Praktik i Tænketanken Mandag Morgen - ­Et stærkt afsæt for din udvikling fra studerende til professionel akademiker
Tænketanken Mandag Morgen søger praktikanter til Foråret 2023. Vi søger ambitiøse, engagerede og nysgerrige studerende med en samfundsvidenskabelig toning i uddannelsen.

Vi er en bredt anerkendt og politisk uafhængig tænketank, der skaber indsigt og løsninger for mennesker og samfund. Vi sætter samfundets store spørgsmål på dagsordenen og bringer mennesker sammen for at debattere og inspirere til nye løsninger - om bl.a. velfærd, digitalisering, bæredygtighed og demokrati. I en tid med alt for mange symbolske og simple svar på store komplekse samfundsproblemer, skiller vores arbejde sig ud. Sammen med vores partnere skaber og formidler vi ny viden og indsigter for mennesker og samfund. Vi udvikler og afprøver nye indsatser og finder nye veje til at håndtere de største aktuelle samfundsudfordringer. Vores arbejde bygger på solid viden, bred aktørinddragelse, nytænkning og skarp kommunikation. Vores samarbejdspartnere er offentlige, private, faglige og frivillige organisationer, som gerne vil bidrage til udviklingen af samfundet med afsæt i et stærkt vidensmæssigt fundament. Som praktikant bliver du en af del af et engageret og talentfuldt hold af medarbejdere. Du indgår i teams på vores forskellige projekter, hvor du sammen med stærke faglige rollemodeller vil blive inspireret og udfordret Vi tager dinfaglige og personlige udvikling alvorligt og du får faglig sparring undervejs, selvstændige opgaver og en stor kontaktflade internt og eksternt. Hvis dine kompetencer matcher igangværende og kommende projekter, kan der desuden være mulighed for ansættelse bagefter, da vi er en organisation i vækst. Som praktikant vil dine primære arbejdsopgaver være i Tænketanken Mandag Morgen, men du vil også få opgaver i Altingets liveafdeling, Arena, der udvikler og afholder netværk, uddannelser, konferencer og events i vores gård på Ny Kongensgade. Dine opgaveportefølje vil variere hen over praktikforløbet, men du vil få erfaringer med:
  • Analyse: Tænketanken Mandag Morgen arbejder med flere forskellige typer af analyser. Vi laver store befolkningsundersøgelser med mange tusinde respondenter, herunder flere børne- og unge analyser, som er en helt særlig faglig disciplin. Vi arbejder både med klassiske metoder som fokusgruppeinterviews og spørgeskemaer, men også nyere typer som video- og mobiletnografi. mv.
  • Events: Tænketanken Mandag Morgen gennemfører årligt en række store og små events med deltagelse af landets førende eksperter, erhvervsledere og politikere.
  • Formidling: Som en del af mediehuset Altinget og Mandag Morgen er stærk og vedkommende formidling en af vores kernekompetencer. Vi formidler viden og indsigter i både klassiske rapportformater og nye innovative digitale formater hvor tekst, lyd, video og grafiske illustrationer kombineres
Din profil Vi søger først og fremmest videbegærlige studerende der brænder for at udvikle deres faglighed. Derudover håber vi at finde studerende som
  • Har kendskab til samfundsvidenskabelig metode og har lyst til at styrke deres evner indenfor bearbejdning af kvalitative og kvantitative analyser
  • Er strukturerede og ansvarsfulde i opgaveløsningen
  • Er gode til at planlægge egen tid og arbejde på flere opgaver samtidigt.
  • Er nysgerrig på samfundsudviklingen og kan sætte sig ind i vores samarbejdspartneres behov.
  • Kan lide at arbejde i teams, og er imødekommende og fleksibel i opgaveløsningen
Rammerne Stillingen er en fuldtidsbeskæftigelse (37 timer ugentligt) at være praktikant i Tænketanken Mandag Morgen. Næste praktikforløb løber fra 25. januar - 23. juni 2023. Som udtryk for påskønnelse af det arbejde, der udføres, vil der være mulighed for at modtage en erkendtlighed på kr. 3.000 om måneden ved siden af SU. Vi er en ung, engageret og uformel arbejdsplads med højt til loftet, et stærkt fællesskab og en stor professionel integritet. Vi er usnobbede og løsningsorienterede i vores tilgang til arbejdet og vi er ikke flere end at alle, ledere såvel som praktikanter, må hjælpes ad med stort og småt. Vi holder til tæt på Christiansborg i hjertet af indre København i Ny Kongensgade 10 sammen med vores søstervirksomhed Altinget. Vi har fleksible arbejdstider, men du må som udgangspunkt forvente at stå til rådighed m. kl. 9 og 16 på alle hverdage. Sådan søger du Send din ansøgning inkl. cv og karakterudskrifter. Stillingen søges via knappen “søg dette job" her på siden. Deadline for ansøgning er senest den 23. november 2022, og vi afholder forventeligt samtaler ugen efter. Det er dit ansvar at afklare, at praktikforløbet stemmer overens med de gældende regler på dit studie. Har du spørgsmål til praktikopholdet, så kontakt projektchef, Jakob Sørensen på jks@mm.dk eller 2070 0351.

    Icon
    Find Danmarks bedste ledere og specialister, mens de er i job
    Opnå unik eksponering med en jobannonce på Altinget og Mandag Morgen