Debat

V-borgmester: Drop rundkredspædagogik i beskæftigelsesindsatsen

DEBAT: I Københavns Kommunes har man i 2019 afsat millioner til beskæftigelsesområdet. Samtidig skal vi huske at hjælpe virksomhederne, for på den måde hjælper vi også borgerne, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Foto: /ritzau/Niels Ahlmann Olesen
Julie Arnfred Bojesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Tak til de socialdemokratiske medlemmer af beskæftigelsesudvalget Trine Madsen, Susan Hedelund og Andreas Keil for indlægget her i Altinget. Og ikke mindst tak for, at de sammen med blandt andet Venstre har været med til at lande et rigtig godt budget for 2019, som i den grad investerer i den københavnske beskæftigelsesindsats.

Vigtige skridt for udsatte borgere
Jeg kan med stor glæde læse i udvalgsmedlemmernes indlæg, at det som udvalgsmedlemmerne efterlyser - bedre service og respekt for udsatte borgere - faktisk er lige præcis det, jeg har taget fat på som ny borgmester sammen med udvalget.

Med først en afrapportering fra en specialiseret taskforce med viden omkring det meget lovtunge område for Førtidspension- og Fleksjob, og siden en konkret handleplan på området, har vi taget vigtige skridt for at sikre udsatte borgere en bedre behandling og hurtigere afklaring.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Og i fredags tog vi det nok største skridt. Ved kommunens budgetforhandlinger for 2019 lykkedes os at sikre 20 millioner kroner til at føre initiativerne i handleplanen ud i livet. Samtidig lykkedes det os også at få ikke færre end 75 millioner kroner over fire år til at sikre, at sagsbehandlerne har færre sager på bordet og mere tid til at hjælpe borgerne hurtigere og bedre.

Det er afgørende, at der hele tiden er fremdrift på området, og vi kan se, at vi på nuværende tidspunkt har tildelt ligeså mange førtidspensioner i København, som vi gjorde i hele 2017. Den udvikling skal vi fortsætte.

Vi skal hjælpe flere borgere med varigt nedsat arbejdsevne videre til enten et fleksjob eller en førtidspension fremfor at bruge kommunale kroner på at afklare borgere i årelange forløb, som ingen vegne fører.

Cecilia Lonning-Skovgaard (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune

Vi skal hjælpe flere borgere med varigt nedsat arbejdsevne videre til enten et fleksjob eller en førtidspension fremfor at bruge kommunale kroner på at afklare borgere i årelange forløb, som ingen vegne fører. Det kan vi ikke være bekendt.

Ledige borgere skal ud i virksomhederne
Som leder af Venstre i København og med et liberalt hjerte glæder det mig dog også at læse, at målet med en beskæftigelsesindsats også ifølge Socialdemokraterne skal være at få ledige i ordinært job.

Jeg kunne ikke være mere enig. Ordinært arbejde må og skal altid være endemålet!

Derfor har jeg i budgettet også kæmpet for at få midler til en stor omlægning væk fra den traditionelle aktivering. Populært sagt skal vi droppe pipfuglekurserne og rundkredspædagogikken og fokusere på de indsatser ude på virksomhederne, som vi ved virker.

Det er det lykkedes os at få 230 millioner kroner til i budgetperioden, og det kan forhåbentlig gøre en markant forskel for de ledige københavnere.

Samtidig har vi med budgettet fået penge til en tidlig jobsøgningsindsats for dimittender. For jo hurtigere man kommer ud på virksomhederne, jo større er chancerne for at finde ordinært arbejde.

Styrket virksomhedsservice gavner de ledige
Men jeg synes også, at det er værd at bemærke, at ordinært arbejde ikke bliver skabt af sig selv - selvom venstrefløjen nogle gange virker til at have den opfattelse.

Hvis der skal skabes flere arbejdspladser, kræver det vækst og udvikling i de københavnske virksomheder, og derfor er jeg også meget tilfreds med, at det ved budgettet er lykkedes at forhandle en erhvervspakke hjem, som markant forbedrer kommunens erhvervsservice.

Nu får vi blandt andet særlige Key Account Managers, som skal være virksomhedernes personlige indgang til kommunen, og som skal gøre det lettere som virksomhed at få det, de har brug for. Hvad enten det handler om arbejdskraft eller praktisk spørgsmål og tilladelser.

Det er utroligt vigtigt, for vi skal hele tiden huske på, at når vi hjælper virksomhederne, så hjælper vi dermed også de tusindvis af københavnere, som står med eksamensbeviset i den ene hånd og en god portion gå-på-mod i den anden.

Vi er godt på vej
Alt i alt er jeg glad for, at Socialdemokraterne kan se, hvor vigtigt beskæftigelsesområdet er. Både for den enkelte og for København.

For den velfærd, vi alle nyder godt af, og den byudvikling, som det er en fryd at følge, udspringer af, at vi rent faktisk lykkes på beskæftigelsesområdet. Og vi er godt på vej.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

0:000:00