Elmquist om Pinds første år: Et liberalt justitssvigt

DEBAT: Det retspolitiske område terroriseres i øjeblikket af en værdikamp, der går ud over saglighed, sund fornuft og den enkelte borgers rettigheder, skriver Bjørn Elmquist, formand for Retspolitisk Forening.

Af Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening 

Betingelsen for demokrati er, at flertallet bestemmer. Men er der ingen beskyttelse for mindretal, herunder det mindst mulige, det vil sige det enkelte individ, har vi den diktatoriske afart "demokraturet".

Derfor er der i ægte demokratier visse klare begrænsninger for, hvad det politiske system kan bestemme, så flertallet ikke bare kan ”mobbe løs”. Det er således ikke alt, der kan afgøres ved almindelige flertalsafstemninger i Folketinget.

Med grundlovens § 3 har vi her i landet i princippet den klassiske tredeling af statsmagten: lovgiver, udøvende magt og domstolene. De skal hver for sig holde sig til deres eget kompetenceområde og samtidig påse, at de andre også gør det.

Et mudret billede
Vores system, som den statsretlige sædvane har udviklet det gennem årene, er imidlertid ret ”mudret”. Folketinget og regeringen er viklet voldsomt ind i hinanden. Ikke bare ved, at et flertal i Folketinget kan afsætte regeringen, men også via samråd, spørgsmål med videre blande sig i konkret sagsbehandling. Omvendt laver regeringen i medfør af bemyndigelseslove så generel regulering, at det mest af alt minder om lovgivning.

For 14 dage siden afsluttede jeg mit første debatindlæg vedrørende Pinds første år som justitsminister med følgende konklusion:

”Den ”nye” justitsminister har i sit første år samlet set ikke formået at genoprette Justitsministeriets status som den centrale, juridisk kompetente institution, en demokratisk retsstat og dens borgere har et uomgængeligt behov for.”

Værdikampen terroriserer 
Sat i den konkrete statsretlige sammenhæng her i landet, er dette behov blevet endnu mere presserende ved det modelforløb, der i de seneste måneder tegner sig stadigt mere tydeligt i den værdikamp, som det retspolitiske område terroriseres af. Justitsministeren og dennes ”ministersuppleant”, integrations-, udlændinge- og boligminister Inger Støjberg (V), konkurrerer med ordførere fra DF og Socialdemokraterne på kriterierne ”strammere bedre end stram” og ”rettigheder kun for ligesindede”.

Bevæger en sag sig ind i dét felt, forsvinder al saglighed og sund fornuft lige så effektivt som skibene i Bermuda-trekanten!

For få dage siden blev ”suppleant-justitsministeren” så skinger i sine udmeldinger om forestående lovindgreb i ordningen med personer på ”tålt ophold”, at formanden for den altid sobre Danske Dommerforening, som naturligvis stedse er yderst påpasselig med at værne om sin politiske uvildighed, måtte advare om, at nu skulle Folketinget åbenbart selv til at agere domstole.

Samme minister påstod også, at personerne på ”tålt ophold” var ”krigsforbrydere, mordere og voldtægtsmænd”. Men kendsgerningen er, at dette ikke er typisk for den omhandlede personkreds.

Et liberalt justitssvigt 
Der er her to eksempler på situationer, hvor Justitsministeriet og den ”rigtige” justitsminister har pligt til at træde i karakter. Ministeriets lovkontor bør tage sin opgave med legalitetskontrol alvorligt og sørge for, at den slags forfatningsstridige forslag bliver stoppet, uanset om de kommer fra en anden minister. Og hvad fordrejninger af kendsgerninger samt misforståelser af faktuelle forhold angår, bør det embedsværk, som ved bedre, selvfølgelig få sat skik på tingene. Det hedder officialmaksimen.

Det mønster, der her tegner sig, skaber utryghed og frustration, som kun bliver forværret af blandt andet den på ny udskudte revision af den tillukkede offentlighedslov, det udeblevne eftersyn af terrorindgrebene og det jammerlige rod omkring Skat.

Hvis ikke en liberal regering med en liberal justitsminister sørger for, at den enkelte borgers rettigheder og retssikkerhed respekteres og holdes i hævd, hvem i det politiske system skal så? Og det gælder i lige grad, om krænkeren er en anden borger eller staten styret efter politisk forgodtforbindende.

Forrige artikel SF: Pinds militante demokrati er en falliterklæring SF: Pinds militante demokrati er en falliterklæring Næste artikel Zenia Stampe: Følelserne løb af med Pind Zenia Stampe: Følelserne løb af med Pind