Under 100 asylansøgere syv uger i træk

ASYL: For syvende uge i træk har Danmark modtaget færre end 100 asylansøgere. Tilsammen er 4900 asylansøgere kommet hertil i løbet af 2016.

Som følge af det lavere asyltal har Udlændingestyrelsen lukket de omdiskuterede asylteltlejre.
Som følge af det lavere asyltal har Udlændingestyrelsen lukket de omdiskuterede asylteltlejre.Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Frederik Tillitz

I sidste uge ankom 54 asylansøgere til Danmark. Ugen før var tallet nede på 45, og det er det hidtil laveste antal asylansøgere siden starten af 2014.

Det viser en opgørelse for Udlændinge- og Integrationsministeriet, der er baseret på registreringer af asylansøgere i politiets system POLSAS.

Det er syvende uge i træk, at antallet af asylansøgere er under 100, og tilsammen har Danmark modtaget lidt over 4900 asylansøgere i 2016.

Ifølge opgørelsen modtog Danmark i første uge i 2016 642 asylansøgere. Mandag den 4. januar indførte regeringen midlertidig grænsekontrol og asyltallet faldt til 315.

Den midlertidige grænsekontrol løber indtil videre frem til 12. november.

Stramninger på vej
Regeringen lægger i de igangværende 2025-forhandlinger op til yderligere stramninger på asylområdet. 

Samtidig er Dansk Folkeparti gået til forhandlingsbordet med et ønske om, at grænsekontrollen udvides og gøres permanent, samt at asylansøgere straksbehandles på grænsen, så de, der kan, nægtes indrejse.

Asyltallene fra POLSAS er foreløbige og forbundet med usikkerhed, da der løbende sker efterregistreringer, skriver ministeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00