Rigsadvokat: Ok at politikere blandede sig i terrorsag

YTRINGSFRIHED: Folketingsmedlemmer måtte gerne udtalte sig om straffen i en konkret retssag inden domsafsigelse. Det vurderer Rigsadvokaten, der på den baggrund afviser at føre straffesag mod seks folketingspolitikere.

Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk
Kim Rosenkilde

Der bliver ingen straffesag mod hverken Pia Kjærsgaard (DF), Inger Støjberg (V), Trine Bramsen (S) eller tre andre folketingspolitikere, der sidste år blev politianmeldt for udtalelser i forbindelse med sagen mod den terrordømte Said Mansour.

Politianmeldelsen kom fra Said Mansours advokat, Thorkild Høyer. Han mente, at de seks politikere havde overtrådt retsplejeloven ved at udtale ønsker om en udvisningsdom, inden sagen var endegyldigt afsluttet i landsretten.

For to af politikerne – Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg – blev ønsket om en udvisningsdom fremført på Facebook i tidsrummet mellem byrettens afgørelse om skyldsspørgsmålet og så den endelige domsafsigelse med strafudmåling.

Da Said Mansour blev fundet skyldig, men hverken fik frataget sit statsborgerskab eller fik en udvisningsdom fulgte både Trine Bramsen, Karsten Lauritzen (V), Peter Skaarup (DF) og Martin Henriksen (DF) op med kritik af Frederiksberg Rets afgørelse.

Retsplejeloven indeholder et forbud mod at ”fremsætte udtalelser, der er egnet til på uforsvarlig måde at påvirke dommerne, domsmændene eller nævningerne med hensyn til sagens afgørelse.”

Men det er ikke tilstrækkeligt grundlag til at føre en straffesag mod de anmeldte politikere, konkluderer rigsadvokat Ole Hasselgaard på baggrund af et notat fra rigsadvokaturen.

”Vi har foretaget en samlet anklagerfaglig bedømmelse af de forhold, der kan tale for og imod, at der rejses en straffesag i anledning af de pågældende politikeres udtalelser. Og min konklusion er, at der blandt andet ud fra hensynet til ytringsfriheden og ud fra de konkrete omstændigheder knyttet til udtalelsernes fremsættelse ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at udtalelserne er strafbare,” siger rigsadvokat Ole Hasselgaard.

Udvidet ytringsfrihed
Advokat Thorkild Høyer lagde i sin anmeldelse vægt på, at der særligt for folketingspolitikere som landets udøvende magt må være begrænsninger for, hvor konkret man kan blande sig i domstolenes afgørelser i konkrete sager.

Den præmis afviser Rigsadvokat, der tværtimod vurderer, at politikere har en særligt vidtgående ytringsfrihed.

Dokumentation

Politikeres udtalelser om byrettens dom over Said Mansour

Inden domsafsigelse:

Pia Kjærsgaard:
”Det er godt, at Said Mansour endnu engang er blevet dømt for at opfordre til terror. Det var på sin plads. Men nu venter vi på straffens længde – og frem for alt på at finde ud af, om al-Qaeda-sympatisøren denne gang får frataget sit statsborgerskab og bliver udvist af Danmark. Hvis vi ikke skal være fuldstændig til grin, så må han ud!”

Inger Støjberg:
”Jeg håber inderligt, at Sam Mansour (boghandleren fra Brønshøj) får frataget sit statsborgerskab og bliver udvist. Det kan godt være, at han på papiret er dansker og i alt for mange år har nydt godt af det danske samfunds beskyttelse og goder, men rigtig dansker er han ikke. Han har tværtimod modarbejdet vore værdier og opfordret til terror i en totalitær ideologis navn.”

Efter domsafsigelse ved Frederiksberg Ret

Pia Kjærsgaard
”Det er utroligt, at Said Mansour kun har fået fire år, og at han oven i købet får lov til at blive i Danmark. Hvornår får man så frakendt sit statsborgerskab? Der var stor uenighed i nævningetinget, hvor syv stemte for, at han skulle beholde sit statsborgerskab, og fem imod. Jeg håber, at sagen går om!”

”Jeg er folketingspolitiker og har ret og pligt til at sige, at hvis ikke retten er klar nok om, hvorvidt man kan fratage statsborgerskab for sådan en person, så er jeg som
folketingspolitiker virkelig berettiget til at kigge på det her, forsøge at blande mig og forsøge at skærpe loven”

”Jeg synes, vi er til grin, og at det danske demokrati har spillet fallit. Vi er fuldstændig til grin på en sørgelig måde, og det er oprørende.”

Martin Henriksen
”Dommen over Said Mansour er og bliver en skandale. Han burde have frataget sit danske statsborgerskab. Det er logik for burhøns. Sådan er det. Det er ubehageligt at opleve, hvordan retssystemet først træffer en afgørelse, som reelt holder hånden over en person, der flere gange er dømt for at overtræde de danske terrorparagraffer, for derefter at komme med noget, der minder om en trussel rettet mod folkevalgte politikere. Det er over grænsen og tjener ikke retssystemet til ære, og jeg frygter, at en så klodset fremgangsmetode svækker danskernes tillid til, at retssystemet fungerer optimalt”.

Peter Skaarup
”Han har forbrudt sig imod det at bo og leve og nyde beskyttelse i Danmark, og det skal have konsekvenser. For mig at se: Klar udvisning, uanset om han har et dansk
statsborgerskab at falde tilbage på eller ej.”

Trine Bramsen
”Mennesker, der begår så grov kriminalitet, og som opfordrer til terror, de har intet at gøre i Danmark”

Karsten Lauritzen
”I det her tilfælde lader det til, at Mansour ikke engang ville blive statsløs, fordi han har et andet statsborgerskab. Derfor er det ret uforståeligt, at man ikke slår til, når
man kan. Han er dømt for terror to gange”

Kilde: Rigsadvokatens notat om udtalelser fremsat af medlemmer af Folketinget i forbindelse med domfældelsen af Said Mansour.


0:000:00