Alex Vanopslagh: Velfærdsloven er blot mere foder til et umætteligt system

Af Alex Vanopslagh (LA)
Politisk leder

Formålet med en såkaldt velfærdslov er at automatisere stigningen i det offentlige forbrug i de kommende år i takt med det demografiske træk.

Det demografiske træk er økonomsprog for den sammenhæng, at vores velfærdsstat hvert år skal bruge flere og flere penge på at levere den samme service, særligt fordi der kommer flere ældre.

Sagt på en anden måde: Danskerne skal betale mere og mere for deres velfærd, uden at den bliver bedre. Jeg har tidligere omtalt det som velfærdsstatens terminale fase.

Det er en komplet uansvarlig omgang med borgernes penge blot at give op og sige, at den offentlige sektor ikke kan drives mere effektivt og derfor konstant trænger til flere penge.

Alex Vanopslagh (LA)
Politisk leder

Det demografiske træk frem mod 2025 udgør samlet 20,5 milliarder kroner eller en årlig udgiftsforøgelse på 0,65 procent. Dermed kan den offentlige sektor bruge 20,5 milliarder kroner mere af borgernes penge, uden at nogen mærker forskel.

Det kræver også 15.000 flere ansatte i den offentlige sektor, som dermed ikke står til rådighed for den private sektor, der allerede mangler hænder. Derudover er der ikke umiddelbart sygeplejersker, pædagoger, sosu'er og deslige tilgængelige på arbejdsmarkedet til at opfylde dette behov.

Loven vil give kroniske underskud
På den lange bane bliver det endnu mere graverende: Fra 2025 til 2040 vil arbejdsstyrken skrumpe, fordi der kommer flere ældre – og det samme vil presse velfærdsudgifterne op.

Vi har udsigt til strukturelt underskud på de offentlige finanser hvert eneste år fra cirka 2025 og frem til cirka 2055, hvis udgifterne netop følger det demografiske træk, som er formålet med en velfærdslov.

Dertil kommer behovet for yderligere ansættelser i den offentlige sektor, som dermed vil udgøre en voksende andel af en skrumpende arbejdsstyrke. Velfærdsloven vil altså give os kroniske underskud og berøve den private beskæftigelse mere og mere arbejdskraft i 30 år. Selv socialdemokraten Anker Jørgensen trak ikke pinen så langt.

Og hvis vi igen retter blikket mod de næste par år, svarer forslaget om en velfærdslov til at kaste håndklædet i ringen og opgive at tænke nyt. Der er simpelthen ikke fantasi til, at man kunne indrette den offentlige sektor anderledes og få et mere tilfredsstillende resultat, uden at det skal koste flere penge hvert år.

Dyre løfter stopper ikke med velfærdsloven
Det er en komplet uansvarlig omgang med borgernes penge blot at give op og sige, at den offentlige sektor ikke kan drives mere effektivt og derfor konstant trænger til flere penge.

Det lugter mere af offentlig sektorisme – den opfattelse, at offentligt forbrug er et mål i sig selv, at borgeren er til for systemet, og at der altid er flere penge at love vælgerne.

Man er jo velkommen til at abonnere på den slags tænkning, enten sagt eller usagt. Men jeg har svært ved at tro på, at de dyre løfter ville stoppe, hvis man vedtog en såkaldt velfærdslov. Der er jo ingen øvre grænse for overbudspolitik.

Modsat de store partier lider Liberal Alliance ikke af hverken fantasiløshed eller offentlig sektorisme. Vi tror på, at vi kan levere bedre og billigere velfærd ved at tage en række hårde opgør med monopoler og særinteresser.