Debat

Skaarup: Vold mod betjente skal straffes hårdere

DEBAT: Straffen for at udøve vold, trusler og chikane mod politiet og andre tjenestemænd skal skærpes, skriver Peter Skaarup (DF).

Vold mod betjente skal straffes hårdere, skriver Peter Skaarup (DF). 
Vold mod betjente skal straffes hårdere, skriver Peter Skaarup (DF). Foto: FT.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Skaarup (DF)
Retsordfører

Forbryderne skal vide, at hammeren falder, når de angriber eller chikanerer betjente eller andre tjenestemænd.

Peter Skaarup (DF)
Retsordfører

2015 vil blandt meget andet blive husket for, at det var året, hvor vi langt om længe fik en ny flerårig aftale om politiets økonomi, der vil give det danske politi et meget tiltrængt løft.

Fakta
Et nyt år står for døren.

Altinget benytter anledningen og spørger en række retsordførere: Hvad mener du, skal prioriteres på det retspolitiske område i det nye år? Hvad vil præge debatten i 2016?

Du kan også deltage i debatten. Send dit indlæg til [email protected].

Efter en længere periode, hvor der er blevet færre betjente, og efter en valgperiode med en SR(SF)-regering, der ikke prioriterede politiets vilkår, blæser der nu nye vinde. Med en ny borgerlig regering med DF som et afgørende støtteparti er et stærkt dansk politi igen blevet en væsentlig prioritet.

Overskrifter i ny politiaftale
Og sådan bør det også være. For udfordringerne står i kø. Terror, voldsomme migrantstrømme, grænseoverskridende kriminalitet og ”helt almindelig” kriminalitet som eksempelvis indbrud betyder, at der er nok at se til for dansk politi. For nu at sige det på jysk.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Derfor var det naturligvis også glædeligt, at der med aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi i perioden 2016-2019 er sikret 1,9 milliarder kroner ekstra til at løse de udfordringer, som dansk politi står over for i de kommende år.

600 millioner kroner til målrettet terrorbekæmpelse, en markant styrkelse af indsatsen i grænseområderne, udsigt til at der skal etableres en ny politiskole i det vestlige Danmark samt ikke mindst 300 flere betjente i 2016-2017. Det er nogle af overskrifterne i den nye aftale.

Skærpet straf for vold mod betjente 
Men det slutter selvfølgelig ikke her. For DF er det afgørende, at vi fastholder fokus på politiets vilkår. Det er en forudsætning for at skabe større tryghed for danskerne. Og det skal vi! Der skal være respekt om vores politi, og dansk politi skal have bedre kort på hånden og bedre muligheder for at løfte deres opgaver. Politiets vilkår har vi som beskrevet givet et markant løft.

Desværre har vi oplevet mange sager, hvor betjente er blevet truet eller chikaneret. Ofte i deres fritid. Det skal stoppes. Betjentene skal vide, at de har vores opbakning. Og forbryderne skal vide, at hammeren falder, når de angriber eller chikanerer betjente eller andre tjenestemænd.

Der skal være konsekvens. Derfor skal straffen for at udøve vold, trusler og chikane mod tjenestemænd skærpes. Det har vi tidligere fremsat forslag om sammen med V, K og LA, så det burde vi sagtens kunne blive enige om. Og det skylder vi de betjente og andre, der hver dag arbejder for at sikre danskernes tryghed og sikkerhed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Skaarup

MF (DD)
student (Aarhus Katedralskole 1982)

0:000:00