Debattør: Vi sover tornerosesøvn til en udligningsreform bygget på lobbyisme

DEBAT: Lad os få et kommissorium, der skaber en neutral model frem for at lade udligningen hvile på lobbyvirksomhed i vandsengen, skriver Mikael Hertig.

Af Mikael Hertig,
Cand.scient.pol., studerende på SDU

Retfærdighed kan ikke måles i metermål. Målet for den kommende udligningsreform er retfærdighed, hvad i verden det så end vil sige. 

Sproget i debatten op til den kommende 'udligningsreform' røber problemet. En floskel, der ofte bruges i pressen om emnet, er "udjævning af forskelle mellem rige og fattige kommuner".

Betegnelsen 'udligning' er jo kort: Hvad der menes er en del af stridens genstand. Det ser for mig ud, som om nogle tror, at opgaven begrænser sig til at udjævne indkomster mellem kommuner med et højt indkomstgrundlag til dem med et lavt. Det er det ikke.

Der bliver til bevægelse i vandsengen, men der kommer ingen gnister af den bolledej. Vi savner det helikopterperspektiv, som aktørerne i deres indbyrdes slagsmål i jordhøjde intet blik har for. 

Folketinget skaber vildnis
Jeg har ikke hørt nogen putte spørgsmålet om kommunernes samlede opgaver efter typer ind i debatten. Er det lovbundne udgifter, eller er det serviceopgaver? Hvad er den samlede effekt?

Udligningsordningerne er en forholdsvis gammel ordning. Kommuner med et højt beskatningsgrundlag afleverer en del af deres skatteindtægter til kommuner med et lavere. Der var ikke statspenge i udligningen.

Op til 1970'ernes kommunalreform måtte man erkende, at Folketinget drypvist havde lavet et vildnis af usammenhængende refusionsordninger.

Meningen med hver af dem skulle have været at virke som incitamenter til en bestemt slags adfærd. Men de hang ikke logisk sammen.

Resultatet blev uhensigtsmæssigt. Et vildnis. Eller på fint: åbenbar suboptimering. I Tornerose-stilstanden voksede tjørnehækken op.

1970'ernes decentralisering
Med 1970'ernes decentralisering og professionalisering af forvaltningerne blev der oprettet statslige bloktilskud eller tilskud til udgiftsbehov. 

Bloktilskud tildeles på de områder, hvor kommunen selv kunne lægge serviceniveauet. Kriterierne skulle være 'objektive', det vil sige upåvirkelige af den kommunale adfærd.

Meningen med det samlede udlignings, refusions- og bloktilskud skulle være, at kommunen selv skulle vælge sit generelle serviceniveau på de decentraliserede områder. Der skulle være en direkte aflæselig sammenhæng mellem den kommunale skatteprocent og dens serviceniveau. Bloktilskud til decentraliserede kommunale områder.

Men nogle områder forblev centraliserede eller "dekoncentrerede", som det hedder. Kommunerne fungerede som statslige ekspeditionskontorer, som for eksempel ved udbetaling af folkepension.

Her var statsrefusionen 100 procent. Den er et eksempel på lovbundne udgifter. Princippet er enkelt. Refusion til de lovbundne udgifter.

Kommunernes indtægter består af skatter, refusioner, bloktilskud fra staten plus/minus udligningsbeløb fra den kommunale udligning. Derfor er det utilstrækkeligt at se på den kommunale udligning. Det er det samlede finansieringssystem, der er på dagsordenen.

Hvad gik galt?

  • Overudligning. Rudersdal kan sætte kommuneskatten op eller ned, uden at det får effekt for kommunens indtægter, fordi mere end 90 procent af merindtægten lander i udligningssystemet. Udligningsordningerne fylder for meget.
  • Incitamentsstyring i bloktilskud. Kriterierne er ikke længere objektive. Kommunerne kan tjene eller spare penge på at regne den ud: holde folk på kontanthjælp eller præmiere tidligere straffede for at flytte ud af "ghettoen".
  • Underfinansiering af bloktilskud. Bloktilskuddene burde alene gå til finansiering af de decentraliserede opgaver: skoler, daginstitutioner, døgninstitutioner, ældrepleje, vejvæsen og så videre. Her har kommunerne forholdsvis frie hænder. Problemet er, at udligningsdelen fylder alt for meget, og bloktilskudsdelen alt for lidt. Der bør tilstræbes større balance mellem udligning og bloktilskud efter behov.
  • Refusionsvildnis. Kommunernes administrationstid går til at regne ud, hvordan der skal rapporteres. Den statslige del af den kommunale finansiering går til andre ordninger.

Prinsen på den hvide hest
I Torneroseeventyret kommer den reddende prins først til prinsessen efter 100 år. I 2020 kan vi fejre 50-året for den store kommunalreform, hvor det til at begynde med næsten lykkedes at få et samlet system til at fungere.

Hvis der ikke skal gå 50 år til med lobbyvirksomhed i vandsengen, så skal de sædvanlige aktører hente deres inspiration andre steder fra.

Hvorfor ikke bede et helt uafhængigt videnskabeligt grundarbejde udført. Uden KL, uden Indenrigsministeriel og politisk indblanding. Lav dog et kommissorium til en neutral model. Lad et hold universitetsfolk af økonomer og jurister klare opgaven.

Og lad så nulsumsspillet udfolde sig om deres indspil bagefter.

Forrige artikel Professor: Budgetloven er et væsentligt anker i den økonomiske politik Professor: Budgetloven er et væsentligt anker i den økonomiske politik Næste artikel Postdoc: Budgetloven fastholder den europæiske økonomi i en spændetrøje Postdoc: Budgetloven fastholder den europæiske økonomi i en spændetrøje
Venstre angriber regeringen: I svigter folkeskolens frihed

Venstre angriber regeringen: I svigter folkeskolens frihed

INTERVIEW: Folkeskolen skal have nogle af de frihedsgrader, som de frie grundskoler nyder godt af. Derfor er det et svigt, når ministeren nægter at videreføre VLAK-regeringens frihedsforsøg, lyder det fra undervisningsordfører Ellen Trane Nørby.