Lærernes Pension har investeret trecifret millionbeløb i Qatar – overvejer at sælge ud

Bestyrelsen i Lærernes Pension skal drøfte, om pensionsselskabet skal holde fast i investeringer i det omdiskuterede værtsland for VM i fodbold.

Gordon Ørskov Madsen er formand for Danmarks Lærerforening og for pensionsselskabet Lærernes Pension. Her skal bestyrelsen drøfte pensionsselskabets investeringer i Qatar.
Gordon Ørskov Madsen er formand for Danmarks Lærerforening og for pensionsselskabet Lærernes Pension. Her skal bestyrelsen drøfte pensionsselskabets investeringer i Qatar.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Jakob Krarup Bjerregaard

Da det danske herrelandshold i fodbold tirsdag spillede dets første kamp ved VM i Qatar, var det med reklamer for QatarEnergy på banderne rundt om banen.

QatarEnergy er imidlertid ikke blot et stort statsligt energiselskab i den omdiskuterede ørkenstat. Selskabet er også et blandt flere qatarske værdipapirer, der indgår i investeringerne hos pensionsselskabet Lærernes Pension, der har flere end 150.000 lærere herhjemme som medlemmer.

Det bekræfter Lærernes Pension overfor Altinget.

”Vi ejer fortsat statsobligationer udstedt af Qatar og virksomhedsobligationer i QatarEnergy,” skriver pensionsselskabet i en e-mail.

Her fremgår det, at Lærernes Pension ejer qatarske statsobligationer for 174 millioner kroner og virksomhedsobligationer i statsejede QatarEnergy for 49 millioner kroner.

”Vi har fulgt debatten tæt”

For nylig kunne Altinget fortælle om pensionsselskabet Akademikerpension, der ejer statsobligationer fra Qatar for 219 millioner kroner. Men Akademikerpension er altså ikke ene om at have skudt penge i VM-værtslandet.

Læs også

Qatar har fået kritik fra eksperter og organisationer, fordi både arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder er under pres i landet. Ikke mindst forholdene for migrantarbejdere har trukket overskrifter. Det har gjort indtryk hos Lærernes Pension, der overvejer at sælge ud.

Vi har fulgt debatten tæt igennem længere tid, og vi er også bevidste om udfordringerne med denne type investeringer


Lærernes Pension

”Vi har fulgt debatten tæt igennem længere tid, og vi er også bevidste om udfordringerne med denne type investeringer. Derfor er det også et punkt på vores bestyrelsesmøde til december, hvor vi skal diskutere, hvad det skal betyde for vores investeringer i Qatar,” skriver Lærernes Pension.

Altinget har forsøgt at få et interview, men har modtaget et skriftligt svar.

I spidsen for bestyrelsen står formand Gordon Ørskov Madsen, der også er formand for Danmarks Lærerforening, mens Hanne Pontoppidan, formand for fagforeningen Uddannelsesforbundet, er menigt medlem af bestyrelsen. Det samme gælder i øvrigt den forhenværende udenrigsminister Villy Søvndal fra SF.

Selskab ekskluderet med det samme

Det bliver således op til bestyrelsen i pensionsselskabet at tage stilling til investeringerne i Qatar generelt. Men efter Altingets henvendelse er Lærernes Pension her og nu klar til at sælge ud af obligationerne i QatarEnergy.

Fakta: Lærernes investeringer i Qatar
  • Udover qatarske statsobligationer og virksomhedsobligationer i QatarEnergy har Lærernes Pension også investeret i en række andre qatarske selskaber. Det fremgår af den senest tilgængelige beholdningsliste fra pensionsselskabet.
  • Her optræder selskaber som QNB Finance Ltd, Industries Qatar QSC, Qatar Aluminum Manufacturing Co, Qatar Electricity & Water Co QSC, Qatar Gas Transport Co Ltd, Qatar Insurance Co SAQ, Qatar International Islamic Bank QSC, Qatar Islamic Bank SAQ, Qatar National Bank QPSC og Qatari Investors Group QSC.
  • Der er dog tale om mindre investeringer.

Lærernes Pension har nemlig en klimastrategi, der går ud på, at selskaber inden for fossil energi skal sælges fra.

”Vi har de seneste år bl.a. haft særlig fokus på selskaber, der producerer energi på baggrund af fossiler, og vi er i gang med at udfase investeringer i selskaber, der eftersøger og udvinder kul, olie og gas, samt energiselskaber, som ikke har konkrete planer for, hvordan de vil omstille sig og leve op til Parisaftalens mål,” fremgår det på pensionsselskabets hjemmeside.

Det stemmer slet ikke overens med vores klimastrategi, og derfor har vi nu besluttet at ekskludere selskabet


Lærernes Pension

QatarEnergy hed indtil sidste år Qatar Petroleum og er et selskab, der blandt andet står for at udvinde olie og gas. Adspurgt, hvordan investeringen i energiselskabet hænger sammen med klimastrategien, svarer Lærernes Pension:

”Det stemmer slet ikke overens med vores klimastrategi, og derfor har vi nu besluttet at ekskludere selskabet. Når vi ikke har gjort det tidligere, så er det fordi, selskabet desværre ikke er blevet fanget i vores screening. Det ærgrer vi os over, så her er vi nødt til at undersøge nærmere, hvorfor dette selskab ikke er fanget i screeningen,” skriver pensionsselskabet.

Skal overholde sanktionslister

Om baggrunden for at investere i de forskellige qatarske værdipapirer fortæller Lærernes Pension, at investeringerne er foretaget af en af pensionsselskabets eksterne forvaltere.

”Når det er sagt, så har vi heller ikke opsat kriterier, som forhindrer vores forvaltere i at foretage denne type investeringer,” skriver Lærernes Pension og tilføjer, at forvalterne skal overholde den amerikanske sanktionsliste og EU’s sanktionsliste.

På de officielle sanktionslister finder man lande som Syrien, Nordkorea og Iran.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gordon Ørskov Madsen

Formand, Danmarks Lærerforening og Lærernes Pension, formand, Lån & Spar Bank
folkeskolelærer (1996)

Hanne Pontoppidan

Formand, Uddannelsesforbundet
lærer (Gedved Seminarium 1981), MPA (CBS 2008)

Villy Søvndal

Kandidat til Europa-Parlamentet (SF), fhv. udenrigsminister og partiformand (SF)
Lærer (Kolding Seminarium 1980)

0:000:00