Chefredaktørens bud: Her er der valgspænding i Sydjylland

MAGTKAMPE: Der er ikke meget, der tyder på de store lokalpolitiske omvæltninger i Sydjylland ved det kommende valg. Men i Sønderborg har Danfoss-formand gjort den siddende borgmester utryg.

Med en enkelt undtagelse stiller alle de siddende borgmestre i det sydlige Jylland op igen til det kommende kommunalvalg.

Og alle har gode chancer for at blive valgt. Det er i hvert fald vurderingen fra Mads Sandemann, journalistisk chefredaktør på JydskeVestkysten.

”Man kan forvente en høj grad af status quo. Det eneste sted, hvor der helt sikkert vil ske et borgmesterskifte, er i Esbjerg, hvor Venstres Johnny Søtrup stopper,” siger Mads Sandemann.

JydskeVestkysten dækker ti kommuner i det sydlige Jylland. Og ud af dem hæfter Mads Sandemann sig først og fremmest ved Sønderborg som et af de steder, hvor der kan være spænding om valgets udfald.

”Det er den eneste socialdemokratisk ledede kommune i vores dækningsområde. Vi har lavet en måling, som viser, at den socialdemokratiske borgmester Erik Lauritzen står ganske stærkt,” siger Mads Sandemann.

Danfoss-formand anbefaler outsider
Men der er et men.

Og det skyldes, at bestyrelsesformanden for kommunens helt store virksomhed, Danfoss, for en uge side gik ud offentligt og blandede sig i valgkampen.

”Danfoss’ bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen anbefalede, at man stemmer på Stephan Kleinschmidt fra Slesvigsk Parti og gør ham til borgmester. Jørgen Mads Clausen mente, at Kleinschmidt både vil kunne være brobygger mellem fløjene og i forhold til Nordtyskland,” siger Mads Sandemann.

Slesvigsk Parti er repræsenteret i alle fire kommuner i Sønderjylland (Sønderborg, Tønder, Haderslev og Aabenraa red.), men har endnu aldrig haft en borgmesterpost. Og vil formentlig heller ikke få det ved det kommende valg.

”Men udmeldingen fra Danfoss-formanden har gjort Erik Lauritzen synligt irriteret. Havde han ikke blandet sig, så havde Erik Lauritzen stået som en endnu mere sikker favorit til at blive borgmester igen,” siger Mads Sandemann.

S-nedelag lever videre
Erik Lauritzen vandt borgmesterposten i Sønderborg fra Aase Nyegaard fra Fælleslisten. Men i både Aabenraa og Haderslev gik det den modsatte vej for Socialdemokratiet.

”Haderslev og Aabenraa var de to steder, hvor Socialdemokratiet gik mest tilbage på landsplan overhovedet,” siger Mads Sandemann.

Nederlaget betød, at Socialdemokratiet mistede borgmesterposten begge steder. I Aabenraa sendte Tove Larsen borgmesterkæden videre til Thomas Andresen (V). I Haderslev måtte Jens Christian Gjesing aflevere kæden tilbage til H.P. Geil (V), som var borgmester frem til valget i 2009.

”I Aabenraa handlede det i høj grad om, at Tove Larsen gik ud af politik. Hun var en kæmpe stemmesluger, der i nogle områder fik 60-70 procent af stemmerne,” siger Mads Sandemann.

Koldings Facebook-konge 
I Haderslev kan en del af det socialdemokratiske fald spores tilbage til særligt en lokal storm på skoleområdet, hvor en reform af de lokale skoler og arbejdet med folkeskolereformen og de nye arbejdstidsregler skabte stor vrede blandt ikke mindst lærere og pædagoger.

I både Haderslev og Aabenraa er de siddende borgmestre Mads Sandemanns favoritter ved det kommende valg. Det samme gælder Jørn Pedersen (V) i Kolding, som ved valget i 2009 overtog den ellers traditionelt socialdemokratiske kommune.

”Jørn Pedersen ser ud til at være i god kontakt med kommunens borgere. Ikke mindst gennem Facebook, hvor han er i direkte dialog med sine 5.000 facebook-venner. Det er noget, han er blevet anerkendt for,” siger Mads Sandemann.

Arvtagernes valg
I Vejle stoppede Venstres Arne Sigtenbjerggaard i foråret og gav borgmesterkæden videre til Jens Ejner Christensen.

I Esbjerg genopstiller Johnny Søtrup (V) heller ikke efter at have beklædt borgmesterposten siden 1994. Som i Vejle er også hans efterfølger Jesper Frost Rasmussen den mest sandsynlige borgmester efter valget.

”Det er en historisk chance for Socialdemokratiet i forhold til at genvinde en af deres tidligere højborge. Men deres spidskandidat, John Snedker, har for mig at se ikke den gennemslagskraft, der skal til, selv om Venstre stiller med en ny kandidat,” siger Mads Sandemann.

Også i Tønder Kommune stiller Venstre med en anden borgmester og borgmesterkandidat end ved seneste valg.

Laurids Rudebeck blev borgmester i den traditionelt venstredominerede kommune ved valget i 2009 og fortsatte i 2013 ind til hans pludselige død i maj 2016.

De sikre V-bastioner
Herefter hed borgmesteren Henrik Frandsen. Og på samme måde som han forventes at fortsætte som borgmester efter det kommende valg, så er også Venstres borgmestre i Vejen, Varde og Billund favoritter.

”Det er nogle af de kommuner, hvor Venstre får den allerstørste andel af stemmerne i hele landet. Så har skal Venstre virkelig dumme sig meget for at miste borgmesterposten,” siger Mads Sandemann.

Og så er der lige den lille ø-kommune Fanø syd for Esbjerg, hvor Erik Nørreby har været borgmester siden valget i 2005.

Her erkender Mads Sandemann dog sine egne begrænsninger.

”Der må jeg melde pas. Det er et særligt politisk miljø med mange partier og specielle konstellationer. Og der er jeg ikke tæt nok på til at kunne komme med et ædrueligt bud på, hvordan det kan ende,” siger Mads Sandemann.

Forrige artikel Aktiveringsindsats barberes med 870 mio. for at finansiere erhvervslettelser Aktiveringsindsats barberes med 870 mio. for at finansiere erhvervslettelser Næste artikel Hver anden byrådskandidat vil servere økologisk mad til børn og ældre Hver anden byrådskandidat vil servere økologisk mad til børn og ældre