Debat

Råd: Kig bande-indsatser efter med lup

DEBAT: Der er brug for en bedre ansvarsfordeling mellem de mange aktører, der forebygger rocker- og bandekriminalitet. Ellers risikerer unge kriminelle at blive tabt på gulvet mellem dem, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd.

Det organisatoriske set-up for bande-indsatsen skal kigges efter med lup, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatchef i Det Kriminalpræventive Råd. 
Det organisatoriske set-up for bande-indsatsen skal kigges efter med lup, skriver Anna Karina Nickelsen, sekretariatchef i Det Kriminalpræventive Råd. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd 

I stedet for at vi opfinder endnu flere dybe tallerkener, vil det være befriende, hvis vi på alle niveauer tager den tværgående og helhedsorienterede indsats mere alvorligt.

Anna Karina Nickelsen
Sekretariatschef i Det Kriminalpræventive Råd

Gadeteamet. Mankind. Klub 36. Onkelnetværket. Ungeværested i skurvognen. Blot for at nævne nogle. Alene på Nørrebro var der på et tidspunkt 14 banderelaterede indsatser.

Fakta
Regeringen varsler en ny rocker- og bandepakke med "mere konsekvens og hårdere straffe". 

Altinget benytter anledningen og spørger et debatpanel: Er hårdere straffe den rigtige vej at gå, hvis vi skal problemerne til livs? Hvad virker, og hvad virker ikke? Og hvor stort et problem er rocker- og bandekriminalitet i det hele taget i Danmark? 

Du kan også deltage i debatten. Send dit indlæg til [email protected].

Man falder praktisk taget over hinandens ben og ender med at konkurrere om de unge. En udfordring, der især er udtalt på rocker- og bandeområdet. Vi er nok alle sammen enige om, at det ikke er en smart måde at bruge ressourcerne på.

Jeg vil gerne slå et slag for, at man fra politisk hold tager en dyb indånding og vælger at se nærmere på det organisatoriske set-up for styringen og organiseringen af rocker- og bandeområdet. En ung kriminel er i kontakt med mange forskellige myndigheder i løbet af sit liv. Men hvis de mange aktører ikke taler godt nok sammen, risikerer den unge at blive tabt på gulvet mellem dem.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Bedre koordinering og organisering 
Lad mig viderebringe nogle af de væsentligste pointer, som centrale aktører kom med i DKR’s hvidbog om forebyggelse af rocker- og banderelateret kriminalitet, der blev overrakt til den tidligere regering i foråret:

  • Formålet og ansvarsfordelingen mellem de mange fora og aktører, der forebygger rocker- og bandekriminalitet, er for uklar. Det betyder, at ansvaret for ofte falder mellem flere stole. Der er brug for et klart formål og en klar ansvarsfordeling mellem de mange aktører. Her er lokalrådene tænkt som den centrale platform, men lokalrådene og de øvrige fora skal defineres og afgrænses i forhold til hinanden, så det bliver tydeligt, hvem der løser de enkelte opgaver.

  • Der er behov for bedre og mere samarbejde mellem myndigheder. Bedre ved at fastholde den faglige dybde, man opnår i siloerne. Mere ved at gennemhulle siloerne på alle niveauer og mellem alle faggrupper og aktører. Her kan f.eks. skeles til erfaringerne fra Odense, hvor man netop har haft succes med at bryde med silotænkningen. I forhold til samarbejde mellem myndigheder kan fx Partnerskabet på Vestegnen mellem offentlige og/eller private parter fremhæves som et godt initiativ.

  • De unge efterspørger færre indgange til myndighederne, fordi det kan være svært at opbygge tillid til mange forskellige personer. Det øger risikoen for, at den enkelte unge føler sig som et nummer i systemet, og at der ikke er overensstemmelse mellem myndighedernes forskellige udmeldinger. Få indgange kræver en stærk koordinering og tydelig fordeling af ansvar mellem aktørerne. 

Tag hul på snakken
Det er altså ikke altid penge og hænder, der mangler, men derimod en bedre koordinering og organisering af arbejdet. Så i stedet for at vi opfinder endnu flere dybe tallerkener, vil det være befriende, hvis vi på alle niveauer tager den tværgående og helhedsorienterede indsats mere alvorligt. Er nye lokale samarbejdsfora altid løsningen? Eller nye task forces? Eller nye udrykningshold?

Jeg vil anbefale en grundig gennemgang af de eksisterende fora med henblik på en eventuel sanering. At relevante aktører på lokalt niveau, fx kommuner og politi, fortæller om deres planer for det forebyggende arbejde. Og at der bliver sat et klart mål for lokalrådene som et forum, hvor civilsamfundet reelt kan blive inviteret ind i arbejdet og tage ansvar for forebyggelsen af kriminalitet.

Lad os få taget hul på snakken om den måde, vi organiserer os på, og hvordan vi organiserer samarbejdet. Det er første skridt til en effektiv forebyggelsesindsats på rocker- og bandeområdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anna Karina Nickelsen

Sekretariatschef, Det Kriminalpræventive Råd
cand.jur. (Københavns Uni. 1983)

0:000:00