Cepos: Når frihed uden ansvar bliver et kommunalt ideal

I Danmark er vi glade for og stolte over vores kommunale selvstyre. Kommunalt selvstyre er ensbetydende med, at regulering af kommuner altid bør have en udtrykkelig begrundelse - ellers skal kommunerne gives frie rammer.

Der gælder imidlertid, trods alt, en omfattende regulering af kommunerne. Det er da også blevet populært såvel i kommunale kredse, som bredere blandt politisk engagerede, at tale om overregulering og bureaukratisk kvælning. Der er også fra tid til anden sat kampagner i gang for at komme reguleringen og bureaukratiet til livs. Indtil nu har det imidlertid ikke hjulpet. Det skyldes givetvis bureaukratiets stærke egeninteresser og modstand, lige som en forklaring er de stærke særinteresser med deres enorme interesseorganisationer, der lever af at få udviklet regulering.

På den anden side tror jeg også, at det er for let at skyde skylden ensidigt på den slags forklaringer. I mange henseender har der simpelthen udviklet sig gode grunde til at regulere kommunerne ud fra nationale overordnede hensyn, som kommunerne ikke selv indser og ikke kan forventes at indse.

Kontroversen mellem selvstyre og regulering ud fra overordnede hensyn er senest blevet tydeliggjort i forbindelse med igangsætningen af en ny runde af frikommuneforsøg. Der har kørt en runde med frikommuneforsøg i årene fra 2012 til 2015 - med efterfølgende forlængelse, og der er netop ved at blive igangsat en ny runde, som skal løbe fra 2017 til 2020. Det bliver opfattet som stærkt positivt fra kommuneside, og programmet er da nok også fra regeringens side ment som en nødvendig gestus i forbindelse med den kommuneaftale, som blev indgået før sommeren i år, hvor regeringen heroisk, men noget forgæves, prøvede at komme igennem med økonomiske effektiviseringer af den kommunale sektor.

Kommuner skal ikke bruge kræfter på at hugge gode opgaver fra nabokommunerne og tvære dårlige opgaver ud på naboerne i stedet.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Frikommunemodellen er imidlertid stærkt problematisk. Vi ved det helt konkret, for der foreligger nu evalueringer af frikommuneforsøg fra den runde, som nu er ved at løbe ud.

Først og fremmest skal man imidlertid også helt fundamentalt være opmærksom på, at der faktisk består mange væsentlige argumenter for at regulere kommuner:

- Kommuner skal ikke begive sig ind på områder, hvor private virksomheder kan løse opgaverne. Hvor private virksomheder kan fungere, er der nemlig konkurrence, og det giver effektivitet.

- Kommuner skal ikke bruge kræfter på at hugge gode opgaver fra nabokommunerne og tvære dårlige opgaver ud på naboerne i stedet.

Det er min vurdering, at frikommuneforsøg i hovedsagen handler om, at kommuner ønsker at omgå disse rimelige overordnede samfundshensyn.

Vi har faktisk i Danmark en generel regulering, som i vidt omfang skal favne sådanne hensyn, så mere omfattende detailregulering skulle kunne undgås. Kommunalfuldmagten, som sætter grænser for, hvad kommunerne må beskæftige sig med, og konkurrencelovgivningen, der sætter ind over for konkurrencebegrænsning.

Problemet er blot, at kommunalfuldmagten er uendeligt svag og ikke nedfældet på skrift. Og tillige er kommunerne i store træk ved særlovgivning undtaget fra konkurrencelovgivningen. Kommuner bliver i praksis hverken draget til ansvar i forhold til kommunalfuldmagten eller konkurrencelovgivningen.

Denne svage generelle regulering er efter min opfattelse en hovedforklaring på, at vi i stedet har fået så meget detailregulering. Det har været nødvendigt for at afgrænse kommuner fra at udnytte monopol til ineffektivitet og høje omkostninger og fra at stjæle opgaver fra private virksomheder. Der består altså et stort behov for, at kommunalfuldmagten bliver formuleret skriftligt og skarpt, og for at kommunerne reelt kommer ind under konkurrencelovgivningen.

Den seneste evaluering af et netop afsluttet frikommuneforsøg, som jeg er blevet opmærksom på, er evalueringen af frikommuneforsøget 2012-2015 om anonym alkoholmisbrugsbehandling. Her foreligger en ny evalueringsrapport fra september 2016 udarbejdet af konsulentformaet Rambøll og rekvireret af KL og Social- og Indenrigsministeriet. Alene det forhold, at det er kommunernes interesseorganisation, som står som rekvirent, er jo kritisabelt.

Opdraget for denne evaluering indebærer i øvrigt, at der slet ikke skal henses til, at der i forvejen fungerer en udmærket privat løsning i private firmaer. Det må slet ikke undersøges, om de private løsninger er bedre og billigere, hvad der jo bør være det helt afgørende spørgsmål. Det er uacceptabelt, at ministeriet og KL enes om et sådant specialdesignet opdrag baseret på princippet om, at man får svar, som man spørger. Ligeledes er det uetisk af Rambøll at acceptere et sådant opdrag for en evaluering. Firmaet er så professionelt, at det burde vide bedre.

Ydermere har KL gennem etablering af et netværk blandt kommunernes medarbejdere på området arbejdet for, at markedet for de private fungerende firmaer snøres ind. Havde konkurrencelovgivningen været effektivt fungerende i forhold til kommunerne, kunne dette nærliggende have udviklet sig til en alvorlig sag.

Man kan diskutere, om det overhovedet er en offentlig opgave at levere gratis anonym alkoholmisbrugsbehandling. Det er det efter min opfattelse ikke. Men under alle omstændigheder er det en alvorlig fejl, at Social- og Indenrigsministeriet overhovedet gav tilladelse til gennemførelsen af frikommuneforsøg om anonym alkoholmisbrugsbehandling, når markedet allerede leverer opgaven. Det fører til kommunal budgetmaksimering og dårligere service for borgerne. Ligeledes er det aldeles uacceptabelt at gennemføre en evaluering i den form, som det er foregået.

Der er virkelig brug for at få sat en stopper for anvendelsen af frikommuneforsøg som brækjern for stærke kommunale særinteresser, der søger at presse sig til at erobre nye opgaver fra private virksomheder eller at tilgodese sig på andres bekostning.

-----
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerligt-liberale tænketank Cepos. Han forsker blandt andet i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.