
DDC - Dansk Design Center søger ny adm. direktør
DDC - Dansk Design Center er Danmarks nationale designcenter og bygger på en stolt dansk designtradition skabt tilbage i 1950'erne. I dag rummer dansk design meget mere end kendte møbelklassikere, lamper og arkitektur. Listen af danske erhvervssuccesser, hvor godt design skaber værdi for brugere og en bedre bundlinje for virksomheder, er lang - og der er potentiale til, at den liste kan blive endnu længere. Design hænger nemlig uløseligt sammen med den grønne omstilling og udvikling af fremtidens bæredygtige løsninger og produkter.
Dansk Design Center har historisk spillet en nøglerolle i det kreative Danmark og har gennem årene stået for udbredelse af dansk design både herhjemme og i udlandet. De seneste år har DDC haft stort fokus på design som proces og metode til innovation og nytænkning.
Nu skal den brede og den smalle designforståelse i højere grad forenes, så DDC både fremmer dansk produktdesign og design som metode. DDC skal spille en afgørende rolle i udviklingen af dansk design og hjælpe både små og store aktører i samfundet. Dansk Design Center står derfor over for en helt central og meget spændende ledelsesopgave, hvor formål, strategi og kommunikation skal gå op i en højere enhed.
Du bliver dansk designs ansigt udadtil
Du kommer som ny adm. direktør til at sætte kursen og skabe et klart og samlet budskab, der let kan kommunikeres til relevante aktører. Du skal skabe nye former for forståelse af design og vise, hvordan design gavner og udvikler samfundet, organisationer og virksomheder, herunder ikke mindst de små - og mellemstore virksomheder. Udover at sikre en klar og målrettet kommunikation af formål, strategi og værdiskabelse i design, kommer du også til at stå for den daglige ledelse. En stor del af dette bliver bl.a. at sikre Dansk Design Centers økonomi fremadrettet og sikre, at DDC forbliver en arbejdsplads med stor ansvarsfølelse, højt til loftet og plads til kreativitet.
Dine vigtigste kompetencer er:
- Ledelse, hvor du har erfaring med ledelse af ledere
- Kommunikation, hvor du skal være ansigtet udadtil
- Strategieksekvering, hvor du har vist, at du kan udvikle og eksekvere en strategi
- Økonomistyring og daglig drift, hvor ansvaret i sidste ende er dit
- Forretningsforståelse og meget gerne næse for det kommercielle
- Stærk i netværk og procesfacilitering