Skrottet forslag om dobbeltmandater får betydning for S-profiler i hovedstaden
Et forslag om at tillade folketingspolitikere at sidde i byråd blev søndag stemt ned på Socialdemokratiets kongres i Aalborg. Det bliver dog muligt for partiets folkevalgte at sidde i byråd og regionsråd samtidig.
Søren Dahl
JournalistDe socialdemokratiske grupper på både København og Frederiksberg Rådhus glipper muligheden for at få markante politiske profiler repræsenteret i deres kommunalbestyrelser og i Folketinget samtidig.
Det er konsekvensen af, at et flertal på Socialdemokratiets kongres i Aalborg søndag nedstemte et forslag om at tillade partiets folkevalgte at være valgt til både kommunalpolitik og på Christiansborg samtidig.
Mette Reissmann, der i dag er valgt til både Borgerrepræsentationen og Folketinget, og derfor har orlov fra Borgerrepræsentationen, havde på forhånd bekræftet, at hun ville vende tilbage til rådhuset hvis forbuddet mod dobbeltmandater blev afskaffet.
"Der er rigtig mange dagsordener i Folketinget, som har stor betydning for København. Hvad end det handler om trængsel, klima, byudvikling, eller forhold i daginstitutioner, så er det begrænset, hvad vi isoleret set kan gøre som kommune. Derfor er det vanvittigt vigtigt for københavnerne, at vi har folkevalgte, der er repræsenteret begge steder," siger Mette Reissmann.
"Derfor er jeg også meget ærgerlig over, at forslaget faldt," tilføjer hun.
Reissmann bekræfter overfor Altinget, at hun fortsat har tænkt sig at stille op til kommunalvalget i 2025.
Hun er dog endnu ikke afklaret med, om hun forlader sin plads i Folketinget, hvis hun får genvalg til Borgerrepræsentationen.
"Det er for tidligt at sige. Der findes også mulighed for at søge dispensation for at sidde begge steder. Det vil jeg undersøge nærmere," skriver Mette Reissmann i en sms.
Har ingen hund
På kongressen besluttede et flertal, at det fremover skal være muligt for partiets folkevalgte at sidde i byråd og regionsråd samtidig.
Flere socialdemokrater, herunder det fynske folketingsmedlem Thomas Skriver Jensen, havde dog både før og under kongressen talt imod dobbeltmandater i kommunalbestyrelser og Folketinget.
"Jeg har tidligere selv været imod dobbeltmandater. Men jeg må også bare konstatere, at der er 800 meter mellem Københavns Rådhus og Christiansborg. Jeg har ingen små børn, eller en hund, jeg har ikke andet end tid.
Mette Reissmann (MF) (S)
Et gennemgående argument var, at dobbeltmandater ville forringe det politiske arbejde, fordi modstanderne ikke mente, at det er muligt at varetage en kommunalbestyrelsespost og en plads i Folketinget samtidig.
"Jeg har tidligere selv været imod dobbeltmandater. Men jeg må også bare konstatere, at der er 800 meter mellem Københavns Rådhus og Christiansborg. Jeg har ingen små børn, eller en hund, jeg har ikke andet end tid," siger Mette Reissmann.
"Jeg kender til arbejdet på både rådhuset og Christiansborg, og jeg ville jo aldrig stille op til begge poster, hvis jeg ikke vurderede, at jeg kunne håndtere det professionelt," tilføjer hun.
Også Ida Auken havde til Politiken sagt, at hun "ret kraftigt" ville overveje at stille op til kommunalbestyrelsen på Frederiksberg, hvis forbuddet mod dobbeltmandater faldt.
Altinget har forsøgt at få svar på, hvilken betydning søndagens afstemning for får Ida Aukens overvejelser om at gå ind i kommunalpolitik, men politikeren er ikke vendt tilbage på Altingets henvendelse.
Holbæk-borgmester for dobbeltmandat
På kongressen søndag talte flere prominente socialdemokrater for en afskaffelse af reglerne om dobbeltmandat.
"Vi har brug for mere samlingskraft i vores parti, der er simpelthen ikke sammenhæng imellem Christiansborg og det lokale. Vi mister så meget kvalitet rundt omkring i byrådene, for det er jo er helt naturligt, at når man bliver dygtigere og gerne vil noget mere, så gå man videre til national politik," lød det fra Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk, fra talerstolen.
Fra talerstolen lød der dog også modstand mod at tillade politisk dobbeltjobberi i Socialdemokratiet.
"Jeg mener, vi går på kompromis med kvaliteten i vores politiske arbejde. Især man også ved, at de falder om på stribe med stress inde i Folketinget. Så har jeg svært ved at se, hvordan de også skal kunne vedligeholde et arbejde i kommunerne," sagde Nini Oken, delegeret fra Esbjerg Omegnskreds.