Cepos: København – en skodkommune

”Frank Jensen vil skodde københavnske tobaksinvesteringer”.

Sådan lød overskriften på en historie i Metroxpress for få dage siden. Sagen er den, at Københavns Kommune har anbragt et millionbeløb i obligationer i tobaksfirmaer. Det er kommet nogen for øje, og så er fanden jo løs. Kommunen er en erklæret røgfri arbejdsplads, og sagen er toppolitisk.

Avisen har konfronteret overborgmester Frank Jensen (S) med uhyrligheden, og han er naturligvis chokeret. Han vil nu ifølge avisen sætte aktivt ind, for at investeringerne fjernes.

”Vi har i forvejen en klar grøn og etisk investeringspolitik om, at vi for eksempel ikke vil have investeringer i virksomheder, der overtræder menneskerettigheder eller tjener penge på kul og olie”, siger han til avisen. ”I mine øjne er tobaksobligationer i samme liga. Jeg vil derfor bede forvaltningen om at komme med et konkret bud på, hvordan vi kan tilføje tobaksfirmaer til vores negativliste.”

Hvad ligner det, at Københavns Kommunes lokalpolitikere i fulde alvor giver sig til at gennemføre en boykot af en virksomhed som Mærsk, der er en af landets væsentligste og mest anerkendelsesværdige erhvervsvirksomheder.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Det er en forunderlig og aldeles uacceptabel diskussion, som vi ser udvikle sig blandt de københavnske lokalpolitikere. Af flere grunde.

Det savner enhver begrundelse, at en kommune giver sig til at tvinge penge ud af dens borgere for at puge dem sammen. Og det savner enhver begrundelse, at en kommune giver sig til at føre national og international erhvervspolitik og udenrigspolitik.

Kommunale pengepugning
Ifølge Social- og Indenrigsministeriets nøgletal er Københavns Kommunes likvide beholdninger ved indgangen af året vokset med over 2 milliarder kroner fra 2015 til 2016. Det svarer til en vækst på 23,5 procent.

Det er penge, som kommunen har tvunget ud af borgerne for at give sig hen til rollen som finansmatador og storspekulant. Driften af kommunen gik vist i finansiel henseende problemfrit også i 2015, så kommunen har ikke haft brug for de yderligere milliarder i 2016.

Men alternativet til pengeophobningen var en skattenedsættelse, da Folketinget sætter grænse for, hvor mange penge kommunen må give ud. Og skattenedsættelse var aldeles uacceptabelt for det socialistiske politiske parnas.

Den kommunale pengepugning er også set i et større perspektiv uacceptabel. De bugnende kommunale pengebeholdninger vil nærliggende få kommunalpolitikere til at søge at øge deres chancer for genvalg ved at presse på for at få lov til at bruge af pengene til gaver til strategisk afgørende vælgergrupper, især op mod et valg.

Og da kommunalpolitikerne bilder sig selv ind, at pengene er deres og kommunens - og ikke borgernes, så vil de opfatte pengene som til rådighed omkostningsfrit.

Kommuner kan blot skaffe sig penge ved at tvinge dem ud af borgerne, så kommuner tænker ikke, at penge skal forrentes. Kommunekapital er gratis kapital, og blot der fremkommer den mindste positive nytte ud af at bruge løs af pengene, er det en overskudsforretning. Set fra kommunalpolitikernes synsvinkel altså.

Overbeskatning af borgerne
For borgerne er sagen jo imidlertid anderledes. De har ydet et (stort set) nyttesløst offer.

Som gennemsnit betaler borgerne i Danmark i alt 15,2 procent af deres bruttoindkomster i lokale skatter. Borgerne i Københavns Kommune bliver imidlertid afkrævet 16,4 procent af deres bruttoindkomster i lokal beskatning. Det er en voldsom overbeskatning, som kommunen altså for en dels vedkommende benytter til at hobe penge op og føre national og international erhvervs- og udenrigspolitik med.

Siden kommunalreformen i 2007 har der udviklet sig voldsomme udsving i kommunernes likvide midler. I de første år efter 2007 overforbrugte kommunerne - og sprængte de indgåede aftaler med regeringen om udgifterne.

I de år tærede kommunerne også stærkt på de likvide beholdninger, og nogle kommuner gik så vidt, at de måtte sættes under administration af Indenrigsministeriet.

Samfundsøkonomisk problematisk 
Efter Folketinget vedtog lovgivning om sanktioner over for kommuner, som overskred de indgåede aftaler, har kommunerne haft overskud på deres regnskaber, og de har da opbygget stadig større likvide beholdninger. Danmarks Statistik har senest opgjort stigningen i kommunernes likvider i årets andet kvartal til at være på 27 procent fra 2015 til 2016 fra 18,1 til 23,0 milliarder kroner.

Det er helt ubegrundet og tillige samfundsøkonomisk problematisk med denne kommunale pengeophobning. Der er alvorlig grund til, at regeringen får sat en stopper for ophobningen, når nu kommunerne ikke selv evner at gøre det.

Loft over kommunernes pengeophobning
Hertil kommer, at Københavns Kommunes forvaltning af kommunens alt for mange penge i sig selv er grotesk og må bringes til ophør. Hvad ligner det, at Københavns Kommunes lokalpolitikere i fulde alvor giver sig til at gennemføre en boykot af en virksomhed som Mærsk, der er en af landets væsentligste og mest anerkendelsesværdige erhvervsvirksomheder.

Det er på en og samme tid komisk og tragisk.

Må vi altså bede om lovgivning, der lægger loft over kommunernes pengeophobning, og må vi bede om, at kommunerne forpligtes til at forvalte deres nødvendige likvide beholdninger, så de inden for lovgivningen sikrer borgerne det sikreste og bedst mulige afkast af de penge, som rettelig er borgernes.
---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.