Vicedirektør til Hjemrejsestyrelsen
Udlændinge- og Integrationsministeriet søger en vicedirektør til en dynamisk styrelse, Hjemrejsestyrelsen, der bl.a. har ansvaret for opgaverne på hjemrejse- og udsendelsesområdet. Styrelsen har som hovedprioriteter fokus på god ledelse, samarbejde med interessenter og inddragelse af medarbejderne.

Om stillingen Hjemrejsestyrelsen er en styrelse under Udlændinge- og Integrationsministeriet. Styrelsen skal sikre, at udlændinge, der opholder sig ulovligt i Danmark, rejser hjem. Hjemrejsestyrelsens hovedfokus er opgaver relateret til forholdene for afviste asylansøgere og andre udlændinge, der skal udrejse af Danmark. Opgaverne, der tidligere var delt mellem flere ministerier, myndigheder og private aktører, omhandler vejledning af udlændinge om mulighederne for frivillig hjemrejse, udrejsekontrol og motivationsafklaring samt understøttelse af det praktiske hjemrejse- og udsendelsesarbejde. Derudover varetager styrelsen sekretariatsbetjeningen af Flygtningenævnet og Udlændingenævnet, der behandler klager over afgørelser truffet af Udlændingestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration som 1. instans. Endvidere er Nationalt ID-center, der er et uafhængigt kompetencecenter med ekspertise inden for identitetsspørgsmål og ægthedsvurderinger af ID-dokumenter, tilknyttet styrelsen. Hjemrejsestyrelsen er en styrelse med et stærkt fællesskab og med høj faglighed, og vi tilbyder en stilling, hvor du har mulighed for at påvirke udviklingen på hjemrejse- og udsendelsesområdet, som udgør en meget vigtig del af udlændingesagskæden. Du har sammen med direktøren samt yderligere en vicedirektør ansvaret for Hjemrejsestyrelsen, hvis overordnede opgave er at bidrage til et klart og entydigt handlingsfokus på de myndighedsopgaver, der drejer som hjemrejse og udsendelse og herigennem at skabe en troværdig og effektiv udlændingepolitik. Du vil særligt skulle have fokus på styring, forretningsudvikling, økonomiområdet, data og statistik, kompetenceudvikling samt ledelsesinformation. Om dig Du skal have lyst til, i samarbejde med den øvrige ledelse i koncernen, at varetage den overordnede styring og ledelse af en styrelse, som varetager meget forskelligartede og komplekse faglige opgaver. Du er cand.oecon., cand.polit., cand.jur. eller anden relevant akademisk uddannelse, og derudover forventer vi, at du:
  • har forvaltningsmæssig erfaring
  • har lederfaring fra en politisk styret organisation
  • evner hurtigt at sætte dig ind i komplekse opgaveområder
  • udviser strategisk overblik, handlekraft og synligt lederskab
  • har god evne til at føre politiske beslutninger ud i praksis
  • har gode samarbejdsevner og forstår at skabe gode relationer
  • har stærke kommunikative evner og lyst til at indgå i ledelsen af en organisation med stor offentlig og politisk bevågenhed
Yderligere information Løn- og ansættelsesvilkår forhandles efter rammeaftalen om kontraktansættelse af chefer i staten med indplacering i løngruppe 2. Stillingen besættes som udgangspunkt på åremål på overenskomstvilkår. Hvis du i forvejen er tjenestemand, vil ansættelse som tjenestemand efter en konkret og individuel vurdering kunne finde sted i lønramme 38. Ansættelsesområdet afhænger af ansættelsesformen. Styrelsen har primær lokation i Birkerød, hvor du vil få arbejdssted. Der er endvidere andre mindre lokationer i landet, hvor styrelsen er til stede. Det er en forudsætning for stillingen, at du kan opnå sikkerhedsgodkendelse til "HEMMELIGT", og at du kan opretholde godkendelsen under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her. Har du spørgsmål i øvrigt, er du velkommen til at kontakte direktør Claes Nilas på telefonnummer 72 14 23 30 eller på e-mail clni@hjemst.dk. Du kan også læse mere på www.hjemst.dk. Søg stillingen Klik på knappen i højre side og upload din ansøgning, cv og eksamensbevis mv. senest onsdag den 19. oktober 2022, kl. 12.00. Hvis du er tjenestemand, skal ansøgningen stiles til Dronningen. Vi forventer at holde første samtalerunde torsdag den 27. oktober 2022 og anden samtalerunde torsdag den 10. november 2022. Efter første samtalerunde vil der forventeligt være et testforløb. Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang - Uddannelse, job og fællesskaber for alle.

    Icon
    Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
    Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen