Derfor kan lærernes arbejdstid kaste Danmark ud i storkonflikt

ANALYSE: Hvorfor er det nødvendigt med en arbejdstidsaftale for lærerne, når 72 ud af 98 kommuner allerede har slækket på Lov 409? Altinget zoomer ind på detaljerne i den afgørende knast i overenskomstslagsmålet.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Søren Elkrog FriisTyson W. Lyall

Lærernes arbejdstidsregler har været i orkanens øje, siden de offentlige overenskomstforhandlinger blev skudt i gang i december.

Under et døgn fra deadline står det offentlige arbejdsmarked nu på den yderste kant af en storkonflikt, som træder i kraft, hvis ikke forligsmand Mette Christensen før midnat tirsdag enten lander en forligsskitse, som er spiselig for parterne, eller bruger sin sidste mulighed for en 14 dages udsættelse.

Mens uenigheden om løn efterhånden er minimeret til en formalitet, som let kan landes på et kompromis, står lærernes arbejdstidsregler – sammen med de statsansattes frokostpause – tilbage som knasten, som kommer til at afgøre, om Danmark kastes ud i storkonflikt.

Men hvad snakker fagbosser og arbejdsgivere egentlig om, når de slynger om sig med begrebet 'arbejdstidsregler', som var det en religion, der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved?

KL står fast på årsnorm
Både i de regulære forhandlinger og i Forligsen har omdrejningspunktet været den såkaldte arbejdstidsnorm. Altså hvor lang tid, der går, før der gøres status over, om en skolelærer har arbejdet over eller under 37 timer om ugen – og eventuel overskydende tid udbetales som merarbejde.

Kommunernes Landsforening står hårdt fast på den årsnorm, som allerede gælder i dag i kraft af den omstridte Lov 409, som blev resultatet af lockouten og det efterfølgende regeringsindgreb i 2013.

Faktisk havde lærerne også en årsnorm før 2013, men dengang var det til stigende irritation for de offentlige arbejdsgivere aftalt i overenskomsten, at arbejdstiden skulle aftales kollektivt – og at lærerne i øvrigt selv rådede over timer til forberedelse.

Modsat de tidligere regler betyder årsnormen som defineret i Lov 409, at skoleledelsen får maksimal fleksibilitet til at skrue op og ned for lærernes arbejdstid, så det passer til perioder med intensivt undervisningsbehov og lejrskoler, for så at afvikle overtimerne i eksamensperioden og den lange sommerferie.

Lærernes smertetærskel 
De fleste grupper på arbejdsmarkedet har en månedsnorm, andre har en kvartalsnorm, mens kun ganske få grupper har en årsnorm.

Det sidste gælder blandt andet gymnasielærerne, som dog har indbygget bedre beskyttelse mod massivt overarbejde og bedre varslingsregler i deres overenskomst, end Lov 409 tilbyder skolelærerne.

Tommelfingerreglen lyder, at jo kortere arbejdsnorm, jo større sikkerhed for stabil arbejdstid – og alternativt garanti for overtidsbetaling.

Så for Danmarks Lærerforening handler det om at presse arbejdsnormen så langt ned som muligt. Udspillet lød først på en ugenorm. Det blev siden skruet op til en månedsnorm, og nu er man landet på en kvartalsnorm, som ifølge centrale kilder udgør smertetærsklen for lærernes kompromislyst.

Men ifølge KL passer en kortere arbejdstidsnorm dårligt til arbejdsrytmen på netop undervisningsområdet. Det vil gøre det sværere og mere bureaukratisk at drive skole, mener KL – og ikke mindst dyrere, fordi nogle timer risikerer at gå tabt, mens andre skal udbetales som merarbejde.

Frister med varslingsbestemmelser
KL frygter, at en kvartalsnorm vil udløse så meget bøvl, at 98 kommuner vil være nødsaget til at forhandle lokalaftaler med de lokale afdelinger af Danmarks Lærerforening, så man kan bevare en årsnorm. Det vil give lærerne lidt for gode kort på hånden, og blandt de offentlige arbejdsgivere spekuleres der i, om det i virkeligheden er motivet bag Anders Bondo Christensens krav.

For at undgå de scenarier har KL forsøgt at friste med bedre varslingsbestemmelser, som kan gøre arbejdstiden mere overskuelig for lærerne.

Men tilbuddet har ikke gjort indtryk, og lærerne står hårdnakket fast på, at man som minimum kræver en kvartalsnorm, som for eksempel er det, der gælder for sygeplejersker.

Mange penge på spil
Fronterne er altså trukket skarpt op mellem arbejdsgiverne, som ønsker en årsnorm, og lærerne – som med solidaritetspagten i ryggen – kræver en kvartalsnorm.

Solidariteten med lærerne udspringer dog ikke kun af sympati, men handler også om egne langsigtede interesser blandt de øvrige offentlige fagforbund.

For de offentlige arbejdsgivere – med Moderniseringsstyrelsen i baggrunden – ligger der nemlig en kæmpe effektiviseringsgevinst, hvis man kan få flere faggrupper over på årsnorm.

Aktuelt har regionerne stillet krav om, at sygeplejerskerne overgår til årsnorm. Det kommer ikke til at ske i denne omgang, men signalet er klart.

For andre faggrupper er der mange penge på spil. For eksempel på Forsvarets område, hvor der er månedsnorm, ville en årsnorm betyde farvel til enorme summer i overtidsbetaling – for eksempel i forbindelse med udsendelse.

Derfor er der fra arbejdsgivernes side stor opmærksomhed på, om det lykkes at fastholde lærerne i en årsnorm, mens en kortere arbejdstidsnorm for lærerne for de øvrige  lønmodtagerorganisationer betragtes som et bolværk mod fremtidige angreb på deres arbejdstidsregler.

72 kommuner har blødt reglerne op
Groft sagt kan overenskomstslagsmålet om lærernes arbejdstid koges ned til, om man skal fastholde eller slække på de regler, der kom ud af regeringsindgrebet i 2013.

Men siden dengang har 72 ud af de 98 kommuner lavet lokalaftaler, som på forskellig vis bløder Lov 409 op.

De mange lokalaftaler er opstået til stor irritation for Moderniseringsstyrelsen og KL. Men de lokale politiske flertal bag aftalerne begrunder dem med, at det er nødvendigt for at dæmpe det giftige samarbejdsklima og den lærerflugt, som mange steder blev konsekvensen af OK13.

Odense-modellen
En del lokalaftaler er blot hensigtserklæringer, mens andre rummer reel værdi i form af ressourcer. Nogle er endda bedre end den aftale, som lærerne kæmper for i Forligsinstitutionen.

For eksempel har man i Ballerup indgået en aftale, som giver lærerne 294 timers "professionelt råderum" årligt, hvor de selv bestemmer, om de arbejder hjemme, på skolen eller andre steder.

Betyder det så, at Danmark risikerer at havne i storkonflikt for et problem, som reelt vedrører en enkelt faggruppe i 26 kommuner?

Ifølge KL's topforhandler, Michael Ziegler, understreger det i hvert fald, at man sagtens kan finde ud af det lokalt, og at der ikke er brug for en masse centrale initiativer.

Men set fra lærernes skrivebord er det ikke tilfredsstillende, at reguleringen af deres arbejdstid kan antage lige så mange former, som der er kommuner.

Lærerne er dog så glade for aftalen i Odense Kommune, at den er blevet foreslået som skabelon for en løsning ved overenskomstbordet.

Her afsættes der fem timers forberedelse per uge til hver fuldtidsansat lærer, og derudover er der ti såkaldte akademidage, hvor der ikke kan afholdes ferie eller afspadsering.

Men forslaget er skudt til hjørne af arbejdsgiverne, som ikke ønsker at give lærerne garanti på et specifikt antal timer til forberedelse. Hos lønmodtagerne hersker der ingen tvivl om, at det er politisk uspiseligt, fordi det vil virke som et tilbagetog på lovindgrebet fra 2013.

Har forligsmanden en skitse i ærmet?
Et kompromis om arbejdstidsnormen er derfor tilsyneladende, hvad der står tilbage, med mindre forligsmanden – eller ultimativt et folketingsflertal – kan strikke en alternativ løsning sammen.

Teknisk set er der ikke noget til hinder for, at man lander et kompromis imellem årsnormen og kvartalsnormen – for eksempel en halvårsnorm – men der har hidtil ikke været tegn på, at nogen af parterne ønsker at forlade de fastlåste positioner. 

På trods af modsætningerne og den hårde retorik omkring forhandlingerne taler det dog for en forhandlingsløsning, at hverken lærere eller offentlige arbejdsgivere orker at slæbe problembarnet fra 2013 hylende og skrigende igennem endnu en overenskomstperiode.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00