Pind vil lade PET gemme gamle personoplysninger

EFTERRETNING: Et nyt lovforslag skal give PET friere rammer til at gemme personlige oplysninger, selvom de ikke længere har noget operationelt formål. S bakker op, mens EL kalder forslaget absurd.

Justitsminister Søren Pind (V) vil lade PET slippe for at slette gamle personoplysninger.
Justitsminister Søren Pind (V) vil lade PET slippe for at slette gamle personoplysninger.Foto: Simon Læssøe/Scanpix
Kim Rosenkilde

PET skal have lov til at gemme personlige oplysninger, der ikke har relevans for tjenestens arbejde.

Det mener justitsminister Søren Pind (V).

Med et nyt lovforslag svarer han på kritik af PET’s mangelfulde sletning af oplysninger fra det særlige kontrolorgan, Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

Ifølge Søren Pind skal forslaget sikre, at PET på den ene side ikke bevarer flere oplysninger, end de har brug for, og på den anden side, at PET’s medarbejdere kan fokusere tiden på hovedopgaven med at beskytte Danmarks sikkerhed.

Det her lovforslag afspejler fuldstændig det, vi gav udtryk for, da PET-tilsynet kom med deres kritik.

Trine Bramsen (S)
Retsordfører

”Derfor foreslår vi nu, som tidligere varslet, en lovændring, der skal tydeliggøre rækkevidden af PET-lovens regler om sletning af oplysninger,” skriver Søren Pind i en skriftlig kommentar.

Står det til justitsministeren, skal PET fremadrettet kun slette sager og dokumenter, når man i forbindelse med det daglige arbejde støder på ting, der ikke længere er relevante.

Hvis der er tale om sager eller dokumenter, som fortsat er relevante, men som indeholder irrelevante oplysninger, så skal disse oplysninger heller ikke længere slettes.

S: Lige vores kop te
I dag skal PET ifølge Tilsynet for Efterretningstjenesterne løbende lave en systematisk opfølgning, der kan sikre, at oplysninger slettes, når de ikke længere er nødvendige for varetagelsen af tjenestens opgaver.

Vedtages lovforslaget, vil PET fremover først skulle sikre en systematisk sletning, når de generelle slettefrister overskrides.

Det vil sige som hovedregel efter 15 år for oplysninger om ”fysiske og juridiske” personer, som har været genstand for en undersøgelse.

PET har modsat sig kravet om en løbende sletning af oplysninger, siden tilsynet med sin redegørelse for 2015 afslørede den mangelfulde sletning og pegede på behovet for at gennemføre en ”styret dynamisk revision”.

PET har blandt andet henvist til, at det ville være en overordentligt ressourcetung opgave på grund af de meget store datamængder, PET håndterer.

I den sammenhæng rammer regeringens forslag den rette balance, lyder det fra Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen.

”Det her lovforslag afspejler fuldstændig det, vi gav udtryk for, da PET-tilsynet kom med deres kritik,” siger hun.

EL: Absurd logik
Hos Dansk Folkeparti har folketingsgruppen ikke taget stilling til regeringens forslag.

Derfor vil retsordfører Peter Kofod Poulsen endnu ikke lægge sig fast på, om han er for eller imod. Men umiddelbart peger pilen på en opadvendt tommelfinger.

Hos Enhedslisten kalder retsordfører Rune Lund det til gengæld ”langt ude”, at PET, i noget der nærmer sig årevis, har kunnet ignorere henstillingen fra Tilsynet med Efterretningstjenester om at følge loven.

”Endnu mere absurd bliver det, når reaktionen på, at en myndighed som PET ikke følger loven, bliver, at man ændrer loven, og ikke at myndigheden skal ændre praksis,” siger Rune Lund.

Han mener, at sagen med al tydelighed viser, at der er behov for et reelt uafhængigt tilsyn, som efterretningstjenesterne er forpligtet til at rette ind efter.

”Det nytter ikke noget, at tilsynet og efterretningstjenesten har samme chef, justitsministeren. En troværdig armslængde kunne man få ved i stedet at placere tilsynet under Folketinget,” siger Rune Lund.

PET slipper for organiseret kriminalitet
Lovforslaget indeholder også en ændring i arbejdsfordelingen mellem PET og Rigspolitiets Nationale Efterretningscenter (NEC).

Fremadrettet skal PET's opgaver i forhold til den alvorligste organiserede kriminalitet overgå til politiet.

Det skal sikre, at der ikke bliver lavet dobbeltarbejde i forhold til politiets generelle efterforskning af organiseret kriminalitet.

Ikke mindst set i lyset af, at politiet i 2017 opretter to nye efterforskningsfællesskaber i henholdsvis København og Østjylland.

Med forslaget tilbageruller regeringen en ti år gammel beslutning om at overføre netop opgaver med den alvorligste organiserede kriminalitet til PET.

Og det er fornuftigt, mener Henrik Stevnsborg, professor og politiforsker ved Københavns Universitet.

”Der er et problem med grænseflader mellem PET, NEC og politikredsene. Og det er af lidt tvivlsom beskaffenhed, at en efterretnings- og sikkerhedstjeneste skal have et åbent vindue ind til den ordinære kriminalitet,” siger Henrik Stevnsborg, politiforsker ved Københavns Universitet.

Han er dog skeptisk i forhold til økonomien i forslaget. Da opgaven i 2006 blev overført fra politiet til PET, fulgte 150 mand med.

”Man kan være lidt bekymret for, hvad der sker med ressourcerne. Hvis argumentet er, at det her skal være en styrkelse af PET's operative kapacitet, så følger alle 150 mand nok ikke med tilbage til politiet,” siger Henrik Stevnsborg.

Dokumentation

PET’s slettefrister

Ifølge PET-loven skal PET som hovedregel slette oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskning rettet mod sådanne personer, når der ikke i forbindelse med undersøgelsen eller efterforskningen er tilvejebragt nye oplysninger inden for de seneste 15 år.

Ifølge PET-bekendtgørelsen skal PET senest ti år fra sagsoprettelsen slette sager i den elektroniske journal, som ikke indeholder oplysninger om fysiske og juridiske personer, der er tilvejebragt som led i undersøgelser eller efterforskninger rettet mod sådanne personer.

Hertil kommer, at PET skal fastsætte en slettefrist for den enkelte person eller oplysninger i efterretningstjenestens særlige databaser på indtil fem år fra indførelsen i databasen. PET kan efter underretning af tilsynet undtagelsesvist fastsætte en længere frist for sletning af personer, poster eller oplysninger i disse databaser.

PET kan dog fravige de pågældende slettefrister, hvis ”væsentlige hensyn til varetagelsen af PET’s opgaver” gør det nødvendigt.

Kilde: Justitsministeriet


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Rune Lund

Fhv. MF (EL)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2007)

Søren Pind

Bestyrelsesformand, Danish Cyber Defence, formand, The Danish Ronald Reagan Society, fhv. uddannelses- og forskningsminister, MF (V)
cand.jur. (Københavns Uni. 1997)

Trine Bramsen

MF (S), fhv. forsvarsminister, transportminister og minister for ligestilling
cand.scient.soc. (Roskilde Uni. 2007)

0:000:00