”Kriminologer er dybest set religiøse”

Er den kriminelle syg og et offer for ulykkelige sociale omstændigheder?

Eller træffes beslutninger om at begå kriminalitet ud fra rationelle cost-benefit analyser af ’prisen’ for en forbrydelse holdt op mod gevinsten ved at gennemføre den?

Det er, sat på spidsen, to grundlæggende forskellige perspektiver på kriminalitet, som kommer frem alt efter, om man spørger en kriminolog eller en økonom om forbrydelsens ophav.

I hvert fald som de udlægges af økonom Jan Anders Sørensen, der netop har færdiggjort sin ph.d.-afhandling om sammenhængen mellem forbrydelse og straf på samfundsniveau.

Mens alle andre mennesker anskues som ’raske’, så har de kriminelle noget særligt over sig.  Der er besat af en slags ond ånd, som skal uddrives.

Jan Anders Sørensen
Ph.d. i økonomi ved Syddansk Universitet

Ved hjælp af økonomisk teori og matematiske metoder søger han at påvise, at straf rent faktisk er et effektivt middel i kampen mod kriminalitet.

Konklusionen er, at straf virker. Men først og fremmest som et signal til samfundet om, hvad ’prisen’ på en forbrydelse er. Et signal som så kan indgå i den enkelte borgeres overvejelser og valg.

”Alle mennesker har potentiale til at overtræde ’loven’. Derfor må vi kigge på incitamentstrukturen for hele det sociale system. En straf kan opfattes som et prissignal på en menneskelig handling til hele samfundet,” siger Jan Sørensen.

Det frelste menneske
For Jan Sørensen handler det altoverskyggende spørgsmål om menneskesyn. Som økonom står han på skuldrene af en darwinistisk tradition.

Her er det enkelte menneske for langt de flestes vedkommende måske nok formet og påvirket af alle mulige medfødte og udefrakommende hændelser. Men dybest set handler individet ud fra logiske og rationelle overvejelser på baggrund af den information, der nu engang er til rådighed.

Det står på mange måder i kontrast til kriminologien, der set med den neoklassiske økonoms briller nærmest kan virke bagstræberisk.

I stedet for at forfølge et oplysningsideal forfalder megen forskning inden for den kriminologiske genre, ifølge Jan Sørensen, til noget, der bedst kan sammenlignes med religion.

Blandt den del af kriminologerne, han betegner som marxistiske, betragtes mennesket i sit udgangspunkt som et ’blankt stykke papir’, mens andre kriminologiske tænkere ser mennesket som skabt i guds billede.

Den bagvedliggende antagelse er, at mennesket er grundlæggende godt.

”Der ligger et menneskesyn til grund, hvor man siger, at alle er frelste. Mange kriminologer er marxister, der siger at alle fødes løsrevent fra naturen som blanke tavler, og derfor er man heller ikke født kriminel,” siger Jan Sørensen.

Kriminologernes falske forudsætninger
Men for nogle mennesker er noget ifølge denne anskuelse gået galt. De er så at sige blevet syge af ’af et eller andet’.

Engang var det samfundets strukturer, den var gal med. I dag taler man mere om sociale omstændigheder som dårlige forældre, dårlige kammerater og dårlige religioner.

Det skaber ifølge Jan Sørensen en farlig opsplitning mellem de kriminelle og den øvrige del af befolkningen.

”Mens alle andre mennesker anskues som ’raske’, så har de kriminelle noget særligt over sig. De er besat af en slags ond ånd, som skal uddrives. De kriminelle er de ’syge’, og myndighederne skal som læger prøve at sikre, at de bliver ’helbredt’,” siger Jan Sørensen og fortsætter:

”Dybest set er det et religiøst menneskesyn. Det er derfor, jeg mener, at de fleste kriminologer dybest set er religiøse,” siger Jan Sørensen.

Det er dette menneskesyn, der ifølge ham betyder, at kriminologer har en udpræget tendens til at anlægge et alt for snævert blik på straf.

I stedet for at se på straf og effekten af den som en del af en større socialt system, isoleres virkningen til udelukkende at angå den enkelte kriminelle. Det er baggrunden for kriminologiske konklusioner om, at det ikke hjælper at sætte folk i fængsel, fordi det ikke er med til at skabe bedre mennesker.

”Jeg påstår, at denne betragtning ikke alene er falsk. Den er videnskabelig falsk. Man er nødt til at tage langt mere avancerede metoder i brug, når vi vurderer straffens betydning, end dem kriminologer oftest anvender,” siger Jan Sørensen.

Øje for øje, tand for tand
På det faglige plan er han mere optaget af spørgsmål om principper end om effekter.

I hans perspektiv er straffens helt grundlæggende princip at skabe balance mellem mennesker. Netop som det kommer til udtryk i Justitias vægtskåle.

Hvis nogen har udsat et andet menneske for en kriminel handling, skal straffen for den handling være direkte koblet til ofrets tab.

I den mest simple form vil et tab på 1.000 kroner skulle føre til at straf svarende til de 1.000 kroner. Øje for øje og tand for tand, som det hedder i Det Gamle Testamente og som også var princippet for den Babylonske Kong Hummarabis Lov.

”Det er ofte blevet udlagt som udtryk for hævn. Men det er en stor misforståelse. Det handlede netop ikke om hævn, men var derimod et forsøg på at gøre straf rationelt ud fra et princip om, at straffen for en forbrydelse skal stå mål med det, der er gjort,” siger Jan Sørensen.

Og netop det princip bør, som han ser det, være det altoverskyggende hensyn, når lovgivere skal fastsætte straframmer.

Det handler om retfærdighed. Ikke om hævnmotiver og ikke om misforståede hensyn til om straf har en gavnlig virkning for den dømte eller ej.

”Jeg stejler over begge lejre. Det vigtige er, at der er en proportionalitet mellem forbrydelse og straf, sådan man kan holde ligevægten mellem menneskene i et samfund. Og man skal hele tiden huske, at grunden er, at man sender et signal ud til resten af samfundet,” siger Jan Sørensen.

Ingen lette svar
Et af de svære spørgsmål han dermed rejser til landets politikere er, hvordan forbrydelser skal ’prissættes’.

Hvordan skal overgreb på et barn vægtes i forhold til eksempelvis voldtægt på en voksen kvinde og et cykeltyveri. Og hvordan omregner man på en logisk og stringent måde forskellige forbrydelser til en form for kvantificerbar straf?

Jan Sørensen giver ingen lette svar. Det vigtigste er, at det er sådanne overvejelser, der ligger til grund for strafferetten, fremfor ønsker om enten at bruge straf til at fjerne forbrydere fra samfundet eller til at ’normalisere’ den kriminelle afviger.

Straf skal sende et firkantet signal til samfundet og den enkelte borger om, at ’forbrydelse ikke betaler sig’. Og det skal ske på en måde, hvor ingen forbrydelser straffes unødigt mildt eller hårdt.

Har man først udstået sin straf og ’betalt sin gæld til samfundet’, skal man til gengæld heller ikke straffes ekstra med en blakket strafattest, som kan følge en mange år bagefter.

”Hvis man kan finde nogle pædagogiske principper, som kan hjælpe folk på rette vej, så kan jeg kun hilse det velkomment. Men det interesserer mig sådan set ikke mig så meget. Det afgørende er, at man kan fastholde de mere overordnede idealistiske principper for samfundet,” siger Jan Sørensen.

Opgør med den moralske overklasse
På det personlige plan kan hans forskning på mange måder kædes sammen med hans nære indblik i det danske fængselsvæsens dagligdag.

Jan Sørensens hustru arbejder i et af landets fængsler, og de har derfor haft mange anledninger til at diskutere den måde, de indsatte behandles.

”Der bliver snakket enormt meget ned til de her mennesker. Jeg har tit været forarget over det, når der kommer nogle socialpædagoger ind, som så skal gøre de kriminelle til bedre mennesker,” siger Jan Sørensen.

Trods de gode intentioner har han svært ved at se det som andet end et resultat af, at samfundets syn på de indsatte i høj grad er formet af en ”moralsk overklasse”, som ikke evner at se de indsatte som voksne mennesker, der har truffet bevidste valg.

”Hovedparten af de mennesker, der straffes, er udmærket klar over konsekvensen af deres handlinger og har ofte truffet et bevidst valg ud fra rimelig rationelle overvejelser. De valg må de så betale for, og så er den ikke længere,” siger Jan Sørensen.