Mia Nyegaard
Svar til 

Svar til Nyegaard: Sådan er midlerne i hjælpepakken til erhvervslivet blevet brugt

Spørgsmål fra Rådhuset oprettes på basis af Københavns Kommunes database over de spørgsmål, der stilles af Borgerrepræsentationens medlemmer og besvares af kommunens borgmestre. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

31844

Mia Nyegaard (R) har 10. marts 2021 stillet følgende spørgsmål:

Jeg vil gerne bede om en status på de forskellige tiltag i hjælpepakken til erhvervslivet fra marts 2020, herunder hvordan midlerne er blevet brugt.

Svar fra torsdag den 25. marts 2021

Københavns Kommunes hjælpepakke til trængte virksomheder:

Tiltag vedr. aktivitet i bygge- og anlægssektoren 
Aktiviteten opretholdes på byggeprojekter. Igangværende byggeprojekter opretholdes som udgangspunkt, og kommunen gør sit yderste for at understøtte, at leverandørerne kan opretholde aktiviteten på byggepladserne. Fx gennemføres alle planlagte møder så vidt muligt på telefon eller elektronisk.
Øvrige eksterne anlægsprojekter fortsættes. Kommunens anlægsprojekter kører som udgangspunkt videre som hidtil, og kommunen har fokus på at holde aktiviteten oppe og understøtte fremdrift i byggeriet. Størstedelen af kommunens anlægsaktivitet udføres af private entreprenører.

Status for ovenstående to emner: Teknik- og Miljøforvaltningen vurderer, at de ovenfor beskrevne tiltag er dækkende for indsatsen og tilføjer desuden, at forvaltningens interne byggeledere gennem hele nedlukningen er mødt på arbejde, for på den måde at sikre, at byggepladser m.m. er i gang. Det kan desuden tilføjes, at projekteringsmøder og spørgemøder i forbindelse med entrepriseudbud gennemføres online.
Det er på trods af udfordringerne med COVID-19 lykkedes Byggeri København (ByK) at fastholde en byggeaktivitet i 2020, der stort set svarer til det anlægsmåltal, der blev udmeldt i starten af året, før pandemien nåede til Danmark. Anlægsmåltallet for ByK i 2020 var 1.523 mio. kr., og den realiserede omsætning for året endte på 1.473 mio. kr.
ByK har kunnet fastholde byggeaktiviteten på trods af begrænsninger i mulighederne for at mødes fysisk ifm. planlægning og eksekvering af byggeprojekter, entreprenørernes COVID-forholdsregler ved tilrettelæggelse af arbejdet på byggepladsen, og udfordringer med rettidig levering af byggematerialer. Nødvendige møder er gennemført ved en kombination af digitale møder via Teams, udendørs møder på byggepladsen og undtagelsesvise fysiske møder med afstand, hvor det har været nødvendigt af hensyn til fx deling af omfattende illustrationsmateriale.
ByK har endvidere igangsat 28 fremrykkede byggeprojekter i 2020, som tidligere var blevet udskudt pga. anlægsmåltallet. Det drejer sig særligt om helhedsrenoveringer af skoler og etablering af fritidstilbud.

København er klar til yderligere anlægsaktivitet. Københavns Kommune har yderligere anlægsprojekter for op mod 350 mio. kr., som kan igangsættes i 2020 for at øge aktiviteten. Det kræver dog, at anlægsloftet lempes, hvilket skal aftales med regeringen.
Status: I aftalen mellem KL og regeringen om tiltag vedrørende kommunernes økonomi i lyset af COVID-19 blev anlægsloftet i 2020 afskaffet. I forlængelse af denne aftale godkendte Økonomiudvalget en afskaffelse af måltalsstyringen i KK i 2020, hvormed der kunne fremrykkes projekter for samlet 320 mio. kr. til 2020 (ØU den 31. marts 2020). Det faktiske forbrug i 2020 på bruttoanlæg svarer stort set til den oprindelige anlægsramme på 3,4 mia. kr. At der ikke blev eksekveret for mere, skyldes dels forsinkelser i en række projekter, som følge af blandt andet eksterne faktorer, såsom manglende myndighedsgodkendelser samt forsinkelser fra leverandører. Ydermere har der været forsinkelser i en række udbud.

Tiltag vedr. betalinger og opkrævninger 
Fremrykning af betaling af regninger. Økonomiudvalget tager onsdag aften stilling til overborgmesterens forslag om at fremrykke betalingen af kommunens regninger. Det vil akut sende 600 millioner kroner ud til virksomhederne. I alt har kommunen fakturaer liggende fra 4.500 forskellige leverandører.
Status: Økonomiudvalget besluttede pr. 18. marts 2020, at alle leverandørfakturaer, der er godkendt, uafhængigt af betalingsdato straks frigives til betaling, hvormed den almindelige betalingsfrist på 30 dage efter afsendelse af fakturaen blev suspenderet. Økonomiudvalget besluttede i maj og august at forlænge denne midlertidige ordning til og med 31. december 2020, hvorefter den er ophørt. Økonomiforvaltningen estimerer, at straksbetalingerne i gennemsnit har medført en likviditetstilførsel på ca. 0,6 mia. kr. til leverandørerne i den periode, ordningen bestod. Der har ikke været direkte udgifter i kommunen hertil, dog har Økonomiforvaltningen tidligere estimeret et rentetab på ca. 0,5 mio. kr. pr. måned.

Nedslag til lejere og forpagtere i kultur- og fritidsfaciliteter. Københavns Kommune giver et nedslag i forpagtningsafgiften henholdsvis lejen til forpagtere og lejere i Københavns Kommunes kultur- og fritidsfaciliteter pga. nedlukningen af faciliteterne.
Status: På baggrund af COVID-19’s markante påvirkning på forretningsgrundlaget i Kultur- og Fritidsforvaltningens bortforpagtede caféer, besluttede KFU den 31. marts 2020 at give henstand for betaling af forpagtningsafgift frem til 15. juni 2020. I juni 2020 besluttede KFF at tilbyde caféforpagtere en tilpasset forpagtningsafgift.
Alle caféforpagtere blev tilbudt mulighed for at overgå fra deres eksisterende forpagtningsafgift til en omsætningsbaseret forpagtningsafgift for perioden den 1. marts – 31. december 2020, hvor forpagtningsafgiften udgør 10% af deres omsætning. Forpagtningsafgiften for perioden kan maksimalt udgøre den i forvejen aftalte forpagtningsafgift.
I december 2020 besluttede KFF at forlænge aftalen om reduceret forpagtningsafgift frem til den 30. juni 2021.

Tilbuddet er betinget af følgende:
- Forpagter skal kunne fremvise regnskab med dokumentation for månedlige omsætningstal, og ved årets afslutning fremvise et revisorpåtegnet regnskab eller tilsvarende.
- Caféen skal holde åben i de tidsrum der fremgår af kontrakten (i det omfang det er muligt i henhold til gældende corona-retningslinjer).
- Alle øvrige forhold og aftaler beskrevet i den eksisterende kontrakt overholdes.
Dette tilbud har en række forpagtere takket ja til, og det er forvaltningens erfaring, at det har haft stor betydning for caféforpagternes forudsætning for at kunne klare sig igennem hele og delvise nedlukninger af deres forretning.
Tilbuddet medfører tabt indtjening i form af lavere forpagtningsafgift som indgår i de samlede opgørelser af de økonomiske konsekvenser som følge af COVID-19 som forvaltningen løbende har udarbejdet i 2020 og fortsætter med at udarbejde i 2021.

Betaling for beskæftigelsesforløb. Leverandører af beskæftigelsesindsats til kommunen får betaling for alle de forløb, der var bestilt hos dem, selvom de ledige er "trukket hjem".
Status: Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har – med en vis usikkerhed – opgjort udgifterne som er afholdt til leverandørerne i nedlukningsperioden i foråret, hvor leverandøren ikke har haft mulighed for at levere ydelsen, til ca. 33 mio. kr. Årsagen til usikkerheden er, at forvaltningen ikke har en entydig metodik til at isolere de pågældende forløb, bl.a. fordi der i nogle tilfælde er tilbudt et online forløb i stedet. Bruttoudgiften til forløb i nedlukningsperioden er således større endnu.

Forlængede tilbudsfrister. Kommunens centrale indkøbsorganisation har forlænget tilbudsfristerne på udbud. Det skal give virksomhederne mulighed for at byde uanset nedlukning.
Status: I marts 2020 blev enkelte frister for udbud udskudt sfa. hjemsendelsen, men resten af 2020 er udbudsprocesserne forløbet som normalt. Der har ikke været efterspørgsel i markedet efter forlængelse af fristerne og oplevelsen er, at virksomhederne har budt ind som normalt. 

Videreførelse af driftsaftaler i videst muligt omfang. Forvaltningerne opfordres til som udgangspunkt ikke at stoppe betalinger til leverandører, der leverer ydelser til kommunen, som kommunen midlertidigt er forhindret i at aftage. Kommunen vil i stedet indgå i en forhandling med leverandøren om fx delvis betaling. Det vil støtte virksomhedernes økonomi og medvirke til at sikre leverancer til Københavns Kommune, når forholdene er normaliserede.
Status: Børne- og Ungdomsforvaltningen har fulgt de officielle udmeldinger, der er kommet fra KL, og som efterfølgende er blevet fortolket af Center for Indkøb til at passe ind i en KK-kontekst. Det har betydet, at forvaltningen har forsøgt at understøtte de nuværende leverandører, der hvor det har været kontraktligt muligt. Det drejer sig bl.a. om catering-leverandører, som har været aktiveret som del af nødberedskabet, udbetaling af 4,4 mio. kr. i kompensation til vognmænd og 3,6 mio. kr. i kompensation til private institutioner og passere baseret på de retningslinjer mv., som har været gældende på området.

Kultur- og Fritidsforvaltningen har i meget stort omfang videreført driftsaftaler og afregnet med leverandører, selvom det ikke har været muligt at aftage ydelserne. Alle forvaltningens enheder og institutioner er således blevet bedt om, at udvise imødekommenhed overfor leverandører og følge elementerne i hjælpepakken, herunder også videreførelse af driftsaftaler og fortsat afregning med leverandører. Den konkrete udmøntning i forhold til de enkelte leverandører er primært foregået direkte i dialog mellem den lokale aftager af en ydelse og den konkrete leverandør.

Konkrete eksempler:
- Der er i meget vid udstrækning blevet udbetalt honorarer vedr. arrangementer som har måttet aflyses eller udskydes. Fx honorarer til kunstnere, vagtmandskab, lyd- og lysteknikere mv. 
- På biblioteksområdet har forvaltningen indgået konkrete aftaler med leverandører. Det er således aftalt, at leverandøren af biblioteksbøger, som midlertidigt ikke har kunnet aftages, fortsat er blevet afregnet med leverandøren og bøgerne opbevaret midlertidigt på leverandørens eget lager. Ligeledes er leverancer af inventar fortsat blevet afregnet og opbevaret midlertidigt hos et eksternt flyttefirma.
- Endelig er en række øvrige mindre driftsydelser fortsat til trods for nedlukningen, herunder en del rengøringsopgaver, kaffeservice, planteservice mv.

I Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er der fastholdt betaling til leverandører af kantineservice, selvom der ikke har været normal drift. I betalingen er modregnet den lønkompensation, som firmaerne har modtaget via statslige hjælpepakker.
Der er i konkrete tilfælde fastholdt betaling til massagefirma, og der er desuden fastholdt drifts- og vedligeholdelsesaftaler vedrørende vagter, vinduespudsning mm. i perioder med nedlukning/delvis nedlukning.

Teknik- og Miljøforvaltningen har generelt ikke haft udfordringer med at aftage varer eller ydelser ifm. eksisterende driftsaftaler. Der er altså ikke indgået særaftaler ang. hverken betalinger eller opkrævninger.
Enhederne har overordnet set gjort hvad de kunne for at opretholde eksisterende aftaler så normalt som muligt med den ekstra koordinering og lignende det har krævet.
I bygningsdrift har man bl.a. fortsat arbejdet med reparationer og lignende, som udføres af eksterne, ligesom vurdering af risikotræer er fortsat i vanlig drift, udført af ekstern entreprenør.
Et andet eksempel er kantinedriften. Her er aftalen med Meyers kantiner opretholdt og forvaltningen har betalt det samme kantinebidrag til virksomheden, selvom der i en stor del af covid-perioden har været ganske få medarbejdere til stede på arbejdspladsen, som reelt har kunnet benytte kantinen. På den måde har det været muligt at fastholde et kantinetilbud til dem, der har været fysisk på arbejde og kantinen har været i stand til at levere igen i de perioder, hvor der har været mulighed for fuldt fremmøde igen.

Økonomiforvaltningen har i videst muligt omfang videreført driftsaftaler under Corona-nedlukning.

Socialforvaltningen har deltaget i den fælles indsats om fremrykket betaling af private leverandører. Herudover har Socialforvaltningen gennem coronaperioden stort set opretholdt almindelig drift, og derved videreført driftsaftaler.

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har indgået aftaler med to virksomheder, der har drevet ordninger, hvor borgerne er blevet transporteret fra deres hjem til forskellige visiterede tilbud. Fx genoptræning, aktivitetscentre og Turkøbsordningen. Kompensationen der er givet, er beregnet ud fra virksomhedernes dækningsbidrag, dog fraregnet eventuel kompensations som virksomhederne måtte modtage fra andet hold. Der er samlet udbetalt kompensation svarende til ca. 2,2 mio. kr. 

Yderligere tiltag.
Kommunens forvaltninger er ved at undersøge, hvad kommunen yderligere kan gøre for at holde hånden under de erhvervsdrivende. Herunder fx yderligere tiltag for at fremrykke kommunens betalinger, men også muligheder for udskydelse af betalingsfrister på kommunale opkrævninger hos private virksomheder, herunder fx husleje.
Status: 2. rate af betaling af dækningsafgiften i 2020, svarende til 483 mio. kr., blev udskudt til betaling i to rater sammen med 1. og 2. rate af dækningsafgiften for 2021 (ØU den 21. april 2020).
Der er derudover indgået aftale om forudbetaling med enkelte af kommunens faste leverandører, hvor fakturaen blev betalt inden levering. Ordningen ophørte medio 2020 som følge af begrænset anvendelse fra leverandørerne. Ordningen var administrativt tung for kommunen og leverandørerne, og kommunens overgang til straksbetaling reducerede behovet for forudbetaling.

Pasning og skole
Nødpasning for børn.
Der er nødpasning af børn i alle dele af byen for de forældre, der skal på arbejde og ikke har andre pasningsmuligheder. Alle steder vil børnene blive passet i mindre grupper á 5- 6 børn - maksimalt 10 personer inklusive voksne. Nødpasning gælder som udgangspunkt for børn op til og med 3. klasse.
Status: Der har (og er fortsat) under hele nedlukningen og genåbningen været nødpasning til stede i KK. Nødpasning har også omfattet ikke indmeldte børn fra familier i akut behov udenfor almindelig åbningstid, som blev kanaliseret til KK’s døgn- og weekendinstitutioner. Med andre ord, så har forældre med behov, både inden og uden for daginstitutioners normale åbningstider, haft mulighed for pasning. Der var i genåbningsfasen ganske givet borgere som ikke følte, at deres dagtilbud stod til rådighed i almindelighed, men der har ikke på noget tidspunkt været afvist borgere med konkret og akut behov.
For skolebørn er nødpasningen tilrettelagt hen over en normal skoledag og åbningstiden for KKFO/fritidstilbuddet. Der har i KK ikke været fastsat centralt bestemte tidsrum for pasning af hverken børn i daginstitutioner eller i skolernes nødpasning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00