DF til Frank Jensen: Nej til torsdagsbong på gymnasierne

DEBAT: Overborgmester Frank Jensen har ingen plan for de unge under 18, selvom det oftest er den aldersgruppe, der debuterer med hash. Og det er en falliterklæring, mener Finn Rudaizky (DF).

Af Finn Rudaizky (DF)
Socialordfører, Københavns Borgerrepræsentation

Man kan vist godt sige, at den socialdemokratiske retsordfører Trine Bramsen i realiteten har sendt en direkte advarsel til sin partifælle, overborgmester Frank Jensen, når hun blandt andet har udtalt, at hun "finder det uforståeligt, at politikere kan bakke op om lovliggørelse af et rusmiddel, som smadrer mange unges liv og mulighed for at gennemføre en uddannelse".

Og at legalisering af hash er en metode til at fjerne indtægtsgrundlaget fra banderne, mener Trine Bramsen slet ikke, at der er belæg for at tro. Det mener DF heller ikke.

Frank Jensens "bekymring"
Frank Jensens kamp for legalisering af hash er gået helt skævt. Nu påstår overborgmesteren, at legalisering skal ske for "at hjælpe så mange som muligt ud af et misbrug". Frank Jensens såkaldte bekymring for børn- og unge hashmisbrugere giver jeg faktisk IKKE meget for.

Ganske vist giver han udtryk for bekymring over, "hvordan børn helt ned til skolealderen med rygsækken på ryggen køber hash af tvivlsom kvalitet af lyssky bagmænd, der ikke har skrupler over, om de skader børn og unge for livstid". Og hvad vil Frank Jensen så gøre ved det?

Ingen plan for unge under 18
Sandheden er, at han slet ingen plan har for de unge under 18 år. Da der var hash-høring på Københavns Rådhus, fortalte Frank Jensen også, at legalisering kun er for unge over 18 år.

Det er en fatal fejlvurdering ikke at have en plan for unge under 18 år, for det er faktisk den aldersgruppe, som for de flestes vedkommende har deres hash-debut og samtidig frekventerer det kriminelle miljø.

Torsdagsbong på gymnasier?
Jeg tror, at der vil være langt flere ulemper end fordele ved at legalisere. Ved at lovliggøre hash, er der en risiko for, at man sænker den barriere, der trods alt findes i dag. Jeg ser nødigt, at man på gymnasierne indfører "torsdagsbong".

DF vil ikke legalisere, men godtager lægeordineret hash til medicinsk brug. De sundhedsmæssige skadelige årsager er for DF den væsentligste årsag til, at vi siger nej tak til legalisering. Det har været interessant at læse socialrådgiver og leder for Stofrådgivningen, Trine Rys beskrivelse af såvel ja- som nej-sigere til hash.

Ja-sigere uden hensyn til de skrøbelige
Ja-sigerne skulle gemme sig i en gruppe voksne, der har haft positive oplevelser med cannabis, mens nej-fløjen skulle bestå af dem, der har haft negative erfaringer.

Min umiddelbare reaktion og spørgsmål til det er, om man så i virkeligheden kan sige, at det så er dem med de positive oplevelser, som bliver skyld i de udsatte gruppers forværrede situation og uden at tage hensyn til alle dem, hvor hashen har og vil have en overordentlig negativ virkning.

En stor dansk undersøgelse fra 2005 viser, at hash er betydeligt farligere for personer med et skrøbeligt sind, end man har troet. Knap halvdelen af de unge, der for første gang udviklede en alvorlig hashpsykose, fik inden for et år stillet diagnosen skizofreni.

Sundhedsstyrelsen skønner, at der på landsplan er knap 11.000 personer med et misbrug. Antallet har gennem årene desværre været stigende.

Zenia Stampe (R) tror, som Frank Jensen (S), at vi med legalisering af hash kan stoppe rekruttering til de kriminelle miljøer. Det modsatte bliver tilfældet. De kriminelle bander smider ikke bare håndklædet i ringen. Desværre. Bliver deres hashsalg bremset, så kaster de sig over anden kriminalitet.

En anden paneldeltager, studerende Markus Lentz, som går ind for legalisering, lægger vægt på medicinsk cannabis. Han lægger også vægt på en Gallup-undersøgelse fra juni måned, hvor et flertal af danskerne helt eller delvis ønsker, at cannabis skal statskontrolleres.

Markus Lentz kaster derefter sin sikkert automat-pilot animositet mod de borgerlige partier og beskylder dem for at optræde udemokratisk, når man i Folketinget ikke vil imødegå "danskernes holdninger" og legalisere hash.

Frank Jensen isoleret i S
Men, hvorfor "glemte" Markus Lentz, at adressere sin kritik til socialdemokraternes Mette Frederiksen og hendes gruppe i Folketinget? Som justitsminister sagde Mette Frederiksen også nej til legalisering. Er de så også udemokratiske, eller mener han, at de er blevet en del af de borgerlige?

Socialdemokraternes overborgmester og næstformand, Frank Jensen, står i sit eget parti temmelig hash-isoleret. Om det er i hampen eller på kanten, det må læserne selv afgøre.

Forrige artikel Advokater: Der er behov for nytænkning og en reform af hash-lovgivning Advokater: Der er behov for nytænkning og en reform af hash-lovgivning Næste artikel Socialrådgiver: Afkriminalisering vil effektivt reducere hash-forbrug Socialrådgiver: Afkriminalisering vil effektivt reducere hash-forbrug
  • Anmeld

    Anders Larsen · Sagsbehandler

    Lovlig pot har givet færre unge rygere i Colorado

    Har du lyst til at deltage i debatten Finn?

    Legalisering af cannabis til voksne får tilsyneladende ikke forbruget af det euforiserende stof til at stige blandt unge.

    En ny undersøgelse blandt gymnasieelever i den amerikanske delstat Colorado viser derimod en lille nedgang i antallet af unge, der har indtaget cannabis.

    Desuden er antallet af brugere lavere i Colorado end det nationale gennemsnit i USA for elever, viser undersøgelsen fra Colorados Institut for Folkesundhed og Miljø.

    Delstaten vedtog i 2012 en lov, der tillod salg af mindre mængder cannabis til alle over 21 år.

    Ifølge instituttet havde 21,1 procent af gymnasieeleverne i 2015 prøvet cannabis i løbet af 30 dage op til rundspørgen. I 2011 var andelen med 22 procent en anelse større.

    For hele USA var andelen af unge potbrugere i 2015 til sammenligning 21,7 procent.

    - Undersøgelsen viser, at brugen af cannabis ikke er øget siden legaliseringen. Fire ud af fem gymnasieelever siger fortsat, at de ikke bruger cannabis.

    Ikke engang lejlighedsvis, hedder det i en udtalelse fra sundhedsmyndigheden, der laver undersøgelsen hvert andet år.

    http://www.b.dk/globalt/lovlig-pot-har-givet-faerre-unge-rygere-i-colorado

  • Anmeld

    Mathies Kolja Suszkiewicz · Studerende på Master in Integrated Food Studies

    Hvad er DF's plan for de unge under 18 år??

    DF er landets næststørste parti så det kunne være interessant at høre hvad I selv vil gøre for at hjælpe de unge under 18 år??
    Har i selv en plan for hvordan man hjælper de udsatte unge??(udover at kriminaliserer dem).
    Har i sat jer ind i de unges stof kultur??
    Ved i hvad der gør at nogen ender i misbrug, mens andre ikke gør??
    Ved i absolut noget som helst om dem som sælger hash, dem som ender i bander og om hvordan man forbereder et exit fra det kriminelle miljø??

    Vi har masser af højtuddannede forskere i dette land så hvorfor samler vi ikke en viden som kan klæde os ordentligt på til en fremtidig legalisering af cannabis (og ja legaliseringen kommer til at gå hurtigt når først USA bliver presset af deres delstater og borgere til at opgive dette tåbelige FN forbud som har sendt millioner af mennesker i fængsel over hele verden og alt for mange i graven).

    https://www.youtube.com/watch?v=HUk7fYlapn8