Lektor emeritus: Videnskaben er ikke enig om CO2’s rolle i klimaforandringerne

Hertil kommer vores egen Henrik Svensmark fra DTU Space, som føjer en ny og revolutionerende forklaring til observationen om, at solen snarere end CO2, er den primære årsag til klimasvingningerne. Mange flere kunne føjes til se også for eksempelvis Professor Carl-Otto Weiss. 

Jeg tvivler på, at nogen kan se denne video uden i det mindste at tænke, at det nok er rigtigt, at Solens variationer har stor betydning.  

Disse forskere modsiger naturligvis ikke, at Jorden er blevet varmere, eller at CO2 er en drivhusgas. De forkætrede 97 procent af verdens forskere er naturligvis alle enige om det, blot er de ikke – som påstået – enige om størrelsen af CO2’s betydning. At påstå det, er usandt.

Til gengæld er det tydeligt vist, at forøgelsen af CO2 i atmosfæren er gavnlig for Jordens vegetationen. Vores jord er ligefrem synligt blevet grønnere med CO2-forøgelsen. 

Vejret er ikke ved at gå amok, det vises meget tydeligt, ikke mindst båret af IPCC’s egne publikationer.

Jesper Bartholdy
Lektor emeritus, Københavns Universitet

Hvad angår den følelse, man nemt får, når vejret giver problemer – nemlig at vores vejr er blevet meget ’vildere’, bør man orientere sig i Steven Koonin’s nye bog ’Unsettled’ fra 2021. Påstanden om, at vejret er ved at gå amok, gives her en ganske behagelig overhaling. Det er det nemlig ikke, og det vises her meget tydeligt, ikke mindst båret af IPCC’s egne publikationer.

Han er professor ved New York University og viser også, at IPCC’s modeller ikke kan vise, det vi måler. Steven Kooning medgiver, at der er rigtig megen god videnskab i IPCC-rapporten, men at den forvrænges til en usand dommedagsfortælling i afsnittet ’Summary for policy makers’.

Så de – og det er jo nok de fleste – der kun læser dette afsnit, ifølge ham bliver groft misledt.

Også almindelige mennesker kan nemt danne sig et overblik over klodens løbende klimaudvikling på hjemmesiden Climate4you.com. Her er nævnt mange gode referencer på databaser, for eksempel de to der vises i figuren.

Den grønne kurve viser indholdet af CO2 i atmosfæren, siden man begyndte at måle den i 1958. Den bølger som følge af årstiderne. De røde kurver viser Jordklodens temperaturvariation ved overfladen (denne udgave er den af IPCC’s mest foretrukne måling).

Den tynde røde linje er månedsværdier, og den tykke er 37 måneders glidende gennemsnit. Sidstnævnte er der, for at udglatte til en mere læsbar kurve. De sorte sparfigurer er værdier fra figuren side ’SPM 16’ i ovennævnte ’Summary for policy makers’. De er medtaget for at vise, at den meget store ’overhøjning’, der er i IPCC’s figur.

Det gør den skræmmende i forhold til en mere reel fremstilling, og fordi IPCC har ’glemt’ at medtage pausen i temperaturstigningen i starten af 2000’erne og valgt at stoppe kurven i 2014 (rapporten er fra 2022) og dermed undgå at vise afdæmpningen i temperaturstigningen herfra.

Den konstante stigning i CO2-indholdet afspejles ikke rigtigt i temperaturændringen. Det blev koldere op til 1975, selv om CO2-indholdet steg, og stigningen falder af til slut – temperaturen er ikke steget de sidste syv år. Denne udfladning er i overensstemmelse med solforskeres forudsigelser om, at vi er ved at starte på en ny ’lille istid’ – altså et koldere klima inden længe.  

Tanken om, at vi med en given nedsættelse af vores CO2-aftryk kan virke som et godt eksempel for de store lande, er hamrende naiv.

Jesper Bartholdy
Lektor emeritus, Københavns Universitet

I betragtning af alvoren er det ikke for meget at forlange, at myndighedspersoner (og videnskabsjournalister) orienterer sig i disse nye toner om årsagerne til klimaforandringerne – videnskaben står jo aldrig stille. Det vil nok ikke være let for IPCC at indrømme, at CO2 spiller en mindre rolle.

Til gengæld ville det klæde dem at argumentere imod den del af forskningsverdenen, der ikke er enig med dem, i stedet for at sværte dens individuelle forskere til.

Tanken om, at vi med en given nedsættelse af vores CO2-aftryk kan virke som et godt eksempel for de store lande, er hamrende naiv. Det vi kan gøre, og det vi gudskelov er godt i gang med, er at imødekomme behovet for afværgeforanstaltninger af de klimasvingninger vi observerer og skabe alternative energikilder.

Det er vi gode til, og det kan ovenikøbet give et fornuftigt provenu og medvirke til at gøre os mindre afhængige af fossile brændstoffer.

Men lad dog for himlens skyld være med at ødelægge erhverv og hindre eksport for at nå en tilfældig procentsats, som ingen andre vil nå, og som er uden betydning for verdens CO2-budget.

Hvad enten man hælder til den ene eller den anden forklaring på de ændringer, vi oplever, bør alle – og især dem der har en myndighed at udøve – lægge sig Richard Lindzen’s ord på sinde: ” … den største masseillusion i jordens historie” og prøve at orientere sig i hvad den uafhængige og ikke mindst moderne klimaforskning frembringer.