Debat

SF-kandidat: Vejprojekter undergaver Københavns klimaplan

DEBAT: Genopretningen af københavnske veje er en fortælling om gammeldags forvaltning, en usynlig fagborgmester og klimanøl på alle niveauer, skriver Rasmus Steenberger (SF). 

Københavns veje skal genoprettes, men kun til oprindelig standard. Der kommer derfor ikke bredere cykelstier, farthindringer eller flere træer, skriver Rasmus Steenberger (SF).
Københavns veje skal genoprettes, men kun til oprindelig standard. Der kommer derfor ikke bredere cykelstier, farthindringer eller flere træer, skriver Rasmus Steenberger (SF).Foto: Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Steenberger (SF)
Kandidat til kommunalvalget for SF

De kommende år er der sat over 200 millioner kroner af til genopretning af meget befærdede veje i København. Blandt andet i Bispebjerg, City, Amager, Vesterbro og Nørrebro.

Én vej koster op til 50 millioner at genoprette til "oprindeligt standard", det vil sige ny asfalt, fliser og kantsten. Med samme bredder og udformning som hidtil.

Desværre er pengene dårligt givet ud, fordi ”genopretningen” modarbejder kommunens egne mål om at reducere klimabelastningen og forurening fra vejtrafik. Herunder målet om at komme ned på 25 procent biltransport. Og det haster med klimaplanen.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Problemet er, at der genoprettes til den præcise form vejen har i dag, og ikke den standard vi som Københavnere forventer. Der kommer ikke flere træer. Der kommer ikke bredere cykelstier. Der kommer ikke farthindringer og bedre krydsninger til skolebørn. 

Det er paradoksalt. Særligt fordi de rigtige tiltag sagtens kunne bygges ind i genopretningen uden meromkostning, hvis forvaltningen fik lov. 

Egentlig kan det undre, at det nuværende koncept for vejgenopretninger overhovedet er sluppet igennem forvaltningen hos en fagborgmester fra Enhedslisten. 

Rasmus Steenberger (SF)
Kandidat til kommunalvalget for SF

Samme pris, forskellige resultater
Når jeg sammenligner prisen på en "genopretning" af Kastrupvej med den totale, gennemgribende opgradering af Backersvej på Amager, som jeg, via mit arbejde i Lokaludvalg Amager Øst, har været med til at kæmpe hjem, så er priserne stort set identiske: omkring 50 millioner.

Men effekten er helt forskellig. På Backersvej får vi flere træer, hævet cykelsti, forskudte vejbaner, vejbump, bedre busstoppesteder, handicaptilgængelighed og bedre oversigtsforhold.

Til den samme pris som en renovering af Kastrupvej uden forbedringer. Kastrupvej er lige så lang og bred, men får ikke glæde af de mange tiltag, som kunne øge trafiksikkerheden, herlighedsværdien og bidrage til at reducere klimabelastningen. 

Hvor er fagborgmesteren?
Egentlig kan det undre, at det nuværende koncept for vejgenopretninger overhovedet er sluppet igennem forvaltningen hos en fagborgmester fra Enhedslisten. Det er forunderligt, at man aktivt lægger noget frem til politisk beslutning, som både undergraver de fælles mål, og partiets egne mål.

Jeg konstaterer også, at der på teknik- og miljøområdet i København er behov for langt mere samarbejde for at komme i mål med kommunens 2025-klimamål.

Læs også

Lige nu har vi et efterslæb på 200.000 ton CO2 fra de seneste fire år af klimaplanen, og ingen plan for at indhente det. Samtidig er de næste (og sidste) fire år af klimaplanen groft underfinansierede, og alle de lavthængende frugter er taget.

Derfor ønsker jeg mig brændende, at den nye borgmester, der kommer efter valget, vil bide sig mere fast i sin forvaltning og i budgetforhandlingerne, så der igen kommer en sammenhæng mellem mål og midler i den københavnske klimapolitik.

Klima-træghed på alle niveauer
Eksemplet med vejgenopretninger i København er et typisk eksempel på, hvordan beslutningerne i København ikke er gennemtænkt. Rådhuset sætter nogle rammer og visioner, men gang på gang modarbejdes de af gammel praksis eller misforstået erhvervsfokus.

Vi ser det i alle politiske niveauer, også i EU hvor modsætningen mellem de abstrakte klima-ambitioner og den konkrete landsbrugspolitik er afgrundsdyb.

I Folketinget overvejer man stadig at lede efter mere olie, udbygge lufthave og give landmændene lov til at udvide svinestalde, selvom det modarbejder klimaloven og målet om 70 procents reduktion i klimagasudledninger.

I København er disse såkaldte ”vej-genopretninger” et grelt lokalt eksempel, hvor der ikke er gode argumenter for at køre videre med den nuværende forvaltningspraksis. Vi skal derfor hurtigst muligt lave et koncept for vejgenopretning 2.0, som understøtter kommunens egne klimamål, og hjælper os med at få en bedre by.

Hvis vi faktisk mener, at vi vil have bedre vilkår for cyklister, mere sikkerhed for skolebørn og færre, der kører i egen (fossil)bil, så skal vi da lave vejene, så de understøtter en sund og bæredygtig fremtid. For de samme penge. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00