Jeg er redaktør for Altinget: kommunal og har tidligere skrevet om såvel fødevarepolitik, transportpolitik og retspolitik. Jeg kom til Altinget i 2013 fra Avisen Kommunen. Jeg er uddannet journalist fra Syddansk universitet (2009) og læste inden da en bachelor i statskundskab ved Aarhus Universitet.
"Kæmpestor" reform skal gøre op med arven fra Hjort
FIK DU LÆST: Regeringens ekspertgruppe på beskæftigelsesområdet vil spare milliarder ved at droppe store dele af de krav til kontrol, sanktioner og aktivering, som har formet indsatserne for ledige i mere end 20 år. Kommuner startede som tabere, men kan ende som vindere.
Kim Rosenkilde
RedaktørAnalysen blev bragt første gang 25. juni 2024.
Tilliden skal tilbage i den danske beskæftigelsespolitik.
Både tilliden til at ledige rent faktisk af egen drift ønsker at komme i arbejde. Og tilliden til at den enkelte kommune og dens medarbejdere er i stand til at organiserer den mest effektive lokale beskæftigelsesindsats.
Det er grundtonen på tværs af de godt 50 anbefalinger, som regeringens ekspertgruppe for fremtidens beskæftigelsesindsats offentliggjorde sidst i juni.
Målet er at opnå en mindst lige så effektfuld indsats med at få ledige i job for færre penge. Mere præcis de tre milliarder kroner færre, som regeringen på forhånd har lagt sig fast på at spare.
Den korte version af anbefalingerne er, at de sammenlagt lægger op til et opgør med en række af de grundprincipper, som har formet beskæftigelsespolitikken de seneste mindst 20 år.
De ledige skal mødes med færre krav om forudbestemte indsatser. Kommunerne skal frisættes fra den tætte regulering af, hvad de skal gøre, hvornår og hvordan. Og staten skal rette sin styring mod resultater fremfor overvågning af proceskrav.
Færre sanktioner, færre målgrupper og færre samtaler
Som en del af øvelsen skal lovgivningen samtidig forsimples med færre målgrupper, færre sanktioner, færre samtaler og færre særregler.
På den ene side lægger eksperter afstand til en stor del af den beskæftigelsespolitik, som Claus Hjort Frederiksen (V) på mange måder stod fadder til som beskæftigelsesminister.
Den lidt længere version er, at eksperterne vil gøre flere ting på samme tid.
På den ene side lægger eksperter afstand til en stor del af den beskæftigelsespolitik, som Claus Hjort Frederiksen (V) på mange måder stod fadder til som beskæftigelsesminister i VK-regeringen op igennem nullerne.
På den anden side viderefører eksperterne centrale dele af VK-regeringens organisatoriske set up, samtidig med at de vil fjerne flere af de positivt formulerede rettigheder, som de ledige har opnået gennem årene.
Udviklingen af den aktive arbejdsmarkedspolitik tog sin begyndelse i midt 1990'erne, hvor der blev indført nye krav til, at ledige skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
I de efterfølgende to årtier har antallet af målgrupper og mængden af krav og regler vokset sig stadig større.
Kamp mod "social omklamring"
Det skete ikke mindst i kølvandet på VK-regeringens indtog i regeringskontorerne i 2001. Herefter blev der lagt stadig mere vægt på at udbrede aktivering og sanktioner også til målgrupper, som stod lidt længere fra at komme i job.
Socialpolitik blev i høj grad beskæftigelsespolitik, hvor det at komme i arbejde blev svaret på sociale udfordringer og dermed målet for indsatserne.
Claus Hjort Frederiksen havde hverken stor fidus til de kommunale indsatser målrettet kontanthjælpsmodtagere og ledige lidt længere fra arbejdsmarkedet, eller til den statslige arbejdsformidling, som tog sig af de forsikrede ledige.
Kommunernes sociale indsatser lignede med hans ord mest af alt "social omklamring", som fastholdt ledige i deres problemer fremfor at myndiggøre dem til at komme i job og blive selvforsørgende.
Når det kom til den statslig arbejdsformidling, så var den centraliserede struktur med til at sikre fagbevægelsen lidt for stor indflydelse til VK-regeringens smag.
Strukturkamp mod fagbevægelsen
Den borgerlige regering lagde med sit udspil til en strukturreform i 2004 op til at samle det fulde ansvar for hele beskæftigelsesindsatsen og dens finansiering hos kommunerne.
Første gang der blev slået en lille flig af det 'Hjortske' beskæftigelsessystem var, da S-regeringen i 2022 lod a-kasserne overtage ansvaret for de forsikrede ledige i de første tre måneds ledighed.
Det var en sand godbid for KL, der også dengang havde stor appetit på at sikre flere opgaver og mere ansvar til sine medlemmer.
I et forsøg på at få Socialdemokratiet med i den endelige aftale blev kompromisset dog i første omgang at samle den statslige arbejdsformidling og den kommunale indsats under samme tag i nye fælles jobcentre i alle landets kommuner. Men stadig som to forskellige systemer.
Socialdemokratiet sprang fra strukturforhandlingerne i 11. time.
Og da VK-regeringen i efteråret 2008 indgik finanslovsaftale med Dansk Folkeparti, gjorde man jobbet færdigt og gav det fulde myndighedsansvar til kommunerne i et nyt "enstrenget" system.
Fagbevægelsen blev rasende. Og den effekt betød øjensynligt mere for VK end bekymringen for kommunal 'omklamring' og laissez-faire-attitude.
Kommunerne var advaret
De bekymringer blev i stedet håndteret ved at introducere en endnu mere intens statslig styring med yderligere krav til kommunernes indsats, stærkere økonomiske incitamenter og tættere overvågning af, om reglerne blev overholdt.
At det ville være prisen for at få den fulde beskæftigelsesopgave, var KL's bestyrelse blevet advaret om allerede flere år forinden.
Lige siden har man alligevel kunnet høre kommuner klage over statens omfattende og nidkære styring. Samtidig har fagbevægelsen kæmpet for at få noget af det tabte tilbage.
Ingen af delene afspejler sig dog ikke i nogen nævneværdig grad i de reformer af beskæftigelsesindsatsen, som blev gennemført i løbet af 2010'erne. De byggede i stedet videre på Claus Hjort Frederiksens system.
Det gælder både for den reform af førtidspension og fleksjob, som Mette Frederiksen stod i spidsen for som beskæftigelsesminister i 2012. Her kom en yderligere målgruppe i form af ressourceforløb og en række nye krav til kommunerne.
Det gælder for refusionsreformen fra 2016, der skulle styrke kommunernes økonomiske incitamenter. Og det gælder for det skærpede tilsyn med kommunernes indsats, som Troels Lund Poulsen (V) indførte som beskæftigelsesminister i 2019.
Besparelser som rambuk for forandring
Første gang der blev slået en lille flig af det 'Hjortske' beskæftigelsessystem var, da S-regeringen i 2022 som led i en spareøvelse lod a-kasserne overtage ansvaret for de forsikrede ledige i de første tre måneders ledighed.
For kommunerne kan udsigten til at tabe tre milliarder kroner til gengæld føre til, at de vinder den frihed, de har efterspurgt i mere end et årti.
Nu anbefaler SVM-regeringens ekspertgruppe et væsentligt mere grundlæggende opgør med systemet. Men kun delvist.
De mange krav til indsatser, opfølgning og sanktioner koster sammen med den detaljerede kontrol af kommunerne mange penge.
Og når der skal spares penge, kan det ifølge eksperterne med fordel ske ved at rulle alt det tilbage for gruppen af ledige, som ikke umiddelbart er parate til at komme i arbejde.
I stedet skal der kun stilles krav om én årlig opfølgning med fokus på, om den ledige er i "fremdrift" mod job eller lønnede timer.
Det er derfor primært for gruppen af ledige længere fra arbejdsmarkedet, at der med kommissionsformand Claus Thustrup Kreiners ord vil være tale om en "kæmpestor" reform.
For de forsikrede ledige drosles der ned for både krav til samtaler, aktivering samt borgerens ret til og muligheden for ekstra uddannelse. Men systemet vil minde mere om det, vi har i dag.
Hjort har stadig sejret
Oven i det foreslås det at fjerne lovkravet om, at beskæftigelsesindsatserne skal være forvaltningsmæssigt forankret i jobcentre.
I stedet skal kommunerne have frihed til at organisere sig på andre måder, hvis det vurderes mere hensigtsmæssigt. For eksempel ved at knytte beskæftigelsesindsatserne tættere sammen med forvaltningen af social- og sundhedsområdet.
Alt det ændrer dog ikke på, at ekspertudvalget holder fast på det kommunalt forankrede, decentrale myndighedsansvar. Til stor ærgrelse for fagbevægelsen.
For kommunerne kan udsigten til at tabe tre milliarder kroner til gengæld føre til, at de vinder den frihed, de har efterspurgt i mere end et årti.
Og Claus Hjort Frederiksen?
Han kan måske nok se frem til, at centrale dele af logikken i de beskæftigelsesindsatser, han stod bag, bliver rullet tilbage. Særligt den del, der handler om pisk og kontrol. Hvis regeringen og Folketinget altså vil og tør.
Til gengæld kan hans opgør med fagbevægelsens rolle i beskæftigelsespolitikken i store træk ende uantastet.