En konflikt vil ødelægge Løkkes bedste argument for genvalg

NYHEDSANALYSE: Danmark står på kanten af en storkonflikt. Statsministeren står på kanten af et valgnederlag. Det minder på mange måder om det, der skete i 1998, da Nyrup blev genvalgt, og en storkonflikt satte Danmark i stå. Er 2018 det nye 1998?

Hvem kan glemme valget i 1998?

Det var valget, hvor Poul Nyrup var dømt ude, men hev sejren hjem i en vanvittig slutspurt. Valget, hvor Ekstra Bladet blev beskyldt for at at frarøve Uffe Ellemann sejren med den ikoniske forside, hvor Venstres formand blev citeret for, at den var hjemme.

Det var valget, hvor skræmmekampagner for alvor blev introduceret som værktøj i en moderne valgkamp, da Socialdemokraterne advarede mod højere huslejer og mod afskaffelse af efterlønnen.

Og så var det valget, der lå lige op ad en storkonflikt på det private arbejdsmarked.

Derfor er det oplagt at spørge, om vi er på vej til en gentagelse?

Storkonflikten lurer, og Lars Løkke Rasmussen står med ryggen mod muren. Og nøjagtig som dengang ledes fagbevægelsen af et par meget stærke skikkelser, der snart er på vej på pension.

Er 2018 det nye 1998? Lad os kigge nærmere på det.

Bosser blev underkendt
Folketingsvalget var et af de mest dramatiske i nyere tid.

Hvis du har glemt det, eller bare ikke læste avis dengang, har Altinget taget turen tilbage til 1998 og talt med en stribe af de helt centrale aktører fra dengang. Det er fascinerende læsning.

Men selvom valget var skelsættende, er det faktisk en anden ting, jeg selv husker fra foråret 1998. Jeg var nyuddannet journalist og mit første stofområde var arbejdsmarkedet.

Og få uger efter, at Nyrup havde vundet valget og fået "four more years", udbrød der storkonflikt i Danmark.

De to bomstærke fagforeningsbosser Max Bæhring fra Dansk Metal og Willy Strube fra SiD (som siden er blevet til 3F) styrede showet, og den nyvalgte formandsduo i LO, Hans Jensen og Tine Aurvig, skulle helst bare blande sig udenom.

Men medlemmerne var ikke begejstrede for den aftale, som Bæhring og Strube havde forhandlet hjem.

Godt en halv million arbejdere stemte overraskende nej til den overenskomst, deres egne forhandlere havde indgået. De havde krævet en sjette ferieuge, men var blevet spist af med en enkelt ekstra fridag.

Dogmer stod for fald
Konflikten bliver i dag mest husket for, at danskerne hamstrede gær. Det var måske den sidste hilsen fra efterkrigstidens frygt for mangel på mad.

Men nøjagtig som folketingsvalget trak også storkonflikten lange spor. Dels kom den sjette ferieuge snart i hus. Dels betød konflikten et farvel til en generation i fagbevægelsen, der havde udspillet sin rolle.

Pludselig var Bæhring og Strube sat ud af spillet, og i stedet var det Hans Jensen og hans unge næstformand, der var i fokus. Det indvarslede en ny epoke i fagbevægelsen med mere åbenhed og mere fri debat. Dogmer stod for fald.

Ny konflikt truer
Interessant nok kan 2018 på flere måder blive et gensyn med 1998.

Dels har vi en statsminister, der står med ryggen mod muren og uden ret gode chancer for genvalg. Og ligesom dengang en statsminister, der er kendt for at kæmpe til det sidste.

Dels står arbejdsmarkedet på kanten af en ny, stor konflikt.

Mens det i 1998 var det private arbejdsmarked, der blev ramt, er det i år de offentligt ansatte, der truer med at strejke. Regeringen har svaret igen med trusler om en endnu mere omfattende lockout, hvilket betyder, at den offentlige sektor i praksis bliver lukket, hvis konflikten bryder ud.

En interessant parallel til 1998 er persongalleriet i fagbevægelsen. To af de mest markante fagforeningsbosser gennem de sidste to årtier er nemlig på vej på pension.

Det gælder Dennis Kristensen, formanden for de offentligt ansatte i FOA, der officielt går på pension, når hans nuværende periode udløber. Og det gælder lærernes formand, Anders Bondo Christensen, der ganske vist ikke har meddelt sin afgang, men som ifølge Politiken allerede på de indre linjer har tilbudt at trække sig som forhandler i de aktuelle forhandlinger, og som næppe holder helt frem til næste overenskomst.

Dermed vil en meget stor del af den offentlige sektor snart skulle ledes af en ny generation, der givet vil gribe tingene an på andre måder end Kristensen og Bondo, som begge har siddet på formandsposterne siden 2002.

Løkkes budskab
Det vil sikkert vække glæde i regeringen – og endnu mere glæde i Socialdemokratiet, der har haft et yderst anstrengt forhold til både Dennis Kristensen og Anders Bondo.

Lærerkonflikten i 2013 er et sår, som aldrig er helet hos Bondo – og som med stor sandsynlighed kostede Socialdemokratiet valgsejren i 2015.

Men inden formandsskiftet skal de aktuelle overenskomstforhandlinger landes.  

Set med regeringens øjne er kombinationen af konflikt og det forestående valg en meget giftig kombination.

Når statsministeren inden for det næste års tid udskriver valg, vil han fortælle danskerne, at han har rettet op på økonomien og bragt de gode tider tilbage.

Men det budskab vil glide dårligt ned hos hundredtusinder af offentligt ansatte, hvis de kort forinden har været i storkonflikt og – sandsynligvis – er endt uden de markante lønstigninger, de kræver.

I 2015 gik Lars Løkke til valg på et slogan om, at det skulle kunne betale sig at arbejde. I 2018 er mange lønmodtagere parate til at tage ham på ordet.

Det begynder at ligne et drama i 1998-klassen.

Forrige artikel Fem centrale udfordringer for KL’s nye bestyrelse Fem centrale udfordringer for KL’s nye bestyrelse Næste artikel Sophie Løhde vil undersøge bonusser i det offentlige Sophie Løhde vil undersøge bonusser i det offentlige