedprioriterer elitens behov, skriver Emil Sloth Andersen.

Tallene lyver ikke. Der er ført 30 års opsplittende boligpolitik i vores
hovedstad, skriver Emil Sloth Andersen.
Tallene lyver ikke. Der er ført 30 års opsplittende boligpolitik i vores hovedstad, skriver Emil Sloth Andersen.Foto: Pressefoto
Emil Sloth Andersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Da jeg blev færdiguddannet for halvandet år siden, boede jeg på et tidspunkt midlertidigt på Nørrebro, inden min lejekontrakt udløb to måneder senere.

Jeg tog på et tidspunkt ud til en kvinde i 40'erne, som fortalte mig, at hun var på kontanthjælp og netop havde brudt med sin mand.

Nu ville hun leje sin lejlighed ud for omtrent 8.000 kroner, kontant og uden kontrakt. Imens ville hun selv bo på et værelse hos en veninde for en symbolsk sum og spare op.

Begge var vi fanget et grimt sted, hvor ingen af os havde råd til at sige nej. Hun kunne tjene mest, hvis beløbet var sort. Og jeg kunne faktisk få et sted at bo. Men alligevel sagde jeg nej.

I stedet kiggede jeg nødtvungent på nogle dyre lejelejligheder i Sydhavnen til 13.000 og 15.000 kroner. Der var et fint 3D-kort over det online, hvor de poppede op med grøn farve, fordi de var ledige på stribe.

S har drevet udviklingen
Sådan er Københavns boligmarked i en nøddeskal. Det er en by, som i helt udstrakt grad mangler dén lige værdighed for mand i borg og hytte, som Grundtvig hyldede. I stedet skal mange af os gå med en fornemmelse af, at vores by ikke favner os.

Hvis den kreative klasse, som indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad (S) skoser, sidder tungt på København, ja, så er det, fordi Socialdemokratiet siden starten af 1990'erne har stået på hoved og hænder for den.

Undskyldningen plejer at lyde, at København i 80'erne og starten af 90'erne var et fattigere sted, og det anerkender jeg. Men jeg mener, at historieskrivningen er alt for ensidig.

Min egen mor gik dengang rundt som arbejdsløs i kommunen, min far tjente nogle penge på orgelspil, arbejdsløsheden var over 15 procent, og flere flyttede fra kommunen.

Med økonomiaftalen i 1994 lavede tidligere overborgmester Jens Kramer og daværende finansminister Mogens Lykketoft en økonomiaftale, som står som et klasseeksempel på Thatcher-æraens neoliberalisme. Privatisering var målet, og man solgte i København 19.000 billige lejligheder fra, som var på kommunale hænder før.

Skulle den socialdemokratiske tanke om et blandet Danmark, som er indenrigs- og boligminister Kaare Dybvads kongstanke, gøres til virkelighed, er der kun én vej frem. Den går på at sikre boliger til lav- og mellemindkomstgrupperne

Emil Sloth Andersen
Kandidat til borgerrepræsentationen i København for Radikale Venstre

En bitter sandhed
I ingen som helst verden køber jeg, at løsningen på Københavns arbejdsløshedskrise i 90'erne nødvendigvis skulle være et salg af billige boliger.

Det er den bitre sandhed, at de selvsamme arbejdsløse kunne have betalt for at leje dé boliger, hvis man i stedet havde fået dem i arbejde med keynesiansk beskæftigelsespolitik og løntilskud. Det havde også forbedret kommunens budgetter dramatisk.

Det stoppede ikke med frasalget af de 19.000 boliger. Siden 1991 har Socialdemokratiet ledet et København, hvor antallet af et- og toværelsesboliger i København er faldet, blandt andet fordi så mange lejligheder er slået sammen.

95-kvadratmeterkravet fra 00'erne, som skulle holde på indkomststærke borgere, har været en regulær katastrofe. Selv ikke for børnefamilierne er det en fordel, for de fleste børnefamilier bor på under 95 kvadratmeter.

Og med By & Havn har Socialdemokratiet blindt og ukritisk fodret et selskab, der i sin essens er, hvad Peter Hummelgaard (S) ynder at kalde "den syge kapitalisme".

Selskabet er en rentestigning fra fallit og må nødvendigvis sælge sine grunde til højstbydende. Derfor har vi Ørestad, Sydhavn og første del af Nordhavns-byggeriet, hvor man kunne få en etværelseslejlighed for tre millioner kroner i 2017 – dengang boligpriserne var lidt mere "rimelige".

Vi skal sikre boliger til lav- og mellemindkomstgrupper
De seneste 15 år er det kun fem procent af de nybyggede boliger, der er almene.

Og kig engang på denne grufulde statistik: I 1987 udgjorde arbejderklassen på Vesterbro 56 procent. I 2019 var det kun 15 procent. Tallene er taget fra debattør Lars Olsens bog 'Rige børn leger bedst – Et portræt af det danske klassesamfund', som Altinget har omtalt.

Hele forløbet igennem er der øjensynligt ikke en sjæl, der i øvrigt har talt om, at den kommunale "handel" med borgere er et nulsumsspil.

Hver gang vi eksporterer en førtidspensionist til vestegnskommunerne, og vi importerer ét revisor- og arkitektpar med barn, så er vi som land jo milevidt. Og nu må vi rydde op.

S kan ikke sikre boliger til grupper med lav indkomst
Skulle den socialdemokratiske tanke om et blandet Danmark, som er indenrigs- og boligminister Kaare Dybvads kongstanke, gøres til virkelighed, er der kun én vej frem.

Den går på at sikre boliger til lav- og mellemindkomstgrupperne. Det stoler jeg efter 30 år ikke på, at Socialdemokratiet vil formå i København.

Stod det til mig, tog vi tre nødvendige opgør.

Vi burde for det første sørge for, at Københavns Kommune brugte sin likviditet, som ligger på over 15 milliarder kroner, på at hjælpe med at betale en større portion af metrogælden, som By & Havn står med i dag. På den måde kunne vi sætte By & Havn fri gennem en vedtægtsændring i selskabet til at leje små lejligheder på sine grunde ud selv til små priser.

For det andet burde vi bruge mindst tre milliarder kroner til medfinansering af almene boliger og toppe med lån til den almene boligsektor. Det ville række til omtrent 30.000 almene ungdomsboliger, hvor huslejen er 40 procent lavere end på det private marked. Med lånene ville den almene boligsektor kunne købe flere grunde, som ofte i dag er for dyre.

For det tredje burde vi pleje andre bygherrer og entreprenører så godt som By & Havn; vi kan øjeblikkeligt give Skanska og KAB Bolig lov til at bebygge Kløverkvarteret, hvor der kan placeres 15.000 boliger, herunder 40 procent almene boliger. Alene i B&W Hallerne på Refshaleøen kan vi bygge 2.000 ungdomsboliger. Og det kan ikke gå for hurtigt med at godkende en ny lokalplan for bebyggelse i Jernbanebyen.

Vi må nedprioritere elitens behov
Ligeså meget, som den socialdemokratiske bevægelse har gjort godt for Danmark over de seneste 100 år, ligeså så meget har man fejlet i København.

Tallene lyver ikke. Der er ført 30 års opsplittende boligpolitik i vores hovedstad. Når Jonas Bjørn både affejer kritikken af By & Havn, kritikken af den førte boligpolitik og alt, som Socialdemokratiet har rørt med en lillefinger, står det klart, at der skal nye ledende kræfter til.

Vi må prioritere elitens boligbehov – den kreative klasses altandrømme – i mindre grad nu. Ikke fordi eliten har gjort noget galt, men fordi den ikke mangler vores hjælp. Helt modsatrettet den kvinde, som jeg mødte den dag i min egen boligjagt.

Vi er alt for tæt på den virkelighed, som Grundtvig kendte til, da han for snart 200 år siden fra sin residens i København skrev om ligeværdighed for mand i borg og i hytte. Og vi er alt for langt fra det, som han drømte om.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00