Søfartsstyrelsen søger en administrativ vicedirektør, der skal varetage direktionsansvaret for styrelsens ressourcer, produktion og drift.
Om jobbet
Som en del af direktionen er det en væsentlig opgave at sikre, at Søfartsstyrelsen opretholder og udvikler høje standarder for service og drift, som kan matche visionen om at være en førende søfartsadministration i en globaliseret verden. Det kræver ledelse, effektivisering samt styret brug af data og digitalisering.
Som vicedirektør får du ansvaret for en bred portefølje af opgaver. Du vil blandt andet have ansvar for styrelsens økonomi, ressourcer og infrastruktur, herunder vores IT-systemer. Endvidere vil du blive ansvarlig for styringen af vores resultatskabelse, den daglige drift og produktion.
Du kommer til at indgå i en direktion med 2 vicedirektører og med direkte reference til direktøren. Direktionen tilstræber tværfagligt samarbejde med fokus på resultater, proces og ledelse. Du får direkte personaleansvar for 4-5 kontorchefer.
Derudover får du, sammen med den øvrige direktion, en central rolle for fastlæggelsen af styrelsens strategiske udvikling, herunder, at Søfartsstyrelsen fortsat er en moderne og effektiv organisation og en attraktiv arbejdsplads.
Om dig
Du har en akademisk uddannelse, dokumenteret erfaring fra generel ledelse og økonomiledelse i en statslig myndighed og et karriereforløb, der kan matche jobbet som vicedirektør i en ambitiøs styrelse. Erfaring fra arbejde med erhvervspolitik og kendskab til det maritime område vil være en fordel.
Du evner at arbejde i et miljø, der er politisk præget og samtidig har stærke fagligheder. Du er god til at opbygge og drive samarbejde på tværs af afdelinger og fagligheder. Du kan tænke i de store linjer, men har også øje for detaljen, når det er nødvendigt. Du kan spotte og udpege strategiske udfordringer og muligheder, både faglige og organisatoriske, og du kan definere og stå i spidsen for de indsatser, der skal til. Du har en stor arbejdskapacitet, er både udviklings- og resultatorienteret, har handlekraft og en løsningsorienteret tilgang.
Din omgangsform er åben og motiverende, og du har stærke evner til at opbygge og lede samarbejde på tværs af enheder og fagligheder. Du er god til klar kommunikation i skrift og tale på dansk. Du behersker engelsk som arbejdssprog.
Om os
Du bliver en del af en arbejdsplads, hvor vi har en travl hverdag med gode kollegaer. Vores kommunikation er ligefrem og åben, og hos os har du mulighed for at udvikle dig fagligt og personligt. Søfartsstyrelsen tilstræber at være er en moderne arbejdsplads, og vi har en uformel stemning og et rart arbejdsmiljø. Vi har en matrix tilgang til organisering. Hos os kommer du helt tæt på den maritime sektor.
Din daglige arbejdsplads vil være på hovedkontoret i Korsør. Søfartsstyrelsen er foruden repræsenteret på 9 lokationer i Danmark, foruden Grønland.
Om ansættelsen
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. januar 2025.
Ansættelse sker i henhold til rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten og aflønnes i løngruppe 2 og besættes på åremål med tilhørende åremålstillæg. Der vil være mulighed for at forhandle personligt kvalifikationstillæg afhængigt af kvalifikationer.
Information og ansøgning
Lyder jobbet som noget for dig? Så send din ansøgning via ”søg dette job” her på siden. Din ansøgning med CV og relevante eksamenspapirer skal være modtaget senest den 30. oktober 2024 kl. 12.00.
1. samtaler forventes afholdt den 8. november og 2. samtaler forventes afholdt den 15. november 2024. Der er afsat tid til testtilbagemelding den 12. november, og der vil i den forbindelse blive anvendt faglige og personlige tests i rekrutteringsprocessen.
Du kan få flere informationer om stillingen ved at kontakte vicedirektør Rikke Wetter Olufsen på telefon 7219 6337.
Du kan også læse mere om os på Søfartsstyrelsens hjemmeside www.sfs.dk.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, handicap, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.
Om Søfartsstyrelsen
Søfartsstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet, og arbejder for sikkerhed og vækst i den maritime sektor. Vi arbejder bl.a. med maritim erhvervspolitik, regler, love og tilsyn med skibe, søfartssociale forhold og skibsregistrering. Søfart er global, og vi har derfor globalt udsyn.
Styrelsens medarbejdere er fordelt på hovedkontoret i Korsør, og i resten af landet samt Grønland.
Hvis du vil vide mere om Søfartsstyrelsen, er du velkommen til at finde yderligere information på Søfartsstyrelsens hjemmeside www.sfs.dk.