Debat

Lars Werge: Ytringsfrihed for nedrullede Facebook-gardiner

DEBAT: Facebooks ytringsfrihed er præget af andre grænser end dem, vi har i Danmark. Når Facebook fjerner relevante tidsbilleder, går de langt forbi grænsen for det acceptable, skriver Lars Werge, formand i DJ.

Foto: Flemming Leitorp
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lars Werge
Formand i Dansk Journalistforbund

Jeg kan ikke komme på ét eneste dansk medie, der ikke har en profil-side på platformen. Og jeg kan knap komme i tanke om ét eneste dansk medie, der ikke samtidig ser Facebook, Google og Youtube som de største trusler mod de danske medier.

Lars Werge
Dansk Journalistforbund

Vi kender det vel alle: Når vi melder os til en ny app, eller vi registrerer os på en ny hjemmeside, så skal vi acceptere betingelserne for ”medlemskabet”.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Det er en alenlang, ofte engelsk, beskrivelse af de juridiske forbehold og undtagelser. Side efter side på en lille smartphone – men heldigvis kan man scrolle direkte til at sætte kryds i ”acceptér”-boksen, og så er man med.

Jeg ved ikke med dig. Men for mig fungerer det på den måde. Den bevidste forbruger har tabt i kapløbet om at være med i endnu et digitalt fællesskab, og tilliden til udbyderens ærlighed er således sat på fast formel.

Global landsby
1,7 milliarder mennesker på jordkloden er nu med i det store Facebook-fællesskab, og dermed har tjenesten opbakning fra en femtedel af indbyggerne i den globale landsby – som med Facebook netop er blevet endnu mere en landsby, end CNN-grundlægger Ted Turner i sin tid havde som målsætning for sin tv-station at gøre den til.

CNN har for øvrigt en lang række profiler på Facebook, og på hoved-profilen har man mere end 13 millioner følgere. Stationen har for længst fundet ud af, at for at få seerne gjort interesseret i programmerne, så skal de markedsføres på Facebook.

Medier afhængige af Facebook
Det samme har de danske medier. Jeg kan ikke komme på ét eneste dansk medie, der ikke har en profil-side på platformen. Og jeg kan knap komme i tanke om ét eneste dansk medie, der ikke samtidig ser Facebook, Google og Youtube som de største trusler mod de danske medier.

Det gør de naturligvis, fordi det er gratis at være på Facebook som bruger. Man kan læse nyheder, blogs og vinkler på verden uden at betale for dem, og Facebook er derved blevet transportbåndet for opfattelsen, at journalistik ikke koster noget. Nyheder er gratis.

Zuckerberg dikterer rammerne
Når man er med i Facebook-fællesskabet, har man også accepteret, at det er Mark Zuckerberg (ejeren), der dikterer rammerne for udfoldelse.

Og Mark Zuckerberg kan ikke lide nøgenbilleder, mens han ikke har nogen indvendinger mod meget barske ytringer og hadprædikanter.

Ydermere bærer Facebook den ulempe med sig, at deling af materialet er så nemt, at det sagtens kan ske, at man glemmer at tage højde for ophavsretten til værket.

Særligt hvad angår billeder og video er det en daglig udfordring for mine kolleger at se, hvordan deres produkter bliver delt og delt og delt igen.

Der er med andre ord en række paradokser og indbyggede ulemper ved Facebook. De går side om side med fordelene, som for medier (og for øvrigt også for fagforeninger og deres formænd) ikke mindst handler om den enorme udbredelse, der gør det relativt nemt at nå ud til mange.

Gratis indhold
To elementer ved Facebook udgør for mig at se de største problemer:

For det første er det dybt bekymrende at se, hvordan økonomien bliver suget ud af det danske mediemarked, fordi annoncer går til de sociale medier i stedet for de klassiske medier. Økonomien forsvinder også, fordi Facebook og andre synliggør og lægger platform til delingen af de gratis historier.

Her kunne jeg håbe, at man kunne lægge en platforms-afgift eller reklameafgift på Facebook, til gavn for Danmark og de danske forbrugere.

Gradbøjet ytringsfrihed
For det andet er Facebooks ytringsfrihed præget af andre grænser end dem, vi har i Danmark.

Når relevante fotos bliver fjernet, og profiler efterfølgende bliver slettet, fordi de for eksempel har dokumenteret relevante tidsbilleder (hippie-fotos etc.), er Facebook gået langt forbi grænsen for det acceptable.

Så bliver det ytringsfrihed for halvt nedrullede Facebook-gardiner, og det er ikke klædeligt.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Werge

Formand, Dansk Atletik Forbund
journalist (DJH 1996)

0:000:00