Morten Helveg Petersen

EU blev skabt i sin grundform i kølvandet på Anden Verdenskrig. Formålet var at styrke økonomisk samarbejde mellem landene og dermed gøre det mindre attraktivt at bekrige sine naboer. Kerneelementet i EU er i dag det indre marked, der er baseret på ideen om fri bevægelighed for personer, kapital, varer og tjenesteydelser over grænser. Siden det indre marked blev vedtaget i 1986, er der blevet tilføjet en lang række politikområder til samarbejdet som den fælles mønt, et udvidet retssamarbejde og en fælles udenrigstjeneste.

Mange tilhængere lægger vægt på, at Danmark har stor økonomisk og indflydelsesmæssig fordel af at være en del af EU. De peger på, at Danmark vil blive hægtet af den europæiske økonomi og miste medbestemmelse over den politiske udvikling i Europa, hvis vi står uden for EU. Desuden argumenteres der med, at EU har bevist sig som et fredsprojekt og har holdt stabiliteten mellem nationer med en lang tradition for at bekrige hinanden.

Mange kritikere mener, at de fælles regler presser den danske velfærdsmodel og gør det svært at opretholde eksisterende standarder. Desuden påpeges det, at EU-medlemsskabet går ud over Danmarks selvstændighed og mulighed for at træffe egne beslutninger. Mange taler for en anden tilknytning til EU, i lighed med den som eksempelvis Island og Norge har. De står udenfor, men har stadig adgang til det indre marked.

Siden grundstenene til EU blev lagt i 1951, har samarbejdet udvidet sig til flere og flere områder fra regler for handel til fælles politik på områder som sundhed, miljø og udenrigspolitik. Siden 1992 har det såkaldte nærhedsprincip været indskrevet i traktaterne. Det fastslår, at beslutninger skal træffes så tæt på borgeren som muligt. EU skal derfor kun vedtage regler på områder, hvor det giver bedre mening at gøre det i fællesskab på EU-niveau end på nationalt plan. Alligevel er der en voksende diskussion i visse lande om, hvorvidt der er blevet overført for meget magt til EU.

Dem, der mener, at opgaver skal flyttes til Folketinget, mener, at EU blander sig i for mange ting, som med større fordel kunne besluttes nationalt. De mener, at EU er blevet for omklamrende, og at det vil give god mening at lade landene genvinde den nationale bestemmelse over visse områder.

Dem, der er imod, mener, at EU-regler skal gælde for alle, og at mere initiativ til Folketinget vil gå ud over det indre marked og stride imod hele grundtanken ved samarbejdet: nemlig, at det er forpligtende for alle.

I EU’s miljø- og klimapolitik har man siden 70’erne arbejdet med et ”forureneren betaler”-princip, der placerer miljøansvaret på dem, der forurener. For at fremme udviklingen af eksempelvis vedvarende energi, genbrug, affaldshåndtering og energieffektivitet diskuteres det, om de regler skal skærpes yderligere. En af måderne, man kan gøre det på, er ved at gøre det besværligt for virksomheder at forurene, enten ved strikse regler, dyre bøder, eller afgifter på affald og udslip.

Tilhængerne af at gøre det dyrere at forurene lægger vægt på, at det er en effektiv måde at tvinge private virksomheder til at omstille sig i en miljørigtig retning. Samtidig kan de bidrage til den offentlige økonomi igennem bøder eller afgifter og skubbe på udviklingen af renere teknologi. Derudover argumenterer de for, at fælles regler forhindrer lande og virksomheder i at konkurrere mod hinanden ved at sænke miljøstandarder i det, der populært kaldes et kapløb mod bunden.

Kritikere lægger vægt på, at skrappere regler vil gå ud over den europæiske økonomi ved for eksempel at øge transportudgifter og ved at skade samfundsmæssigt vigtige virksomheder med ressourcekrævende produktion som aluminiumudvinding eller plastindustri. Desuden vil det svække EU’s konkurrenceevne over for lande uden for Unionen, som ikke skal leve op til lige så skrappe krav. Det skaber frygt for, at for stramme regler vil tvinge virksomheder ud af EU.

Kun 16,6 procent af bestyrelsespladserne i børsnoterede EU-virksomheder var i 2013 besat af kvinder. EU-Kommissionen presser på for at forbedre den statistik med forskellige initiativer. Der foregår samtidig en stor diskussion om, hvorvidt EU skal indføre et lovfæstet minimumantal kvinder i bestyrelseslokalerne.

Tilhængerne lægger vægt på, at kvoter er en effektiv måde at kæmpe for ligestilling og kvinders indflydelse i erhvervslivet. Det vil tvinge virksomhederne til at invitere dygtige folk, som hidtil er blevet overset ind i bestyrelserne.

Kritikere frygter, at de bedst kvalificerede kandidater ikke bliver valgt, hvis det er kvoter, der skal afgøre bestyrelsernes sammensætning. Det skal ikke være køn, men kvalifikationer, der er afgørende. Konsekvensen kan blive ringere ydeevne i bestyrelserne.

EU kan gennemføre direktiver, der strammer op på de fælles regler for tobak, herunder krav om større advarselsskilte på cigaretpakker, forbud mod tilsætning af smagsstoffer og betegnelser som ”light”, ”naturlig” og ”økologisk", et minimumsantal cigaretter pr. pakke med mere. Men forbud mod rygning og indtagelse af alkohol på offentlige steder eller promillegrænser i trafikken er op til national lovgivning.

Tilhængere ønsker bedre folkesundhed ved at begrænse livsstilssygdomme forårsaget af rygning og alkoholindtagelse gennem strammere lovgivning. Der er både helbredsmæssige og samfundsøkonomiske fordele. Derfor ser de gerne, at der gøres mere fra EU-side.

Kritikere lægger vægt på den personlige frihed til at vælge at ryge eller indtage alkohol. Det skal være op til den enkelte at håndtere sit eget forbrug. Samtidig argumenterer mange imod, at sådanne beslutninger skal træffes på EU-plan.

EU prioriterer allerede økologisk landbrug med midler fra EU’s landbrugsstøtte. Der findes desuden planer om at hjælpe med at udbrede økologi yderligere igennem ny lovgivning. I dag er det kun lidt over fem procent af det europæiske landbrugsareal, som bliver brugt til økologisk dyrkning, og der er store forskelle i udbredelsen mellem landene.

Tilhængere af dette lægger vægt på, at strengere lovgivning er nødvendig for at beskytte miljøet, og at markedskræfterne ikke nødvendigvis er nok til at drive økologi og bæredygtighed frem. Derfor vil det være fornuftigt af EU at vedtage initiativer, der fremmer økologien.

Kritikere mener, at markedskræfterne og efterspørgslen sagtens kan styrke økologien, og at EU-prioritering af økologi kan betyde højere priser, konkurrenceforvridning og lav effektivitet i landbruget.

Du har måske hørt begrebet “velfærdsturisme”. Det henviser til personer, der mistænkes for at ville søge til Danmark med det primære formål at få adgang til danske velfærdsydelser såsom børnepenge, SU eller dagpenge.

Tilhængerne af begrænsning af adgangen til sociale ydelser peger på de potentielle omkostninger for danske skatteydere ved øget indvandring fra andre EU-lande. Andre frygter, at resultatet bliver, at sociale ydelser ikke blot bliver beskåret for andre EU-borgere, men også for danskere.

Kritikere vurderer, at begrænsninger for EU-borgere vil skade tilstrømningen af kvalificeret arbejdskraft og dermed den danske økonomi. Desuden argumenterer de for, at det vil skabe en udvanding af den fri bevægelighed, hvis landene får mulighed for at begrænse adgangen til sociale ydelser. Derudover påpeges det, at der ikke er ordentligt belæg for, at social turisme er et problem for landenes statskasser. Og at danskere, som arbejder i andre EU-lande, vil risikere at få begrænset deres velfærdsydelser i de lande, hvis Danmark indfører den slags begrænsninger herhjemme.

EU-budgettet finansieres for en stor andel af medlemslandene, der årligt hver skyder omkring 1 procent af deres bruttonationalprodukt ind i samarbejdet. Ved hver budgetforhandling i EU opstår en besværlig kamp imellem medlemslandene om, hvem der giver mest eller mindst, og hvem der skal have rabat. EU-kommissionen og Europa-Parlamentet har flere gange luftet ideen om, at EU-budgettet i højere grad skal udgøres af EU’s egne indtægter igennem fælles skatter eller afgifter for at lette forhandlingerne. Det gælder allerede i dag til en vis grad, hvor for eksempel momsindtægter og toldafgifter går til EU-kasserne. Nogle taler for at udvide det med for eksempel en skat på finansielle transaktioner eller forureningsafgifter på flytrafik.

Tilhængere mener, at det vil gavne EU at få flere egne indtægter til at finansiere Unionen, så EU-aktiviteterne ikke skal være lige så afhængige af, hvorvidt EU-landene er villige til at punge ud. Samtidig håber man, at bidragene til EU’s budget vil blive fordelt mere ligeligt imellem medlemsstaterne, især hvis det indebærer en afskaffelse af systemet med rabatter til visse lande. Desuden vil medlemslandene slippe for at afsætte så stor en andel af det nationale budget til EU, hvis det finansieres via andre midler.

Kritikere af EU-indtægterne er bange for, at dette vil være et skridt mod en EU-superstat, der har magt over eget budget. Samtidig frygter de at miste kontrollen med, hvor meget EU vil opkræve ved hjælp af de nye skatter.

Der findes anslået 3000 repræsentationer i Bruxelles for civilsamfundsorganisationer, lande uden for EU, fagforeninger, større virksomheder og brancheorganisationer, der ønsker at påvirke lovgivningen i EU. Der findes et register, hvor lobbyister kan lade sig registrere, så offentligheden kender til lobbyvirksomheden, men det er ikke et krav. Det har været diskuteret længe på EU-plan, om at deltagelse i registret skal være et krav for at gøre lobbyisternes indflydelse mere gennemsigtig.

Tilhængerne argumenterer for, at et register vil forhindre lyssky påvirkning af EU’s magthavere og skabe gennemsigtighed omkring, hvem der forsøger at påvirke hvem.

Modstandere af obligatorisk registrering betragter det som en vigtig del af demokratiet, at enhver borger har let adgang til politikerne. EU-politikere er afhængige af råd og viden fra lobbyisterne, der repræsenterer alle segmenter i befolkningen, og derfor skal det ikke gøres besværligt for dem at kontakte deres politiske repræsentanter.

Flygtninge, der kommer til EU, skal søge asyl i den medlemsstat, som de er ankommet til. Det bestemmer Dublin-forordningen, som Danmark har været omfattet af siden 2006. Det betyder, at særligt lande i Sydeuropa berøres voldsomt, da det er her, flygtninge fra for eksempel Mellemøsten og Afrika ankommer. De sydeuropæiske lande har med støtte fra Europa-Parlamentet anmodet om en ny ordning, der fordeler asylsøgerne mere jævnt i EU.

Tilhængere af større dansk ansvar for flygtninge i EU argumenterer for, at sydeuropæiske lande som for eksempel Grækenland er overbelastede. Det medfører kritisable forhold for flygtningene. Danmark vil kunne være med til at afhjælpe nogle af de problemer.

Kritikere mener, at Danmark allerede modtager nok flygtninge, og at det danske asylsystem ikke bør belastes yderligere. Danmark skal ikke have ansvar for situationen andre steder i Europa.