Elmquist: Det er for pauvert, Pind

Af Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening

Det startede ellers ikke så værst.

Statsministeren, Lars Løkke Rasmussen (V), erklærede i forbindelse med tiltrædelsen, at denne, meget smalle regering ville vise ydmyghed over for opgaverne, der ventede. Nogle mente endda, at der ikke kun var tale om at ”gøre en dyd af en nødvendighed”.

Intolerance og populisme 
Med hensyn til Justitsministeriet var opfattelsen videre, at det var fint, der nu kom en liberal på posten, og at det i øvrigt måtte være slut med den pinlige og skadelige svingdørstrafik ud og ind af ministerkontoret under den afgåede socialdemokratiske regering.

Dette sidste har regeringsskiftet sandt nok sat en stopper for - i hvert fald her i de første 11 måneders tid. Men desværre holdt hverken det med ydmygheden eller en behjertet liberal indsats til gavn for den enkelte borger.

Skråsikre udsagn, uden nuancer og omtanke, om alt muligt, også den slags, der ligger fjernt fra vanlig ministerkompetence. Intolerance, overforenkling og overdrivelse med klart populistisk sigte. At de i en jævn strøm af ministeren selv lægges i forkortet form på sociale medier borger ikke ligefrem for lødigheden, og er ingenlunde godt for princippet om decorum officiale, det vil sige respekt for embedets værdighed.

Pinds anlagte fortolkning kan, venligt betragtet, kaldes pragmatisk, det vil sige formålsbestemt. Men magtmisbrug og politisk manipulation er mere rammende betegnelser.

Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening

Jeg vil her nøjes med to typiske og set med mine øjne afgørende eksempler. Det ene af meget konkret karakter, det andet meget overordnet.

Et tweet underretter ikke Folketinget
I begyndelsen af oktober frifandt Østre Landsret i en meget omtalt straffesag en kroatisk statsborger (af roma-afstamning) for udvisning. Det skete med dissens, men med en udførlig begrundelse. Lidt senere oplyste TV 2 Nyhederne mig som forsvarer i sagen, at justitsministeren få minutter efter dommen på Twitter havde meddelt, at den dom skulle for Højesteret.

Én ting var, at han ved udmeldingen ikke kunne have kendskab til begrundelsen; dommen kom på skrift først 25 timer efter afsigelsen. Værre er, at en justitsminister ifølge retsplejeloven godt nok kan instruere rigsadvokaten, landets højeste anklagemyndighed, om at indbringe en dom for højere instans. Men sådan en ministerordre er så usædvanlig i forhold til grundlovens § 3 om statsmagtens tredeling, at den ifølge retsplejeloven kræver en samtidig underretning af Folketinget. Da et tweet ikke opfylder kravene til sådan underretning, tyder alt her på en alvorlig forsømmelse – for nu at sige det mildt - fra justitsministerens side.

Hans tjenesteordres juridiske kvalitet blev et halvt års tid senere entydigt underkendt, da Højesteret med dommerstemmerne 5-0 stadfæstede frifindelsen for udvisning.

Magmisbrug og manipulation 
Det andet eksempel er folkeafstemningen i december om retsforbeholdet. Formelt hørte den under udenrigsministerens ansvar, men den juridiske konstruktion faldt tilbage på Justitsministeriet.

Jeg hører til dem, der påpegede og i dag stadig fastholder, at den valgte model ikke er hjemlet i grundlovens § 20, jævnfør professor Zahles responsum for mere end 20 år siden. Den juridiske konstruktion ved folkeafstemningen i december var, at et ja skulle bemyndige Folketinget til med simpelt flertal at afgøre, på hvilke konkrete retspolitiske områder dansk suverænitet rent faktisk skulle overdrages, i praksis ved, at det i Europaudvalget skulle konstateres, at der ikke var et flertal imod. Den slags bemyndigelse rækker så klart ud over § 20, at det i stedet kræver en ændring af grundloven.

Pinds anlagte fortolkning kan, venligt betragtet, kaldes pragmatisk, det vil sige formålsbestemt. Men magtmisbrug og politisk manipulation er mere rammende betegnelser.

Min konklusion er, at den ”nye” justitsminister i sit første år samlet set ikke har formået at genoprette Justitsministeriets status som den centrale, juridisk kompetente institution, en demokratisk retsstat og dens borgere har et uomgængeligt behov for.