Forsker og forbund efterlyser opgør med varetægtsfængsling

Hvorfor oplever mange indsatte i landets arresthuse og fængsler, at deres vilkår og forhold forbedres, når først de modtager en dom?

Principielt er man uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det gælder også for de tusindvis af mennesker, der hvert år varetægtsfængsles i kortere eller længere tid.

Alligevel er vilkårene for dømte afsonere betydeligt mere lempelige og frie end for endnu ikke dømte varetægtsfængslede.

Ifølge Peter Scharff Smith, seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, er det et paradoks af dimensioner, at den hårdeste straf som hovedregel rammer folk, inden domstolene har taget endegyldig stilling til deres skyld.

Vi har at gøre med en dansk tradition, som handler om, at sådan har vi altid gjort, mere end om en rationel afvejning af principper og behov.

Peter Scharff Smith
Seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder

”For stort set alle indsatte vil det føre til bedre vilkår at blive afsoner end at være varetægtsfængslet. Derfor kan man stille det ellers absurde spørgsmål, om varetægtsfængsling reelt er Danmarks hårdeste straf, siger Peter Scharff Smith.

Han mener, at det er nødvendigt helt at gentænke brugen af varetægtsfængsling i Danmark.

”Det giver ikke mening, at man straffer dem hårdere, som i princippet ikke er dømte, end dem, der er dømte. Efter min mening er det ikke så kompliceret at indse, at vi er nødt til at justere på det her,” siger Peter Scharff Smith.

Danmark skiller sig ud
Han redegør i forbindelse med en ny bog fra Institut for Menneskerettigheder for, hvordan varetægtsfængsledes rettigheder begrænses på en række punkter, der ikke accepteres under almindelig afsoning.

Blandt andet er kontakten med omverdenen drastisk begrænset som følge af stramme restriktioner på adgangen til besøg og telefonsamtaler med familie og venner uden for fængslets mure.

Typisk har en varetægtsfængslet kun mulighed for at få besøg en halv til en hel time om ugen, mens brugen af telefon som hovedregel anses som forbudt.

Hertil kommer, at varetægtsfængsling ofte suppleres med brev- og besøgskontrol, som i praksis lægger yderligere begrænsninger på både besøg og mulighed for at vedligeholde kontakten med andre gennem breve.

De fysiske forhold i særligt mange af landets ældre arresthuse er i mange tilfælde i sig selv en hindring for reelt socialt samvær, fysisk aktivitet og meningsfuld beskæftigelse.

Flere steder er arresthusene konstrueret ud fra en over 150 år gammel forestilling om, at isolation er den bedste kur mod kriminalitet.

Kigger man mod udlandet, kan man ifølge Peter Scharff Smith se, at Danmark skiller sig ud på en række punkter. Både i forhold til omfanget af brugen af varetægtsfængsling. Men også i forhold til vilkårene under varetægtsfængsling.

”I England kan man godt opklare forbrydelser, selv om varetægtsfængslede kan snakke og kan få besøg op til seks gange om ugen. Vi har at gøre med en dansk tradition, som handler om, at sådan har vi altid gjort, mere end om en rationel afvejning af principper og behov,” siger Peter Scharff Smith.

Vilkårene blev glemt
Ifølge ham kan kombinationen af en enorm usikkerhed om hele situationen kombineret med de sociale og fysiske forhold betyde, at varetægtsfængslingen bliver et særdeles intensivt, stressfyldt og potentielt skadeligt indgreb

Det går ikke kun ud over den indsatte og i sidste ende dennes mulighed for at få rettet op på sit liv. Men også kærester, koner og børn uden for murene bliver ramt.

”Vi har tidligere haft diskussion om, hvor meget og hvor længe vi varetægtsfængsler. Men vilkårene har vi aldrig talt så meget om. Mit bud er, at man simpelthen har glemt at tænke på de her spørgsmål, fordi det bare er sådan, man altid har gjort,” siger Peter Scharff Smith.

Han er helt på den rene med, at politiet skal have mulighed for at opklare forbrydelser, uden at mistænkte ødelægger deres arbejde.

Samtidig er han også opmærksom på, at langt hovedparten af de varetægtsfængslede efterfølgende modtager en dom.

Peter Scharff Smith kalder det ”betryggende,” at der ikke er en større andel, der viser sig at være uskyldig.

Han påpeger dog samtidig, at det er uklart, hvor mange af de varetægtsfængslede der efterfølgende idømmes ubetinget fængsel.

”Men uanset hvad, så bør straffen naturligvis vente, til man er dømt, og ikke i realiteten være hårdest, før den skyldige er udpeget. Det giver ikke mening,” siger Peter Scharff Smith.

Ansatte advarer mod psykiske skader
Blandt de ansatte i landets fængsler kan man udmærket genkende det paradoks om varetægtsfængsling, som Peter Scharff Smith peger på.

Det gælder både blandt de ansatte i civil og de uniformerede, der har deres daglige gang på indersiden af landets fængsler og arresthuse.

”Det er fuldkommen rigtigt, at man har mange flere muligheder som afsoner, og man er meget mere begrænset i sin fritid under varetægt end under afsoning. Og jeg kan ikke nødvendigvis se, at politiets efterforskning kan retfærdiggøre det hele,” siger Fængselsforbundets formand Kim Østerbye.

Han peger på kombinationen af en langvarig dansk retstradition for udbredt brug af varetægtsfængsling kombineret med en bygningsmasse af meget ældre dato som hovedforklaringen på den aktuelle situation.

Samme vurdering har Kriminalforsorgsforeningens formand, John Hatting.

Han mener, at den nuværende praksis i mange tilfælde er menneskeligt nedbrydende og kan få meget store konsekvenser for varetægtsfængslede.

”Vi har eksempler på folk, der begynder at høre stemmer, som får vrangforestillinger og bliver paranoide. Folk, som i det hele taget får en lang række psykiske symptomer og lidelser, de måske skal døje med i rigtig mange år,” siger Johan Hatting.

Riv ned og byg nyt
Han er derfor helt enig med Peter Scharff Smith i, at der er behov for at gentænke brugen af varetægtsfængsling og vilkårene, det foregår under.

”Når vi ved, hvor indgribende og nedbrydende og hvor meget det slider psykisk på den enkelte, så synes jeg, at det giver anledning til, at man skal tænke sig rigtig grundigt om, hvordan vi vælger at frihedsberøve og i særlig grad at varetægtsfængsle,” siger John Hatting.

Både han og Kim Østerbye opfordrer til, at man blandt andet starter med at se på de fysiske rammer, og hvordan de – i modsætning til mange af de nuværende arresthuse – kan blive ”værdige til menneskelig opbevaring.”

”Når vi bygger nyt, så bør vi også tænke på bedre muligheder for varetægstsfængslede, end vi har i dag. Der er ingen tvivl om, at det her godt kan gøres bedre, hvis vi tør tænke lidt ud af boksen,” siger Kim Østerbye.

Han mener, at man som udgangspunkt bør bryde alle de gamle arresthuse ned. De vil så enten kunne erstattes af større regionale arresthuse, som kunne ligge tættere sammen med de større.

Alternativt kan man lave enhedsinstutioner, som man eksempelvis har det i Norge, hvor varetægtsafdelinger bygges sammen med fængsler.

Det kan give mulighed for, at de varetægtsfængslede lettere kan benytte de samme service- og fritidsfaciliter som afsonere.

Væk fra duppedit-beskæftigelse
Kim Østerbye hæfter sig også ved, at langt hovedparten af de varetægtsfængslede efterfølgende dømmes.

Derfor mener han, at der går vigtig tid til spilde ved ikke at bruge tiden under varetægtsfængslingen til at tænke mere fremadrettet i forhold til blandt andet uddannelses- og handleplaner.

Det samme anbefaler John Hatting. Hvis man fik lukket nogle af de gamle arresthuse ned og erattet dem med større og mere rentable institutioner, vil man også kunne få mulighed for at lave mere kvalificeret og målrette beskæftigelse for de indsatte.

I dag er arresthusene ifølge ham præget af alt for meget ”duppedit-arbejde” og alt for lidt undervisning og for dårlige fysiske rammer.

”Nye og mere moderne institutioner vil kunne give helt andre muligheder for, at vi ikke oven i varetægtsfængslingen også nedbryder mennesker fysisk som psykisk,” siger John Hatting.