Grønlandske advokater: Unfair fordele til anklageren

Af Peter Schriver, Finn Meinel og Jens Paulsen
Bestyrelsen i Nunatsinni Advokatit Grønlandske Advokater

Spørgsmålet om retssikkerhed i Grønland er kommet på dagsordenen i Danmark i den senere tid.

Foruden Advokatrådets rapport om retssikkerhed i Grønland har også Institut for Menneskerettigheder beskæftiget sig med emnet i deres rapport om Menneskerettigheder i Grønland fra 2016.

Som advokater i Grønland er vi meget glade for den opmærksomhed, som betingelserne, vi arbejder under, har fået.

Der er interessante emner nok at tage fat på. Det, som vi ønsker at fremhæve i denne anledning, har særligt med kriminalretten og ressourcerne til dette område at gøre.

På det kriminalretlige område står den ene part (forsvaret) på mange måder helt urimeligt svagt i forhold til sin modpart (anklagemyndigheden), og det menneskeretlige princip om ”equality of arms” er således bragt ud af funktion.

Anvendelsen af autoriserede forsvarere medfører en svingende kvalitet af det udøvede forsvar.

Peter Schriver, Finn Meinel og Jens Paulsen
Bestyrelsen i Nunatsinni Advokatit Grønlandske Advokater

Ingen adgang til retspraksis 
For det første, og nok væsentligst, er der det forhold, at der ikke foreligger retspraksis på skrift i Grønland tilgængeligt for advokater og borgerne. Det kan man jo hævde – og med meget god ret – er et problem, uanset om det drejer sig om civile sager eller kriminalsager.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at det særligt på det kriminalretlige område medfører en fuldstændig skævvridning af parternes muligheder for at agere i en given sag.

Sagen er, at hvor domstolene og anklagemyndigheden er i besiddelse af samtlige afgørelser, der bliver afsagt på det kriminalretlige område i Grønland, så kender de mange forsvarere – advokater eller autoriserede forsvarere – kun de afgørelser, som vedrører sager, som de har deltaget i, og de domme, der bliver gjort tilgængelige via Grønlands Landsrets hjemmeside.

Et års retspraksis er slet ikke nok
Grønlands Landsrets hjemmeside indeholder dog foreløbig kun afgørelser for perioden januar 2016 til sommeren 2016.

Det betyder reelt, at forsvaret ikke kan forholde sig til anklagemyndighedens anvendelse af retspraksis, endsige være sikker på selv at kunne finde fyldestgørende praksis, som er af relevans for tiltaltes sag. Forsvaret må blot læne sig tilbage og håbe på, at myndigheden lever op til sit ansvar og behandler sagerne objektivt.

Som det sikkert er bekendt, udgør retspraksis (spørgsmålet om, fra hvilke kilder man henter information om gældende retstilstand) et meget væsentligt element blandt retskilderne i Danmark og i de lande, vi i øvrigt sammenligner os med.

Ifølge germansk ret går lovgivningen nok forud for retspraksis, men når det er sagt, udgør den praksis, som det pågældende lands domstole har fastsat, en fuldstændigt uomgængelig ressource, og ingen advokat ville turde møde op til en retssag uden at have styr på de væsentligste domme på det område, som den pågældende sag handler om. I de angelsaksiske lande spiller praksis en endnu større betydning.

Men i Grønland har vi ikke adgang til retspraksis – hvis vi skal have det, forudsætter det, at der afsættes tilstrækkeligt med ressourcer til det, og det har man ikke fundet grund til at prioritere.

Svingende kvalitet
For det andet er det klart, at anvendelsen af autoriserede forsvarere medfører en svingende kvalitet af det udøvede forsvar. Der er dygtige autoriserede ikke juridisk uddannede forsvarere, men der er også mindre trænede. Dette forhold kommer ikke bag på nogen, og det kom ej heller bag på fædrene til den nye retsplejelov for Grønland (som trådte i kraft i 2010), som forsøgte at løse problemet ved forskellige tilføjelser til loven.

Således er det gjort muligt at beskikke en ”udenretlig rådgiver” – en advokat eller juridisk uddannet autoriseret forsvarer – for en autoriseret forsvarer, der ikke er jurist. Udfordringen er blot, at denne mulighed sjældent anvendes.

En anden tilføjelse er, at man gav mulighed for etablering af en særlig vejledningsinstitution, nemlig ”landsforsvareren”. Også her er der en udfordring, nemlig at denne institution fortsat – godt syv år efter retsplejelovens ikrafttræden – ikke er etableret. Det må dog retfærdigvis siges, at det ser ud til, at den kan blive besat i løbet af foråret 2017.

Den tredje tilføjelse, der blev indsat i retsplejeloven, er, at der i ”sager af ganske særlig alvorlig karakter” skal beskikkes en advokat som forsvarer, også i kredsretten (ved behandling i anden instans, Grønlands Landsret, er udgangspunktet, at der beskikkes advokat). Det er vores erfaring, at denne bestemmelse stort set ikke finder anvendelse.

Hvis der skal være ”equality of arms” i det grønlandske kriminalretlige system, er det nødvendigt at rette op på disse forhold.