3 ud af 4 lokale kandidater vil have flere hænder i hjemmeplejen

VALG: Et stort flertal af kommunalvalgets kandidater er på tværs af partier og landsdele enige om i hvert fald en ting. Der er behov for flere ansatte i hjemmeplejen. Ældre Sagen glæder sig til at se handling.

Der skal flere varme hænder i ældreplejen. Det mener et flertal af kandidater til kommunalvalget på tværs af partier.
Der skal flere varme hænder i ældreplejen. Det mener et flertal af kandidater til kommunalvalget på tværs af partier.Foto: /ritzau/Lærke Posselt
Kim Rosenkilde

Hjælpen til de ældre har brug for et løft. Det mener tæt ved 80 procent af kandidaterne til det kommende kommunalvalg.

Både inden for de enkelte partier og på tværs af landets kommuner siger et flertal af kandidaterne, at der bør ansættes flere i de kommunale hjemmepleje.

Det viser en analyse, Altinget har foretaget af 5.456 kandidaters svar på spørgsmål i Altingets kommunalvalgs-test "Kend din kandidat".

En oplysning, som vækker stor begejstring hos Ældre Sagen.

Der er ingen tvivl om, at vores personale løber stærkt. Og vi må også forholde os til, at der kommer flere ældre.

H.C. Østerby (S)
Borgmester i Holstebro Kommune

”Vi er meget glade for den opbakning. Der er mange steder i landet sket et skred standarden de seneste år, så det er helt rigtigt, at der mangler hænder i hjemmeplejen,” siger Jens Højgaard, der er souschef i Ældre Sagen.

Borgmester: Personalet løber stærkt
Holstebro er en af de kommuner, hvor den største andel af de lokale kandidater erklærer sig enige i, at der bør ansættes flere i hjemmeplejen.

Her erklærer blandt andet spidskandidaterne fra Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance og den siddende borgmester H.C. Østerby (S) sig "helt enige".

”Der er ingen tvivl om, at vores personale løber stærkt. Og vi må også forholde os til, at der kommer flere ældre,” siger H.C. Østerby.

(Se H.C. Østerbys svar i valgtesten her)

Ser man på tværs af partierne på landsplan, er det ikke mindst kandidater fra Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF, der deler det synspunkt.

I den mere mådeholdende ende ligger kandidater fra Nye Borgerlige, Konservative og Liberal Alliance. Men selv inden for disse partier bakker et flertal af kandidaterne op om at, der bør ansættes flere i hjemmeplejen.

LA-kandidat: Ikke et spørgsmål om penge
Det gælder også i Holstebro, hvor Liberal Alliances spidskandidat Ayahan Al Kole også står på mål for en ambition om at sikre flere hænder i hjemmeplejen.

Men selv om man på tværs af partier deler det samme mål, så kan der være forskellige politiske bud på, hvordan man når derhen.

”For mig handler det ikke om flere penge. Men kan vi få nedbragt eksempelvis sygefraværet og begrænse dokumentationskravene, så kan vi frigøre flere varme hænder,” siger Ayhan Al Kole.

Både i Ældre Sagen og Holstebro Kommune har man en oplevelse af, at foregående års besparelser har efterladt ældreplejen med et solidt efterslæb. Ikke mindst set i lyset af det stigende antal ældre.

”Siden 2008 har vi set et markant fald i antallet af hjemmehjælpstimer. I en række kommuner er standarden for blandt andet praktisk hjælp og rengøring reduceret. Vi kan også se flere kommuner kun tilbyder bad en gang om ugen,” siger Søren Højgaard fra Ældre Sagen.

Slut med besparelser
Samme vurdering kommer fra Holstebros borgmester H.C. Østerby.

”Det første år, jeg var borgmester fra 2009, måtte vi spare 100 millioner kroner. Og vi har også sparet de efterfølgende år. Så der er et efterslæb både på ældreområdet, men også på andre områder som folkeskolen,” siger han.

Men i politik kan en ting være, hvad kandidater på valg siger, at de gerne vil. Noget ganske andet kan være, hvad de rent faktisk prioriterer, når de skal sidde og vælge mellem at bruge penge på ældre, folkeskoler og udsatte børn.

Derfor læser man i Ældre Sagen også mest besvarelserne fra de lokale kandidater som en hensigtserklæring.

Men ikke desto mindre har man en forventning om, at de kommende fire års byråd og kommunalbestyrelser vil kunne afsætte flere penge til at styrke blandt andet hjemmeplejen.

”Dansk økonomi er ude af krisen. Derfor burde de økonomiske betingelser for kommunerne at se bedre ud. Så vi har et håb om, at de her gode intentioner i et omfang bliver ført ud i livet,” siger Søren Højgaard fra Ældre Sagen.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

H.C. Østerby

Borgmester (S), Holstebro Kommune
pædagog (1980), videreuddannelse (Lærerhøjskolen i Aarhus)

0:000:00