Hvad sker der, hvis vi stemmer nej?

BRUXELLES: Der var ikke nogen tvivl at spore hos den hollandske EU-ambassadør, Pieter de Gooijer, da han mandag i Bruxelles fremlagde de store linjer for det hollandske EU-formandskab, der løber af stablen de første seks måneder fra januar 2016. Det helt store fokus i EU-hovedstaden den kommende tid bliver på retspolitik.

”Det her er et område, hvor der med sikkerhed inden for de næste seks måneder og formodentlig de næste 12 til 18 måneder vil blive truffet mange politiske beslutninger, og hvor der skal gøres et stort lovgivningsmæssigt arbejde i Unionen,” sagde Pieter de Gooijer.

Konsekvensen er, at hollænderne har fordoblet antallet af rådsmøder, som EU’s justits-, indenrigs- og migrationsministre skal deltage i under formandskabet fra de normale tre til seks.

Det er bare ét tegn på, at flygtningekrisen og særligt terrorangrebene i Paris har sat betydeligt skub i den retspolitiske dagsorden i Bruxelles.

Der er både juridiske, politiske og demokratiske grænser for, hvor meget man kan blæse og have mel i munden. Det gælder også i forhold til at lave parallelaftaler. For spørgsmålet er jo, hvornår man holder op med at respektere, at danskerne har sagt nej

Ketchup-effekten
Der sker lige nu en form for ketchup-effekt, hvorved lovgivning, som ellers har været år undervejs, pludselig falder på plads. Siden massakren i Paris 13. november er EU-landene blevet enige om opstramning af våbenlovgivningen, en aftale om et omstridt flypassagerregister ser ud til at lande i midten af december, og i sidste uge kom der så en politisk aftale om den famøse Europol-forordning, der sender Danmark uden for det europæiske politisamarbejde fra april 2017, med mindre der findes en politisk løsning i en fart.  

Samtidig barsles der med nye forslag og ideer. Ifølge Altingets oplysninger præsenterer EU-Kommissionen onsdag et forslag til nye fælles regler for, hvordan man skal kunne straffe folk, der tager i krig eller går ind i terrororganisationer under fremmede himmelstrøg som for eksempel i Syrien, og hvordan der kan slås ned på dem, der finansierer, rekrutterer eller faciliterer rejsen for dem.

En lang række andre forslag er på tegnebrættet på alt fra EU’s politiakademi, CEPOL, over nyt samarbejde for de europæiske anklagemyndigheder til nye regler for databeskyttelse, for rettigheder ved retssager og for skilsmissesager.

Nej – hvad så?
Består Danmarks retsforbehold, når der på torsdag stemmes om at erstatte det med en tilvalgsordning, er Danmark ikke med i noget af det.

Spørger man eksperterne, hvad et nej betyder i praksis, så er svaret, at det sender Danmark længere ud på vores selvvalgte sidespor i retspolitikken.

”Konsekvensen af et nej er, at der vitterligt ingenting sker for Danmark. Samtidig sker der en hel del i resten af verden. Men når resten af EU bliver enige om at lave et nyt Europol, et nyt politiakademi, eller et nyt register for Syriens-farere, så er vi ikke med i det,” siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er adjunkt ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet.

Slut med deltagelse
Han minder samtidig om, at Danmark i dag på trods af retsforbeholdet er med i en del samarbejde på særligt politi- og strafferetsområdet. Det kan vi, fordi det er regler, der blev vedtaget, dengang dele af retssamarbejdet fungerede som aftaler mellem staterne, hvor Danmark godt kunne være med. Den tid sluttede med Lissabon-traktaten i 2009, hvor hele samarbejdet overgik til at ske efter de almindelige beslutningsregler i EU, hvor vi ikke kan være med.

Det betyder også, at vi i den kommende tid vil blive skubbet ud af den del af retssamarbejde, som vi i dag er med i, når det bliver revideret, sådan som det sker med for eksempel EU’s politisamarbejde Europol fra 1. april 2017.

”Vi vil opleve, at de andre vil trække det ene stik efter det andet over de kommende år,” siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen.

Kommer til at gå stærkt
Af samme opfattelse er Rebecca Adler-Nissen, lektor ved Københavns Universitets Institut for Statskundskab.

”Vi kommer til at mærke det temmelig hurtigt. Der er en markant bevægelse ikke mindst på sikkerhedsområdet, hvor det pludselig går hurtigt på sådan noget som PNR (flypassagerregistret, red.), der ellers har stået stille længe,” siger Rebecca Adler-Nissen.

Ifølge EU-forskeren vil et nej på torsdag sætte Danmark i en meget speciel situation.

”Vi er på nyt territorium. For det er en meget mærkelig situation, hvor Danmark har været et ekstremt aktivt land på politi, strafferet og terrorisme og ikke mindst på de berømte pædofili- og cyber crime-områder, hvor Danmark har haft ledelsesposter i samarbejdet. Og nu kan vi træde ud på egen foranledning. Det er første gang, at et land har forladt samarbejdet på den måde,” siger hun.

Et helt nyt slags EU-medlem
EU-forskeren mener, at et dansk retsforbehold, hvis betydning bare kommer til at vokse i omfang, vil gøre Danmark til et helt nyt slags EU-medlem, der vil være halvt inde, halvt ude - lidt som ikke-EU-landet Norge.

”Vi går i virkeligheden mere mod en norsk model. Fra de andre lande kommer vi til at se ud som nogen, der egentlig gerne vil være med, men ikke altid kan få lov, fordi vi selv har stemt nej. Fordi vi allerede er ude af så meget, så er det spørgsmålet, om vi nu på retsområdet minder mere om et tredjeland end et medlemsland,” siger hun.

Et forbehold er et forbehold
Danmarks mulighed for at få særlig adgang til at deltage i EU-lovgivning på retsområdet på trods af forbeholdet gennem såkaldte parallelaftaler er blevet vendt og drejet i den offentlige debat. Det er den slags aftaler, som lader os deltage i Schengen-samarbejde og i Dublin-systemet, der udstikker reglerne for håndteringen af asylansøgninger inden for EU’s grænser.

Det står klart, at den slags mellemstatslige aftaler inden for EU-kredsen, som kun eksisterer for Danmark, er svære at få, tager mange år at forhandle og ikke er noget, som hverken EU-institutionerne eller de andre lande er vilde med.

Men for Rebecca Adler-Nissen er der et større problem, end hvorvidt EU-Kommissionen, EU-Parlamentet og de andre lande vil lade Danmark få adgang til at få sådanne aftaler, hvis vi ønsker dem.

”Den største udfordring er faktisk ikke at få den politiske velvilje. Problemet opstår mere i, at vi skal respektere forbeholdet. Der er både juridiske, politiske og demokratiske grænser for, hvor meget man kan blæse og have mel i munden. Det gælder også i forhold til at lave parallelaftaler. For spørgsmålet er jo, hvornår man holder op med at respektere, at danskerne har sagt nej,” siger hun.

Nej betyder nej – eller?
Et nej på torsdag vil derfor også i første omgang være startskuddet til politisk selvransagelse, så det kan blive klart, hvad et nej egentligt betyder.

”Der bliver en stor opgave indenrigspolitisk i Danmark med at finde ud af, hvordan man vil fortolke nej’et. Der er vi tilbage i den folkeafstemningshovedpine, som vi har været i før, hvor der er forskellige holdninger – også blandt nej-partierne – til, hvad man vil bruge nej’et til,” siger Rebecca Adler-Nissen.

”Men én ting kan vi i hvert fald være sikre på. Vi får ikke nogen afstemninger om forbeholdene de næste par år,” siger forskeren.