Debat

Borgmester: Udskyd forhandlingerne om ny udligning til 2022

DEBAT: Kommunerne har brug for ro til at komme igennem coronakrisen og til at komme tilbage til normalen igen. Det gælder selvsagt også økonomisk, og netop derfor bør sværdslaget om udligningsreformen udskydes til 2022, skriver Mia Nyegaard (R).

Man bør aflyse anlægslofterne ude i kommunerne for det næste halvandet år, skriver Mia Nyegaard (R). 
Man bør aflyse anlægslofterne ude i kommunerne for det næste halvandet år, skriver Mia Nyegaard (R). Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

Der vil komme et efterspil, og der vil komme efterdønninger på den anden side af coronakrisen, som vil have betydning for den kommunale velfærd.

Mia Nyegaard (R)
Socialborgmester i København

Sidst i marts aflyste regeringen anlægslofterne for 2020, så vi ude i kommunerne nu kan fremrykke planlagte investeringer og opgaver og dermed være med til at holde hånden under virksomheder, som ellers ville være i fare for at bukke under for coronakrisen.

Beskeden fra finansminister Nicolai Wammen var ikke til at tage fejl af, han forventer, at kommunerne spiller en vigtig rolle i forhold til at få nationen igennem krisen. Koste, hvad det vil.

Den opgave tager vi selvfølgelig på os. Vi er allerede i fuld gang. Men det er ikke nok kun at aflyse lofterne i resten af 2020. Folketinget bør, når de forhandler genopretningspakker, hvor de forventer, at kommunerne holder hjulene i gang lokalt, give os minimum halvandet år uden lofter. Der er vel ingen, der for alvor tror på, at genopretningen er klaret på et halvt år?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Økonomisk efterslæb
Der vil komme et efterspil, og der vil komme efterdønninger på den anden side af coronakrisen, som vil have betydning for den kommunale velfærd. Det erkendte Mette Frederiksen også forleden på et krisepressemøde.

Jeg er enig med statsministeren. Der vil være store efterslæb, som skal indhentes. Det er ikke nok at give kommunerne et halvt år til at genoprette en økonomi, der rask væk kan være smadret i de næste fem år.

Kommunerne har brug for ro til at komme igennem coronaen og til at komme ovenpå og tilbage til normalen igen. Det gælder selvsagt også økonomisk. Vi kender ikke fremtiden, vi kender ikke genopretningens omkostninger eller konsekvenser.

Derfor mener jeg også, at regeringen bør vise rettidig omhu og allerede nu aflyse forhandlingerne om udligningsreformen. Forhandlingerne gik i forvejen ikke særlig godt. Lad mig minde om måneden før corona, hvor medierne var kulørte af historier om lækkede mails om aggressiv socialdemokratisk forhandlingstaktik.

Og hvor borgmestre på tværs af partier og kommuner fra øst til vest var ved at gå til i frustration over fordelingsmodeller, ingen forstod, og tal og beregninger, som ingen måtte se. 

Læs også

En ny udligningsproces
Det har længe heddet sig, at udligningen død og pine skulle falde på plads i år, så den ikke kolliderede med næste års kommunalvalg. For så var det ovre. Store sværdslag og ubehageligheder ville være glemt i god tid inden valget i november. Ærlig talt, så bør udligningen ikke være noget, der skal gemmes væk for at vinde valg.

Udligning handler om borgerne og velfærd, hvis nogen skulle have glemt det. Regeringen har her en oplagt mulighed for at vise format og sige det, som det er: Udligningsprocessen har været alt andet end optimal.

Det er vores skyld, vi tager ansvaret på os og lukker forhandlingerne ned nu. I stedet planlægger vi postcorona en ny udligningsproces, som er anderledes transparent, inddragende og konstruktiv.

Jeg tror på, at hvis regeringen giver kommunerne tid uden lofter et par år og genstarter arbejdet med en ny udligningsreform efter kommunalvalget, det vil sige i 2022, så vil det i sig selv vil være med til at skabe et langt bedre forhandlingsklima og ansvarlige beslutninger. Og først til den tid kan vi se, hvor forandret vores borgernære velfærd er.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mia Nyegaard

Kultur- og fritidsborgmester (R), Københavns Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni.), MA i afrikastudier (Københavns Uni.)

0:000:00