Debat

DKR: Bandemedlemmer skal motiveres til at vælge en anden vej

DEBAT: Det er fristende at øge straffene, når man vil bandekriminaliteten til livs. Men det virker ikke forebyggende. Bandemedlemmer skal motiveres til at vælge en anden vej, skriver Henrik Dam, formand for Det Kriminalpræventive Råd.

Foto: Presse og formidling, Syddansk Universitet
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Henrik Dam
Formand for Det Kriminalpræventive Råd

Straf sender et signal til bandemedlemmer om, at deres adfærd er uacceptabel. Det kan tilgodese befolkningens retsfølelse. I de tilfælde, hvor en person er blevet offer for bandekriminalitet, kan det også give ofret en følelse af genopretning.

Men det er ikke nok at være ’tough on crime’, vi må også være ’smart on crime’. Regeringens bandepakke indeholder flere elementer af straf, men hvis man vil bandekriminalitet livs, er det nødvendigt at se på, hvad der virker forebyggende. For vores mål må være at skabe et tryggere samfund. Derfor er vi nødt til at vurdere, hvad der kan ’tage luften ud’ af samfundets udfordringer med bandekriminalitet.

Fængsel skræmmer ikke
I et miljø hvor tid bag tremmer giver status, skræmmer fængselsstraf næppe rockere og bandemedlemmer. Samtidig ved vi, at lange fængselsophold ikke har en positiv effekt på deres kriminelle adfærd. I mange tilfælde fastholder det dem tværtimod i kriminalitet og i det kriminelle miljø. Det viser både dansk og international forskning.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Omvendt ved vi, at banderne ikke er statiske. Det er vigtigt at holde for øje, at mellem 60-80 procent af rockere og bandemedlemmer selv forlader deres gruppering. Ofte fordi de ønsker et almindeligt liv med kæreste og børn.

DKR anbefaler derfor, at bandepakken giver bandemedlemmer mulighed for uddannelse, misbrugsbehandling og vredeshåndtering, mens de sidder inde. Det giver generelt positive resultater, når man vil have indsatte til at bryde den kriminelle løbebane, viser forskning fra Justitsministeriets Forskningskontor. Uddannelse giver dem forudsætningen for at tage et job, når de kommer ud, og det er det, vi vil have bandemedlemmer til.

I et miljø hvor tid bag tremmer giver status, skræmmer fængselsstraf næppe rockere og bandemedlemmer.

Henrik Dam
Formand for Det Kriminalpræventive Råd

I exitarbejdet er det vigtigt at hjælpe med at etablere et liv uden for miljøet. En rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor viser, at exit-deltagerne har behov for mentorstøtte, uddannelse og hjælp til at finde bolig og job.

Gode elementer
Regeringens bandepakke indeholder nogle gode elementer. Det er for eksempel positivt at skille bandemedlemmer fra deres gruppering i fængslerne. Det nytter ikke, at det at sidde i fængsel svarer til at komme i klub med de andre bandemedlemmer.

Derudover ser vi positivt på frit lejdeaktion, da en sværere tilgængelighed til våben mindsker risikoen for kriminalitet. Det er også positivt, at regeringen vil beskytte hjemløse og andre særligt sårbare grupper, og at man vil udlevere overfaldsalarmer, som anmelder eller vidner mod bande- eller rockermedlemmer.

I forhold til exitarbejdet er det positivt, at regeringen har et mål om at få flere i exit. Vi håber, at man her tilbyder nogle velkoordinerede og skræddersyede indsatser med tilstrækkelige ressourcer for at støtte bande- og rockerinvolverede på den vanskelige vej ud af kriminalitet. Her er det godt med tiltalefrafald for aflevering af våben for personer i exitforløb og bedre adressebeskyttelse til personer i exit.

Det er dog nødvendigt, at hele bandepakken bygger på dokumenteret viden. For hvis rockere og bandemedlemmer bliver mere forhærdede, mens de sidder inde, gør vi ikke samfundet mere trygt for den enkelte dansker. Tværtimod: Vi gør os selv en bjørnetjeneste.

Dokumentation

Temadebat om regeringens bandepakke

Regeringen har med "Bander bag tremmer" fremsat 28 tiltag, der skal bekæmpe rocker- og bandekriminalitet.

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Hvilke tiltag skal en ny bandepakke indholde? Hvad er godt, og hvad er skidt i regeringens udspil?

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Øregaard Dam

direktør, PLO bestyrelsesformand, Odense Bys Museer, fhv. formand, Det Kriminalpræventive Råd
cand.jur. (Københavns Uni. 1991), Ph.d. (Københavns Uni. 1996), dr.jur. (Københavns Uni. 2005)

0:000:00