Cavlingprisen overrækkes DR-journalist Jesper Tynell, Orientering på P1. Pressens minister, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltager ved prisoverrækkelsen.

Komiteen begrunder valget af prismodtageren med følgende ord:

”Journalist Jesper Tynell, DR, har i en række indslag i Orientering på P1 dokumenteret, hvordan daværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen og hans ministerium brød loven, bestilte misvisende tal, slettede belastende dokumenter og vildledte Folketinget.

Jesper Tynell har påvist, at Claus Hjort Frederiksen:
• I al hemmelighed og uden om Folketinget afskaffede kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed i farlige job.
• Ulovligt pålagde kommunerne at standse udbetalingen af kontanthjælp til mennesker, der ikke var omfattet af den såkaldte 300-timers-regel, som Folketinget har vedtaget.
• For at bane vej for strukturreformen bestilte statistikker hos sine embedsmænd, der skulle vise, at kommunerne var bedre end arbejdsformidlingerne til at få ledige i arbejde.
• Iværksatte forsøg med tvangsaktivering af sygemeldte uden først at spørge Folketinget.
Trods indslagenes komplekse opbygning lykkes det Jesper Tynell i kraft af sin neutrale interviewteknik og sin stærke, faglige viden om rets- og socialpolitik at fastholde sine lyttere under afdækning af de politiske manipulationer”.

Cavlingprisen overrækkes fredag den 8. januar klokken 15.00 i Journalisternes Hus, Gammel Strand 46, København. Pressens minister, statsminister Lars Løkke Rasmussen deltager ved prisoverrækkelsen.

Prisen er Dansk Journalistforbunds fornemste hædersbevisning. Den er på 20.000 kroner og følges af en statuette til prismodtageren, udført af Jørgen Rode. Statuetten forestiller journalisten Henrik Cavling, Politiken, som stiftede det daværende københavnske journalistforbund i 1904. Prisen er indstiftet i 1944, og tildeles ifølge fundatsen ”en journalist eller gruppe af journalister, der i særlig grad har udvist initiativ og talent i det forløbne år”.

Cavling-komiteen vil også fejre de øvrige nominerede, som derfor inviteres til at komme og modtage uddybende, skriftlige begrundelser for deres nomineringer.
Prisen uddeles af en komité, udpeget af Dansk Journalistforbunds hovedbestyrelse. Komitéen består af Carsten Ingemann, (formand), freelance pressefotograf, Abelone Glahn, freelance, Kurt Strand, Danmarks Radio, Ulla Krag Jespersen, forlaget Systime og Marianne Nielsen, Ekstra Bladet.

Adresse:
Journalisternes Hus
Gammel Strand 46
1202 København K

Links:

Tilbage til kalenderen »
Vis afholdte arrangementer »