Pind går endnu et travlt år i møde

LOVKATALOG: Justitsministeren har 23 lovforslag og én folketingsbeslutning på sit officielle arbejdsprogram. Heriblandt nye logningsregler, strengere straffe og ikke mindst Europol.

Justitsminister Søren Pind (V) har mange planer for det kommende år. Oven i det kommer alt det uforudsete.
Justitsminister Søren Pind (V) har mange planer for det kommende år. Oven i det kommer alt det uforudsete.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Kim Rosenkilde

Respekt og straf er fortsat nøgleord i justitsminister Søren Pinds (V) virke. Det er i hvert fald ord, der går igen flere steder på Justitsministeriets sider i regeringens lovkatalog, som blev præsenteret tirsdag.

Og der bliver nok at tage fat på. Justitsministeriet er ikke kun notorisk udsat i forhold til pludseligt opståede sager, men har også en af de længere lister i lovkataloget.

I det kommende folketingsår skal der blandt andet følges op på regeringens såkaldte Respektpakke I fra foråret. I den forbindelse skal straffen hæves for vold mod offentligt ansatte uden for tjeneste og mod offentlige ansattes familier.

En Respektpakke II er på vej, og her står det klart, at den ikke mindst vil indeholde en slags 'Lex Se og Hør', som skal gøre det muligt at ”lægge en hårdere kurs” over for medier, der krænker privatlivets fred eller bringer ærekrænkende beskyldninger.

Fakta
Læs hele regeringens lovprogram her.

I de aktuelle finanslovforhandlinger er der afsat en pulje på 90 millioner kroner, som skal bruges til at øge straffen for vold. Resultatet af de politiske forhandlinger vil skulle munde ud i ny lovgivning til januar.

Ungdomskriminalitet og postlister
Søren Pind har også lovet, at han inden længe vil komme med regeringens udspil til en omlægning af indsatsen mod ungdomskriminalitet. Selv om det endnu ikke er sket, er forventningen, at der kan fremsættes forslag til lovændringer i sidste halvdel af februar.

December kommer blandt andet til at handle om forholdene for udenlandske afsonere i Danmark. Pind har foreslået at sende dem til afsoning i fængsler i andre lande, og at de ikke skal modtage resocialiserende indsatser, hvis de afsoner i danske fængsler.

Et andet punkt, som formentlig vil komme til at påkalde sig nogen opmærksomhed, både politisk og i medierne, er Pinds ambition om at udskyde en revision af offentlighedslovens regler om offentlige postlister.

Med den nye offentlighedslov blev det besluttet at gennemføre en forsøgsordning med åbne postlister i henholdsvis et departement, en kommune og en region. Erfaringer herfra skulle efterfølgende kunne bidrage en eventuel obligatorisk ordning.

0:000:00