Eva Smith: Straf til 12-årige er den dårligste løsning

Af Eva Smith
Professor emeritus og tidligere formand for Det Kriminalpræventive Råd

Der ligger et forslag om at sænke den kriminelle lavalder til 12 år og indføre en ungdomsdomstol for de 12-18 årige.

Forslaget kommer på et ejendommeligt tidspunkt. Politiets statistikker viser, at de 10-14-åriges kriminalitet er faldet med ikke mindre end 66 procent siden 2008. 66 procent!

Man skulle tro, at politikkerne ville lykønske forældre og sociale myndigheder med det flotte resultat. I stedet ønsker man at indføre et system, der kendes fra lande med væsentligt højere børnekriminalitet.

Retssikkerhed til 12-årige?
I følge forslagsstillerne ville det sikre retssikkerheden for de 12-14-årige. I dag kan de sociale myndigheder anbringe dem på en institution på grund af kriminalitet. Dette sker uden domstolsprøvelse af deres kriminalitet.

I teorien er dette rigtigt, men man må gøre sig klart, at tvangsfjernelse på grund af kriminalitet hos en 12-14-årig er ekstremt sjældent. Når børn tvangsfjernes sker det på grund af en uheldig udvikling, der kan involvere kriminalitet, men langt fra altid gør det. Desuden kræver det Børn- og Ungeudvalgets beslutning. Dette udvalg har blandt andet en dommer som medlem, og der kan i øvrigt klages over beslutningen op igennem systemet.

De fleste forældre er gået bort fra straf i børneopdragelsen, fordi det ikke virker. Hvad får os til at tro, at det, der ikke virker på vore børn, vil virke på andres?

Eva Smith
Professor emeritus, Københavns Universitet

Dertil kommer, at når et barn begår kriminalitet, er det meget vigtigt, at en voksen, som det har tillid til, snakker situationen igennem med barnet, forklarer hvorfor det er forkert og søger at gøre det godt igen. Men hvis barnet får en forsvarer, vil denne se det som sin vigtigste opgave, at barnet ikke straffes.

Forsvareren vil sige til barnet: ”Det indbrud holder du bare mund med, for det kan de ikke bevise." Dermed kommer barnet i modsætningsforhold til de myndigheder, der skal hjælpe det, og lærer i øvrigt, at man kan slippe for ubehageligheder, hvis man lyver. Det er ikke noget godt udgangspunkt, hvis man vil holde barnet fra yderligere kriminalitet.

Dårligst tænkelige løsning
En 12-årigs kriminalitet vil typisk være begået sammen med andre - ofte ældre - børn. De sociale myndigheder vil derfor arbejde for at få ham væk fra denne gruppe. Måske et skoleskift, måske skal han ind i en fodboldklub.

Han har brug for at omgås almindelige børn, der passer deres skole og fritidsinteresser. At lukke ham inde på en sikret institution sammen med andre børn og unge, der har begået kriminalitet, er den dårligst tænkelige løsning. "Bare han ikke kommer i dårligt selskab" siger alle forældre til store børn - men på en lukket institution er der kun dårligt selskab.

Mange forældre vil måske tænke, at de 12  år er en god idé - så kan man få ram på dem, der truer vores børn og hugger deres mobiltelefon. Men man må ikke glemme, at lavalderen vil gælde alle børn - også din veltilpassede 13-årige, der hugger noget dyrt mærketøj. Politiet vil ikke længere køre hende hjem til forældrene, så de kan tage sig af det - man vil rejse en straffesag. 

I øvrigt forekommer det ejendommeligt, at partier, der ellers er meget optagede af forældres ret til at opdrage egne børn og f.eks. sætter sig imod lektiecafèer på skolerne af samme grund, nu finder det helt i orden, at staten og ikke forældrene skal opdrage 12-årige børn.

Lyt i stedet til fagfolkene 
Endelig forekommer det ejendommeligt, at forslagsstillerne slet ikke lytter til fagfolk på dette område.

Da lovforslaget om en nedsættelse til 14 år i sin tid blev sendt til høring, advarede samtlige høringssvar mod ændringen; domstolen, anklagemyndigheden, fængselsforbundet, socialrådgiverne - kun politiet svarede neutralt.

De fleste forældre er gået bort fra straf i børneopdragelsen, fordi det ikke virker. Hvad får os til at tro, at det, der ikke virker på vore børn, vil virke på andres?