Om  
Egon Leonhard Lorentzen

Dødsfald: Fhv. V-borgmester Egon Leonhard Lorentzen (83)

Brammings mangeårige Venstre-borgmester og formand i ti år for Naturgas Syd, fhv. møbeldirektør Egon Lorentzen er død, 83 år gammel. Han var æresmedlem af Venstre og Ridder af Dannebrog.

Rasmus Nielsen

Egon Lorentzen var borgmester for Venstre i den daværende sydvest-jyske kommune ubrudt fra 1978 til 2002. Byen er efter kommunalreformen en del af Esbjerg Kommune. Han blev første gang valgt til kommunalbestyrelsen i 1974 på en lokaliste, men vendte sig altså siden mod Venstre.

Før den politiske gerning for alvor bed sig fast, stod Egon Lorentzen bag møbelfabrikken Jeki i hjembyen, som blev solgt til medarbejdere i 1988.

Som formand gennem ti år for det hedengangne Naturgas var den afdøde borgmester med til at sælge Naturgas Syd til det daværende Dong efter lange forhandlinger med staten. Et salg, der fjernede de syd-og sønderjyske kommuners milliardgæld, og som Egon Lorentzen siden kaldte sin absolutte svendeprøve i en lang politisk karriere.

Han blev i år 2002 slået til Ridder af Dannebrog og samme år udnævnt til æresmedlem af Venstres Landsorganisation.

Da Egon Lorentzen fyldte 80 år i 2017, så han tilbage på sit hidtidige liv med glæde:

"Jeg er meget taknemmelig for det liv, jeg har haft indtil videre, og de mange gode mennesker jeg har og har haft omkring mig. Det sætter jeg meget stor pris på," sagde han til JydskeVestkysten og føjede om sin arbejdsmoral til:

"Hvis man påtager sig et job, så skal man gøre det helhjertet, ellers skal man lade være."

Det smukkeste træ
Efter borgmestertiden passede han sin gård lidt uden for Bramming sammen med sin anden kone, som han også har rejst verden rundt med. Han nærede stor interesse for fodbold og blev i 2017 det første æresmedlem af den lokale Stjerneklubben.

Egon Lorentzen var ægtemand, far, svigerfar, farfar og oldefar.

"Det smukkeste træ på Skovgården er faldet", skriver hustruen Ingrid.

Bisættelsen finder sted fra Sankt Ansgar Kirke, Bramming lørdag 27. februar kl. 13. Grundet Corona-situationen desværre kun for inviterede.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Egon Leonhard Lorentzen

Fhv. V-borgmester, Bramming (1978-2002)

0:000:00