Debat

Socialrådgiver: Afkriminalisering vil effektivt reducere hash-forbrug

DEBAT: Hvis en afkriminalisering af cannabis indebærer en tvungen rådgivning, kan vi komme i kontakt med mange unge, som ikke selv opsøger hjælp. Det er den mest effektive måde at få nedsat salget af cannabis på, skriver Trine Ry, leder i Stofrådgivningen.

Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Trine Ry
Socialrådgiver og leder for Stofrådgivningen

Vi ved, at mange, der har brug for hjælp, ikke søger den. Og vi ved, at misbrugere ikke misbruger mindre, fordi stoffet er ulovligt eller fordi de modtager bøder.

Trine Ry
Socialrådgiver, Stofrådgivningen

I Stofrådgivningen, Lænke-ambulatorierne, hjælper vi unge, der har fået så store problemer med cannabis, at de skal have professionel hjælp for at ændre deres forbrug.

Fakta
Bland dig i debatten!
Skriv til [email protected]

I de 20 år jeg har arbejdet med udsatte unge med misbrug, har jeg aldrig mødt en ung, der har udviklet et misbrug af cannabis uden en god grund. Deres forbrug af cannabis er deres bedste løsning på et problem, de ellers ikke ved, hvordan de skal løse. Og når de møder os, har de brug for hjælp til at finde alternative løsningsmodeller.

Selvmedicinerende misbrugere
De unge oplever blandt andet, at cannabis hjælper dem med at være mindre aggressive, mindre stressede, at falde i søvn, og at problemer, svigt og traumer kommer lidt i baggrunden og derfor bliver lettere at håndtere.

De unge, der misbruger cannabis, er ofte meget ambivalente i forhold til at modtage hjælp. Deres ambivalens handler om, at cannabisforbruget er en problemløsningsmetode for dem (selvmedicinering), deres egen manglende erkendelse af, at de har et problemgivende forbrug og deres manglende lyst til at modtage hjælp fra det offentlige.

En debat med flere dagsordener
Når vi diskuterer legalisering af cannabis, blander der sig mange dagsordner ind imellem hinanden: er målet at reducere kriminalitet, at reducere rivaliserendes banders kamp om markedet, at få øget indtægt, der kan bruges til eksempelvis behandling, at få forbruget til at falde, at give bedre mulighed for behandling eller at straffe de udsatte borgere mindre, end vi gør i dag?

Hvis vi fokuserer på de unge mellem 16 og 24 år, er der 42 procent, der har prøvet at ryge cannabis, mens 2,1 procent ryger minimum 20 dage om måneden. Med udgangspunkt i den virkelighed, jeg bevæger mig i til dagligt, vil jeg tage et perspektiv, der tager sit udgangspunkt i de 2,1 procent af de unge, der har et misbrug. 

Fra bødestraf til rådgivning
For de unge, som Stofrådgivningen har i behandling, er der ikke nogen tvivl om, at en afkriminalisering vil have betydning, idet de så ikke længere vil være kriminelle på grund af deres misbrug og ej heller vil modtage bøder, som lægger sig oven i deres elendige økonomi.

Derudover mener jeg, at det vigtigste for den målgruppe vil være, hvis en afkriminalisering resulterer i et skift fra bøder og straf til rådgivning og behandling.

I Portugal er der gode erfaringer med dette, og det kunne være interessant, at udvikle en dansk model for implementering af den model.

Hvad ved vi?
Vi ved, at mange, der har brug for hjælp, ikke søger den. Vi ved, at misbrugere ikke misbruger mindre, fordi stoffet er ulovligt, eller fordi de modtager bøder.

Vi ved også, at en ydre motivation kan udvikles til en indre motivation, altså at det kan give mening at påtvinge folk hjælp, fordi de i den proces kommer frem til, at de også gerne selv vil forandre deres liv.

Afkriminalisering reducerer forbrug
Så hvis en afkriminalisering af cannabis til eget forbrug indebærer en tvungen rådgivning i stedet for en bøde, tror jeg, at vi vil kunne komme i kontakt med mange unge, som ikke selv opsøger hjælp. Og den mest effektive måde at få nedsat salget af cannabis er ved at hjælpe misbrugerne til at ryge mindre.

Det gøres ikke ved bøder og straf, men ved lettilgængelig hjælp. Hvis vi foretager en afkriminalisering inspireret af Portugal-modellen, vil vi kunne hjælpe langt flere, end vi gør i dag, og derved påvirke salget af cannabis.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00