Debat

EL: Vi skal gå hårdt til rockere og bander

DEBAT: Den organiserede kriminalitet og al dens uvæsen skal bekæmpes. Men det skal være med midler, der virker. Og det må ikke krænke grundlæggende rettigheder, skriver Rune Lund (EL).

Foto: Colourbox.com
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rune Lund (EL)
Retsordfører for Enhedslisten

Enhedslisten ønsker en hård kurs over for rockere og bander.

Der er tale om hårde kriminelle, der skal retsforfølges for de kriminelle handlinger, de begår. Men vi skal gøre det med de midler, der virker. Og vi skal gøre det uden at krænke grundlæggende rettigheder i vores samfund.

Der foregår i øjeblikket forhandlinger hos justitsminister Søren Pape Poulsen (K) om en rocker- og bandepakke.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Der er flere gode tiltag i pakken. For eksempel lægges der op til stramninger i forhold til våben i private hjem, i det en arbejdsgruppe skal se på problemet. Der bliver hvert år stjålet mindst 200 våben fra private hjem, og mange af disse våben ender hos rockere og bander.

Samtidig indeholder pakken tiltag til større kontrol med skydeklubber. Der lægges ligeledes op til bedre beskyttelse af socialt udsatte personer, der bliver chikaneret og overfaldet af rockere og bander, ligesom der skal gennemføres en frit lejde-aktion, der forventeligt vil kunne indsamle tusindvis af våben.

Vi ved allerede nu, at pakken på flere områder vil føre til mere – og ikke mindre – kriminalitet.

Rune Lund (EL)
Retsordfører

Kan føre til mere kriminalitet
Men der er også flere ekstremt problematiske forslag i pakken, herunder højere straffe uden dokumenteret effekt. Dette gælder for eksempel forslaget om at øge straffen for skyderier i det offentlige rum med op til 50 procent.

Jeg vil gerne diskutere højere straffe. Men vi skal ikke bevidstløst lave straf med straf på, når det ikke kan dokumenteres, at det vil have en præventiv effekt. Pakken handler desværre derfor på mange måder for nogle partier om at se stærke og handlekraftige ud – uden at være det.

Søren Pape – og et politisk flertal – ønsker desuden at begrænse muligheden for prøveløsladelse for rockere og bandemedlemmer. Det er virkelig ikke særlig gennemtænkt. Vi ved, at resocialiserende tiltag som prøveløsladelse virker, og at det er et helt centralt værktøj i det resocialiserende arbejde. Men det vil et politisk flertal nu have mindre af. Vi ved derfor allerede nu, at pakken på flere områder vil føre til mere – og ikke mindre – kriminalitet.

Krænker grundlæggende rettigheder
Forslaget om opholdsforbud, hvor dømte skal have en dobbeltstraf i form af forbud mod at færdes i bestemte områder, selvom de har udstået hele deres straf, er en åbenlys krænkelse af grundlæggende frihedsrettigheder som retten til bevægelses- og forsamlingsfrihed.

Vi skal bekæmpe den organiserede kriminalitet og al dens uvæsen. Men vi skal ikke gøre det ved at ødelægge vores demokrati og vores grundlæggende frihedsrettigheder. Regeringen aner i øjeblikket ikke, hvordan den overhovedet skal skrue et opholdsforbud sammen, som både virker og ikke er i direkte konflikt med grundloven.

Regeringen ønsker oven i købet en model, hvor mennesker, når de har udstået deres straf, i op til 10 år ikke må opholde sig i en eller flere kommuner. Det betyder for eksempel, at disse mennesker skal spørge politiet om lov, hvis de skal tage IC-toget gennem Odense for at besøge deres tante i Struer.

Undskyld mig, men det er simpelthen langt ude og et voldsomt angreb på forsamlings- og bevægelsesfriheden. Derudover vil det give politiet en masse meningsløst arbejde. Jeg har ikke noget til overs for rockere og bander. Men de skal straffes for den kriminalitet, de begår – og ikke straffes, fordi de befinder sig et bestemt sted.

Dokumentation

Temadebat om regeringens bandepakke

Regeringen har med "Bander bag tremmer" fremsat 28 tiltag, der skal bekæmpe rocker- og bandekriminalitet.

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Hvilke tiltag skal en ny bandepakke indholde? Hvad er godt og hvad er skidt i regeringens udspil?

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

0:000:00