Advokat: Er du stadig uskyldig, indtil det modsatte er bevist?

Af Kristian Mølgaard
Advokat (H), partner, Boelskifte Advokater og formand, Landsforeningen af Forsvarsadvokater

”Uskyldsformodningen” kaldes et meget fundamentalt retsstatsprincip, hvorefter man som tiltalt er uskyldig og har krav på at blive betragtet som uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Princippet indebærer således et retskrav for den tiltalte, et retskrav på at dommerne har dette – den tiltaltes uskyld – som deres udgangspunkt i enhver straffesag.

Professor i etik og retsfilosofi Jesper Ryberg behandler i sin meget interessante og øjenåbnende bog ”Domstolens blinde øje” og også i sit debatindlæg her på Altinget 12. januar 2017 nyere forskning, der illustrerer, hvordan de vurderinger, vi foretager som mennesker, og således også, hvordan de vurderinger dommere og lægdommere foretager ved domstolene, kan være/er påvirket af ubevidste biases ("bias" kommer fra engelsk og betyder forudindtagethed, slagside).

Såvel i bogen som i debatindlægget behandler henholdsvis omtaler Jesper Ryberg forskelligartede typer af sådanne biases, og i bogens forskellige kapitler er herunder beskrevet forskelligartede gennemførte forsøg fra international forskning.

Har således den erfarne dommer, som følge af sin større erfaring med flere skyldkendelser, ubevidst vanskeligere ved at håndhæve den yderst principielle uskyldsformodning, end den mindre erfarne dommer med færre skyldkendelser?

Kristian Mølgaard
Advokat (H), partner i Boelskifte Advokater og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater

Tankevækkede perspektiver
Det er en kendsgerning, at der er betydeligt flere af de, der bliver tiltalt i straffesager ved de danske domstole, der ender med at blive dømt skyldige, end der ender med at blive frifundet. Dette faktum er naturligvis matematisk særdeles velkendt for dommerne, men indprinter sig samtidig ved hver enkelt foretagen domfældelse som en erfaring.

Er der herved tale om en kendsgerning/erfaring, der i lighed med en række andre biases lagrer sig hos de dommere og domsmænd/nævninge, der afsiger en fældende afgørelse, og som herefter (ubevidst) influerer på selvsamme dommeres/domsmænds/nævninges bedømmelser af skyldig/ikke skyldig, når de senere skal foretage skyldbedømmelse i helt andre sager?

Perspektiverne er i givet fald overordentlig tankevækkende.

Har således den erfarne dommer, som følge af sin større erfaring med flere skyldkendelser, ubevidst vanskeligere ved at håndhæve den yderst principielle uskyldsformodning, end den mindre erfarne dommer med færre skyldkendelser?

Er en tiltalt fundet skyldig, har han eller hun mulighed for at anke. Retsplejeloven foreskriver, at herefter finder for landsretten en ny hovedforhandling sted. Også for denne hovedforhandling gælder kravet for den tiltalte om ”uskyldsformodning”. Ankesagen indledes imidlertid med, at den dom, byretten har afsagt, læses op for landsdommerne.

Dommerne/domsmændene/nævningene i ankeinstansen bliver således som det første gjort bekendt med byrettens domsresultat og også byrettens præmisser (byrettens skrevne begrundelse for sit domsresultat).

Er der herved tale om, at den erfaring om byrettens skyldbedømmelse og begrundelse herfor, man herved bibringer landsdommerne/domsmændene/nævningene, som bias influerer på den bedømmelse af skyld, som landsdommere/domsmænd/nævninge selv skal foretage i sagen, og hvorledes harmonerer dette i givet fald med kravet for den tiltalte om, at landsretten ved sin bedømmelse har afsæt i uskyldsformodning?

Anledning til overvejelse
Hvis effekten af ubevidste biases er så betydelig, som forskningen omtalt i Rybergs bog antyder, må det give anledning til overvejelse, hvorvidt det konkret er i overensstemmende med den tiltaltes retskrav på en NY skyldbedømmelse med afsæt i "uskyldformodningen", at ankeinstansen, forud for sin foretagelse af skyldbedømmelse, er bekendtgjort med resultat og begrundelse fra byretten, samt anledning til generel overvejelse, hvorledes man sikrer, at den erfarne dommer er/vedbliver at være i stand til at opretholde at spørgsmålet om tiltaltes skyld eller uskyld bedømmes med afsæt i "uskyldformodningen".