Debat

Venstre: Politikadetter er første skridt på vejen

DEBAT: Med de nye politikadetter og en mere effektiv politiuddannelse, hvor optaget forøges, har vi skabt fornuftige rammer for politiets fremtidige arbejde med at sikre et trygt Danmark, skriver Preben Bang Henriksen (V).

Foto: Venstre
Peter Pagh-Schlegel
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Preben Bang Henriksen
Retsordfører, Venstre

Jeg gør mig ingen illusioner om, at hverken terrortruslen eller behovet for den midlertidige grænsekontrol forsvinder over en nat, men et væsentligt skridt mod at frigive ressourcer for politiet er de 345 nye politikadetter. 

Preben Bang Henriksen
Venstre

Når en politibetjent bliver skudt, som tilfældet var for få uger siden ved politigården i Albertslund, eller på Christiania for få måneder siden, berører det os alle dybt.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Politiets hovedopgave er at passe på os andre. Og netop derfor rammer det os alle ekstra hårdt, når den triste liste over danske politibetjente, der er blevet dræbt, mens de var i tjeneste, bliver én person længere.

Kerneopgaverne er tydelige
Derfor er jeg også uenig, når Rita Bundgaard, formand for HK Stat, i denne debat nævner, at det er svært at tale præcist om, hvad politiets kerneopgaver er i fremtiden.

For episoder som disse minder os jo lige præcis om, hvad der er politiets kerneopgave. Nemlig at skabe tryghed. Jeg mener derfor ikke, at politiets kerneopgaver kan afspejles i et øjebliksbillede, som Rita Bundgaard nævner.

Jeg betvivler ikke, at politiets ressourcer er særdeles hårdt spændt for. Politiet har massivt overarbejde, og det skal der naturligvis handles på. Men som jeg skrev i mit første indlæg i denne debat, er jeg overbevist om, at også tiltaget med de nye politikadetter vil medvirke til at afhjælpe denne situation.

Jeg gør mig ingen illusioner om, at hverken terrortruslen eller behovet for den midlertidige grænsekontrol forsvinder over en nat, men et væsentligt skridt mod at frigive ressourcer for politiet er de 345 nye politikadetter. De vil blandt andet overtage vigtige beskyttelsesopgaver som for eksempel bevogtning.

SF tager sorgerne på forskud
Det ærgrer mig derfor også, at SF’s retsordfører, Lisbeth Bech Poulsen, tager sorgerne lidt på forskud, når hun nævner, at beslutningen om at indføre politikadetter ikke må blive til en glidebane. Den nye medarbejdergruppe kan jo netop gå ind og løse væsentlige dele af de udfordringer, som politiet står over for.

Og helt generelt vil det betyde, at flere betjente kan komme tilbage til politikredsene, som ønsket har været på tværs af politiske partier.

Det vil styrke politiet som helhed, så borgerne kan sove trygt om natten i vished om, at der er kompetente og dygtige folk på gaden, uden at retssikkerheden forringes.

Kortere uddannelse med stærkere fokus
Lisbeth Bech Poulsen kalder det en kedelig tendens, at politiuddannelsen med politiaftalen for 2016 til 2019 forkortes fra tre til to år. Uheldigvis glemmer hun at nævne, at der med forkortelsen af uddannelsen også følger et stærkere fokus på politifaglige kompetencer samt fokus på efteruddannelse.

Og det, synes jeg, er vigtigere, end om uddannelsen varer to, tre eller fire år. For altovervejende må det være, om politibetjentene i fremtiden er klædt på til de udfordringer, som det aktuelle kriminalitets- og trusselsbillede giver.

Med den nye grunduddannelse føler jeg mig helt overbevist om, at der kommer fokus på netop politiets vigtigste opgaver i et mere effektivt uddannelsesforløb. Det er ikke en kedelig tendens.

Politiet får også i fremtiden brug for dygtige og kompetente mennesker. Med de nye politikadetter og en mere effektiv politiuddannelse, hvor optaget forøges, har vi skabt fornuftige rammer for politiets fremtidige arbejde med at sikre et trygt Danmark. Og dét helt uden at sætte retssikkerheden over styr.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Preben Bang Henriksen

MF (V), advokat (H)
cand.jur. (Aarhus Uni. 1979)

0:000:00