Debat

HK: Dansk politi har behov for forskellige kompetencer

DEBAT: At have et moderne politi, der kan håndtere de mangeartede og aktuelle udfordringer, handler ikke alene om antallet af politifolk. Politiets kerneopgaver er under stadig forandring og kræver kompetencer fra mange forskellige faggrupper, skriver Rita Bundgaard, formand i HK Stat.

Foto: Mikkel Østergaard
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rita Bundgaard
Formand for HK Stat

Ændrede kriminalitetsformer og det forhøjede trusselsbillede, som helt afgørende har forandret dansk politis måde at arbejde på, gør det svært præcist at tale om politiets kerneopgaver i fremtiden.

De er nemlig fuldstændig afhængige af kriminalitetsbilledet og af de politiske rammer, der bliver lagt for politiets arbejde. Også borgernes forventninger om politiets evne til at sikre trygheden får formentlig større betydning for opgaverne.

Et bud på kerneopgaverne baserer sig derfor på et øjebliksbillede. Det billede står skarpt og viser, at nok er dansk politi udfordret, men det er også parat til at virke for tryghed, sikkerhed, fred og orden i samfundet, sådan som det hedder i politiloven.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv en mail til [email protected]

Forskellige kompetencebehov
Dansk politi har brug for mange forskellige kompetencer. Mange faggrupper bidrager allerede i dag til den samlede opgaveløsning. At have et moderne politi, der kan håndtere de mangeartede aktuelle udfordringer handler ikke alene om antallet af politifolk – i modsætning til den udbredte opfattelse.

Det handler i højeste grad også om at anvende de rette kompetencer til de rette opgaver. For eksempel er det indlysende, at politiuddannede bør løse de politioperative opgaver.

Det er ikke en midlertidig løsning, HK’erne byder ind med. Princippet om at lade medarbejdere med de relevante kompetencer løse opgaverne må gælde både nu og fremover.

Rita Bundgaard
HK Stat

Lige så selvfølgeligt er det, at HK’ere bidrager med deres administrative faglighed til at løse og understøtte løsningen af politiets kerneopgaver.

Den usynlige gruppe HK'ere
HK’erne er ikke en ny faggruppe, der skal indlemmes i organisationen. De omkring 2.000 HK’ere, der aktuelt er ansat i dansk politi, yder allerede nu et værdifuldt bidrag til at understøtte hele organisationen.

HK’erne har været med altid, og med vores uddannelsesmæssige baggrund er vi den – nå ja, til tider usynlige – gruppe medarbejdere, der organiserer, forvalter, kontrollerer og sagsbehandler. Altså løser opgaverne, efterhånden som de dukker op.

HK Stats dygtige tillidsfolk, samlet i HK Politiet og Anklagemyndigheden, fastslog allerede i 2015 ved en eksperthøring i Folketingets Retsudvalg, at der helt grundlæggende skulle bruges de rette kompetencer til at løse opgaverne.

Altså politifaglige kompetencer til at løse politioperative opgaver og administrative kompetencer til at løse administrative opgaver.

Fornuftig og fleksibel opgaveløsning
I et såkaldt inspirationskatalog beskrev HK Politiet og Anklagemyndigheden en lang række konkrete områder, hvor det er hensigtsmæssigt at frigøre politifolk til politifagligt arbejde.

Det kan for eksempel være i politiets servicecentre, i HR-afdelinger, i projektstyring og i analyse- og controllingfunktioner. Med det rette supplement af efter- og videreuddannelse løfter HK’erne den opgaveportefølje smidigt og professionelt.

I forvejen arbejder HK’erne til daglig med myndighedsudøvelse i form af sagsbehandling, borgerbetjening og så videre.

Gevinsten er nem at få øje på. Ikke alene sikres en fornuftig og fleksibel opgaveløsning ­– der bliver også frigjort politiuddannede til at løse opgaver, der kræver en politifaglig baggrund.

Det er ikke en midlertidig løsning, HK’erne byder ind med. Princippet om at lade medarbejdere med de relevante kompetencer løse opgaverne må gælde både nu og fremover.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00