Debat

Fængselsformand: Sheriffen skyder på det hele

DEBAT: Mere konsekvens og hårdere straffe har kendetegnet Søren Pinds første år som justitsminister. Problemet er, at Pind ikke altid tænker over konsekvenserne af sin ”revolverpolitik”, skriver Kim Østerbye, formand for Fængselsforbundet.

Søren Pind ser ud til at have glemt den forebyggende indsats som justitsminister, skriver Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye. 
Søren Pind ser ud til at have glemt den forebyggende indsats som justitsminister, skriver Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet  

Duk dig. Der er en ny sherif i byen, og han er glad for sin revolver. Sådan kunne man kort opsummere Søren Pinds første år som justitsminister.

Ministeren har blandt andet rettet sigtekornet på voldtægtsforbrydere, ballademagere, syrienskrigere, religiøse ekstremister, udenlandske kriminelle, stalkere, sexforbrydere, rockere og bandemedlemmer.

Og sheriffen har ikke alene prøvet at sikre ro og orden på gaden, han har forsøgt det samme inde i kachotten. Radikaliseringen i fængslerne skal undgås, mobilindsmuglingen skal stoppes, der skal være mere respekt om retsvæsenet og offentligt ansatte skal beskyttes bedre.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Mere konsekvens, strammere kurs og hårdere straffe er altså de nye overskrifter i retspolitikken.

Pind glemmer konsekvenserne 
Det kan være meget godt med en skydeglad minister, når man arbejder i Kriminalforsorgen og gerne vil have noget at lave. Men problemet er, at ministeren ikke altid gennemtænker konsekvenserne af sin revolverpolitik.

Tiden er inde for Søren Pind til at vise sig som den forstandige sherif, som beholder revolveren i hylsteret for en stund, og i stedet sadler op til at styrke Kriminalforsorgens faglige kvaliteter.

Kim Østerbye
Formand for Fængselsforbundet

Tag for eksempel ministerens tiltag mod mobiltelefoner i fængslerne. Strømmen af telefoner skal stoppes med 21 forskellige initiativer, som iværksættes i øjeblikket. Vi taler blandt andet om daglige personundersøgelser, cellevisitationer, razziaer og skærpede procedurer.

Kriminalforsorgen kommer til at bruge tusinder af ekstratimer i mobiljagten, uden at det følges op med ressourcer. Konsekvensen bliver uundgåeligt, at der skal skæres ned andre steder.

Dermed begår Søren Pind præcis samme fejl, som den borgerlige regering i nullerne. En uendelig række af strafskærpelser uden tanke på de praktiske konsekvenser.

Med de udfordringer, som Kriminalforsorgen har i forhold til personalemangel, højere sygefravær og krav om øget kvalitet i opgaverne, er det urimeligt at føre symbolpolitik mod mobiltelefoner og samtidig forvente, at opgaven klares inden for den gældende ressourceramme.

Tid til mere forebyggelse
Da jeg for et år siden bød Søren Pind velkommen, og udnævnte ham til sherif, var det egentlig tænkt som en joke. Og jeg understregede samtidig, at han skulle huske den forebyggende indsats i fængslerne.

”Jeg håber, at du ikke alene bliver sherif, men at du også fokuserer på rehabilitering og lever op til din gamle titel som frihedsminister,” skrev jeg.

Her et år senere virker det som om, at Søren Pind kun læste første del af min velkomsthilsen. Hvad med tiden efter afsoningen, når afsonerne skal ud i friheden igen?

Det kan godt være, at der ikke er stemmer i resocialisering. Men derfor skal vi alligevel gøre, alt hvad vi kan for at undgå, at afsonerne vender tilbage til fængslerne igen.

Hvis vi skal knække kriminalitetskurven i forhold til de hårde kriminelle, som gentagne gange ryger i fængsel, skal der sættes stærkere ind med behandlings- og uddannelsestilbud.

Der er brug for bedre personaledækning for at sikre en god kontakt mellem indsatte og ansatte. Det er på denne måde, at vi opdager de indsattes problemer, og sikrer, at konflikter bliver taget i opløbet.

Tiden er inde for Søren Pind til at vise sig som den forstandige sherif, som beholder revolveren i hylsteret for en stund, og i stedet sadler op til at styrke Kriminalforsorgens faglige kvaliteter.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Østerbye

Direktør, Tjenestemændenes Låneforening, fhv. formand, Fængselsforbundet
fængselsbetjent (Kriminalforsorgens Uddannelsescenter 1981)

0:000:00