Vi søger en konsulent, der kan understøtte det lokale organisatoriske og politiske arbejde i Dansk Blindesamfunds 20 kredse.
Kan du opbygge og styrke relationer, kan du holde mange bolde i luften, og trives du med et tæt samarbejde med mange forskellige dele af organisationen? Kan du bygge bro mellem politiske dagsordener i kommunerne og lokale beslutningstagere i Dansk Blindesamfund? Så kan du blive Dansk Blindesamfunds nye lokalpolitiske konsulent.
Om stillingen
Sammen med en række kollegaer på tværs af organisationen vil du udgøre et vigtigt fundament for udviklingen af det lokale arbejde, som hele foreningen hviler på.
Dine opgaver vil blandt andet bestå i:
At påtage dig en koordinerende rolle i forhold til henvendelser fra kredsenes synshandicappede tillidsvalgte.
At bidrage med forslag og idéer til konkrete indsatser, som kredsene efterspørger. Det kan fx være i forbindelse med kommunale frivilligdage, høringer i forbindelse med anlægsprojekter og lignende.
At bidrage til kredsenes politiske indsatser ved at udarbejde materialer, skabeloner og argumentationer omkring vores politiske mærkesager samt ved at inddrage relevante kolleger på hovedkontoret i forhold til presse, kommunal sagsbehandling og politisk interessevaretagelse.
At bidrage til at skabe netværk og fælles viden mellem Dansk Blindesamfunds repræsentanter i kommunale handicapråd og DH-afdelinger.
At koordinere udarbejdelse og udsendelse af nyhedsbreve og informationer til og fra kredsene.
Du bliver en del af teamet for politik, ledelse og kommunikation, og du vil få et tæt samarbejde med en række kolleger på tværs af organisationen.
Om dig
Du skal have interesse for arbejdet i en medlemsdrevet organisation, og vi forestiller os, at du har erfaring fra fx en forening, kommune eller offentlig styrelse.
Du er interesseret i at sætte dig ind i vores medlemmers behov og de mange dagsordener og opgaver, Dansk Blindesamfund har behov for at varetage lokalt, regionalt og nationalt. Du har administrativ erfaring og kan bidrage til at skabe resultater i en kommunal sammenhæng.
Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund og har mindst tre års arbejdserfaring med lignende opgaver.
Som person er du udadvendt og imødekommende. Du trives med en stor berøringsflade i hele landet og med at opnå resultater i samarbejde med andre. Du er analytisk, og du omsætter din viden til konkrete handlinger. Du tager selv initiativer, og du ved, hvornår du skal inddrage kolleger og bagland. Du er tålmodig og er villig til at arbejde både praktisk og konkret, strategisk og langsigtet. Du har gode formidlingskompetencer både mundtligt og skriftligt. Du har let ved at finde informationer og kan gøre komplekst materiale let forståeligt.
Vi tilbyder
Et job med mulighed for at gøre en forskel for de vigtige lokale ildsjæle i en af Danmarks ældste handicaporganisationer.
Du vil være omgivet af dygtige og engagerede tillidsvalgte og kolleger på en arbejdsplads, hvor der er højt til loftet, og hvor vi kan lide at være sammen. Arbejdsugen er gennemsnitligt 37 timer med betalt frokostpause. Du får løn efter aftale og er omfattet af Dansk Blindesamfunds lokalaftale.
Du skal være indstillet på at deltage i møder i hele landet, nogle gange om aftenen og i weekender, og være til stede på hovedkontoret i Høje Taastrup mindst fire dage om måneden.
Vi håber, at du bliver vores nye kollega fra den 1. januar 2025.
Mere information
Du er velkommen til at kontakte afdelingschef for politik og kommunikation Charlotte Gerhauge for at høre mere om stillingen på telefon: 2899 0130 eller mail Mail: [email protected].
Ansøgningsfrist 28. oktober 2024. Vi holder første runde samtaler den 6. november på Zoom og anden runde samtaler den 13. november på vores hovedkontor i Høje Taastrup. Kandidater til anden samtalerunde forventes at skulle løse en opgave.
Send ansøgning og CV til: [email protected].
Stillingen kan også søges via knappen “Søg dette job” her på siden.
Om os
Dansk Blindesamfund er en interesseorganisation ledet af blinde og svagsynede. Hver dag arbejder vi for, at blinde og svagsynede kan deltage og bidrage på lige fod med alle andre. Vi tilbyder rehabilitering, rådgivning, kurser, netværk og støtte, når synet svigter. Vi arbejder for bedre politiske rammer og rettigheder for mennesker med synshandicap. Opgaverne varetages af en stor gruppe frivillige og tillidsvalgte i 20 kredse, der dækker alle landets kommuner og ca. 200 medarbejdere, der arbejder hjemmefra, på hovedkontoret i Høje Taastrup og på Fuglsangscentret i Fredericia.