Dansk Erhverv: Offentlig hjemtagning vil mindske det økonomiske råderum

DEBAT: Det økonomiske råderum, der skal finansiere både det demografiske træk og den grønne omstilling, risikerer at blive påvirket negativt, hvis det offentlige ikke konkurrenceudsætter opgaver, men i stedet hjemtager opgaver, skriver Morten Jung.

Af Morten Jung
Markedschef for oplevelse og velfærd, Dansk Erhverv

To store emner har domineret valgkampen. Det ene emne er, hvordan vi håndterer det demografiske træk med flere børn og ældre og færre i den arbejdsduelige alder. Og det andet emne er miljøet, og hvordan vi håndterer den nødvendige grønne omstilling. Begge dagsordner er afgørende for vores fremtidige velfærd, og begge dele skal finansieres over det økonomiske råderum, der frem mod 2015 er beregnet til cirka 24,5 milliarder kroner.

Råderummet er beregnet af Finansministeriet baseret på fremskrivninger af den økonomiske udvikling på mellem og lang sigt. Netop fordi det er en økonomisk fremskrivning, må beregningerne selvfølgelig baseres på en række forudsætninger. Men holder forudsætningerne, og er alle forhold taget med?

Råderummet påvirkes international
Selvom Finansministeriets regnepiger og -drenge har regnet godt efter, er det ærlige svar på spørgsmålet ”nej”. Som alle ved, er det svært at spå om fremtiden, og at tage alle forhold med er ikke realistisk. Danmark har en åben økonomi, og skulle handelskrigen mellem USA og Kina eskalere, eller ender vi med no-deal-Brexit, vil prognoserne for den positive udvikling i danske økonomi ikke holde. Det økonomiske råderum vil blive mindre, og det påvirker vores fremtidige velfærd negativt.

Den internationale dagsorden kan vi nok ikke rokke så meget ved, men nationalt kan vi gøre vores råderum større og dermed mere robust over for ændringer uden for Danmarks grænser. Råderummet kan styrkes, hvis vi afsætter flere varer fra Danmark på det internationale marked og dermed genererer flere indtægter til finansieringen af de demografiske som miljømæssige udfordringer, Danmark står med.

Stater konkurrerer med hinanden i en indbyrdes kamp om at tilbyde den bedste samfundsmodel. En model, som virksomheder og deres medarbejdere finder attraktiv at være en del af. Det er den samledes samfundsmodelpakke, der afgør statens konkurrencekraft i forhold til omverdenen. Indtil nu er Danmark lykkedes med at gøre vores model attraktiv, men kampen er benhård, og landene omkring os bliver bedre og bedre til at tilbyde interessante ”samfundspakker”. 

Offentlig-privat samarbejde er vigtigt
Ønsker vi fortsat at ligge i førerfeltet af lande med attraktive samfundsmodeller, er det afgørende, at vi herhjemme samarbejder mere mellem det offentlige og det private erhvervsliv. Vores evne til samarbejde er Danmarks unikke fordel. Det er i samarbejdet, vi skaber vores konkurrencekraft og vores mulighed for at kunne konkurrere internationalt.

Med offentlig-private samarbejder kan vi udvikle nye velfærdsløsninger eller opfinde nyt til gavn for miljøet. Herhjemme har vi for eksempel flere virksomheder, der producerer høreapparater til det internationale marked, og en vindmølleindustri, der konkurrerer internationalt og skaber værdi til Danmark. Indtægterne fra eksporten er en del af det råderum, der anvendes til finansiering af vores attraktive samfund, vores konkurrencekraftige samfundsmodel.

Det er en vanskelig opgave af fastholde dansk konkurrencekraft og en svær balancegang, når både den offentlige sektor og det private skal tilgodeses. Men centralt er forståelsen for, at sektorerne er hinandens forudsætninger og ikke hinandens modsætninger. Uden en velfungerende offentlig sektor, der bidrager til Danmarks konkurrencekraft, eller en konkurrencedygtig privat sektor, der skaffer finansieringen til udvikling af den offentlige sektor, er vi intet. Det er det offentlig-private samarbejde, der er vores konkurrencekraft.

Hjemtagning af opgaver påvirker råderummet negativt
Derfor er det betænkeligt, at samarbejdet er på retræte. Det kan aflæses meget konkret i det såkaldte IKU-tal – et tal, der indikerer, hvordan det går med konkurrenceudsættelsen af konkurrenceegnede opgaver i det offentlige. Desværre er tallet for nedadgående. Der er tendens til, at færre opgaver bliver konkurrenceudsat, og på kort bane er konsekvensen, at vi som samfund ikke ved, om vi har fået den bedste løsning til prisen. Der er en vis risiko for, at samfundet har betalt for meget for ydelsen, og det vil have en negativ indflydelse på råderummet. Princippet om at få mest muligt for pengene gælder i privatøkonomien, og det samme princip burde råde i det offentlige.

Der er desværre også en tendens til, at det offentlige ligefrem hjemtager opgaver, der tidligere er blevet løst i regi af en privat virksomhed. Der kan være gode grunde til hjemtagning, men det er svært at finde grunde til, at opgaven ikke skal markedsprøves igen. For uden markedsprøvning ved vi som borgere ikke, om vi får det bedste og meste for vores skattekroner. Betaler vi for meget – så er der i sagens natur færre penge til velfærd.

Ønsker vi at bevare vores velfærd, er det derfor afgørende, at samarbejdet mellem det offentlige og det private øges. Sammen skal vi finde løsningerne på vores udfordringer. Danmark har samme udfordringer som de lande, vi konkurrerer med. Demografisk pres og ændringer i miljøet er ikke kun et dansk fænomen. Tværtimod har de fleste lande udfordringer.

Men forstår vi herhjemme at samarbejde, bliver det os, der leverer løsningerne, skaffer indtægterne til Danmark og dermed et øget økonomisk råderum. Det er en vigtig politisk opgave for den kommende regering at genskabe balancen og sørge for, at flere offentlige opgaver konkurrenceudsættes, og hjemtagning begrænses.

Forrige artikel Djøf og FOA i fælles opråb til nyt Folketing: Styrk den offentlige sektor Djøf og FOA i fælles opråb til nyt Folketing: Styrk den offentlige sektor Næste artikel HK Kommunal: Sådan kan vi gøre mødet med jobcentret bedre HK Kommunal: Sådan kan vi gøre mødet med jobcentret bedre
  • Anmeld

    Steen K. Thomsen

    Evidens

    Jeg har tidligere arbejdet mod en udlicitering, fordi medarbejderne i funktionen blev udsatte ved øvelsen.
    I den forbindelse forsøgte jeg at finde evidens for, at udlicitering kunne betale sig - eller ikke kunne.
    Det rystende var, at den evidens ikke kunne findes, bl.a. fordi udlicitering altid har været offer for en masse ideologi og skyggetal: Sparrer vi på fem medarbejdere, er vi nødt til at medregne deres fremtidige overførselsindkomster, og sættes arbejdstaksten i vejret, er der risiko for, at flere medarbejdere vil opleve tidlig nedslidning - hvilket også skal medregnes.
    Dertil kommer kontroller, etableringer af udbud og genudbud nogle år senere, med al den administration dette indebærer.
    Så vidt jeg er orienteret, findes disse undersøgelser stadigt ikke.
    Desuden har en lang række områder været sat i udbud, fordi de var nemme... men det er formentlig de forkerte opgaver, fordi det er kerneansvaret for kommunen. Det er altså stadigt de offentlige midler, der skal betale hele gildet.
    Lad os få ordentlige analyser på banen, der beviser, med alle parametre, at udlicitering (eller hjemtagning) er det bedste.
    Vi bør ikke frygte at få kvalificeret viden.